Havfruehjerte

Ingvild Lothe skriver om sorg, vold, natur og kærlighed i sit helt eget sprog, der på én gang er ufatteligt smukt og grusomt.

Da jeg fik Ingvild Lothes ’Havfruehjerte’ i hånden, var det både med spænding og nervøsitet. Tænk, hvilken begejstring, hvis den kunne leve op til hendes forrige udgivelse, Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød. Tænk, hvilken skuffelse, hvis den netop ikke gjorde. Jeg var umådeligt glad for ’Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød’, så der var fra begyndelsen af min læsning uopnåelige krav til Lothes seneste udgivelse, ikke desto mindre må jeg erkende, at der efter endt læsning både er en god portion begejstring og en smule skuffelse.

’Havfruehjerte’ er en fragmenteret roman af prosadigte om en ung kvinde, den navnløse pige, der søger kærligheden, finder den, mister den og taber sig selv. Hun passer ikke ind i verden, hun er for meget og for lidt, som på mange måder også er karakteriserende for sproget – på den bedst tænkelige måde: ”Alt i mig flyder og forskubbes. Det er vanskeligt at holde sig samlet, men jeg må holde ud. Jeg må holde ud uden hals, med hovedet presset ned i brystet. Jeg laver plads til øjnene, der hvor brystvorterne plejede at være. Navlen kan blive en ny mund.” Lothe har en helt særlig tone, som indruller læseren med en melankolsk følsomhed, inden den støder med sin lystige skarphed, og hun tematiserer på fremragende vis den unge kvindes møde med en virkelighed, som viser sig at gøre ondt.

Den navnløse pige søger sin plads i verden og rækker det ud over, til himlen, til stjernerne, til havet, i et forsøg på at forlige sig med virkelighedens forfærdeligheder. I havet finder hun det tætteste på ro, men havet er ødelagt af menneskenes egoisme: ”Menneskene tager det triste med til havet og slipper det ud./Havets helbred bliver truet af menneskene./” Ved havet bliver fortællingen ophævet og mystisk, og digtene får en drømmende karakter, som på mange måder gør, at man som læser bliver lullet ind i en falsk fornemmelse af tryghed, og samtidig gør værket en smule upræcist. Det bliver svævende i et omfang, der gør det svært for læseren helt at følge med, fordi den både har sin faste fortælling og sit flyvende, poetiske sprog. Det bidrager dog også til en forstærkelse af følelsen af retningsløshed, den navnløse pige oplever i søgningen efter sin plads i verden.

Havet synes at være den forstærkende faktor i hendes retningsløshed, måske fordi dét er her, det er muligt at genfødes (som det også ses i andre værker fra litteraturhistorien, bl.a. ’The Awakening’ af Kate Chopin). I havet finder hun både ro og ødelæggelse, genfødsel og tilintetgørelse: ” Jeg ved at jeg forsvinder, men jeg ved ikke hvordan, så jeg går mod havet. Der er intention bag handlingen. Jeg tager mig god tid. Solen styrter brat i havet, som sydpå. Så bliver alt sort./Dette er vores tilintetgørelse. ” Overgivelsen til havet bliver hendes eneste mulighed, men havet er forurenet af menneskene og har ikke en opløftende virkning. Det er en genfødsel uden håb, som hun ikke rejser sig fra, men drukner i.

Lothe brillerer med sin sproglige finesse og sin sans for melankolsk komisk poetisk timing og sætter stemning på verden, når den er fuldkommen uretfærdig.