Livet går over sine bredder

Moderne klimavenlige begravelser blander sig med mystiske mytefortællinger i Løppenthins kollektivroman, der går over sine bredder af fortællelyst.

I romanen ’Livet går over sine bredder’ inviterer Lea Marie Løppenthin til en alternativ begravelsesform, som er miljøvenlig modsat den voksende populære kremeringsform eller kistebegravelse i jorden, som begge udleder en del CO2. Den lollandske begravelsesvirksomhed Cyklus giver i stedet mulighed for at sige et klimavenligt farvel ved bæredygtigt at kompostere de afdøde i en speciallavet ottekantet form, kaldet ”bitavlen”.

Dette lyder som en hel roman i sig selv, men det er faktisk kun et fragment af den vidtforgrenede og karakterfyldte fortælling. Romanen begynder i stedet ved karakteren Felix, der er på togrejse fra Bruxelles til København. Man får indsigt i hans indre liv, relationer og følelsesladede forhold til Tracy Chapmans musik, mens man på humoristisk vis får udstillet nogle sandheder om skandinaverne. “Simon er venlig, omgængelig og ikke til at komme i nærheden af.”

I næste kapitel følger vi dog Cyklus’ nuværende chef Karen samt ritualkonsulenten Ole. Senere hoppes til de tre gartnere og golemmer, også kaldet de jordfødte. Herefter når vi til Grækenland og guderne i dødsriget. Forpustet? Det gælder om, at holde tungen lige i munden, når man går på opdagelse i kollektivromanen.

Karakterer og plotspor samles op, udfoldes, investeres i og forlades derefter til fordel for nye relationer og udviklinger hos især de tre jordfødte, mens der samtidig introduceres mytiske karakterer, som lige pludselig deler relativ realistisk dagligdag med menneskene. Mod slutningen opsamles kort, hvor de fleste af karakterer nu befinder sig fysisk og mentalt. Romanen løber helt klar over sine bredder af karakterer og plots, tematikker, relationer og interessante elementer, man kan dykke ned og forsvinde i – indtil man hives op og videre i strømmen. Hvad blev der fx af Evas danske svigerfamilie, den tidligere chef Marianne, mytefuglen Ascalaphus eller det skyggefødte ’hoved’? Det får man ikke klart svar på, og det føles heller ikke som meningen. Man følger i stedet med strømmen af fabulerende fortælling, der breder sig udover siderne.
 

Genrehybrid
På samme vis svømmer romanen over af forskellige genreformer, der både afløser hinanden og blander sig sammen. Bogen fremstår både som en fremtids- og samtidsroman i ét med de spekulative udfoldelser af nye teknologier til klimabegravelserne, alt imens tidsmarkørerne peger på, at vi befinder os i år 2021. De første såkaldte jordfødte afsløres også overraskende at være født i 2011.

En del hen ad vejen fremstår romanen virkelighedsforankret med de detaljerede personskildringer og populærkulturelle henvisninger til musik, film og tv-serier. Men hverken indholdet eller formen kan dog kategoriseres så fast, for der leges med skiftende stemmer i kapitlerne, der er trykt figurer og fotografier på siderne, imens plot- og toneændringer skaber en skiftevis humoristisk parodierende og dødalvorlig poetisk fortælling.
 

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå
De velkendte rituelle ord fra den kristne bisættelse eller begravelse kunne næsten lige så godt være Cyklus’ slogan. Hvis ikke det var, fordi den klimavenlige begravelsesform ikke kun skaber menneskelig kompost, men også restprodukter i form af jordfødte menneskelignende væsner. De er arbejdsdygtige, hurtigudviklede – men ikke statsborgere med rettigheder, og derfor holdes de hemmelige for de pårørende, samfundet og for hinanden.

Indtil de tre jordfødte fra Cyklus, Jill, Ulrikke og Rahim, får et opdrag af kunsthistoriker og filosof Ole – som læseren også kan nyde godt af – om bl.a. den mytiske golemfigur, Frankensteins monster og Gilgamesh. Her sammenlignes den kristne skabelsesberetning også overraskende pædagogisk med surdej, som vi angiveligt alle stammer fra.

Herefter bliver frihedstrang og længsler sat i gang hos de jordfødte, og for at neddæmpe deres diskussion om rettigheder sendes de til Grækenland på en slags ”dannelsesrejse”, hvor man samtidig introduceres til figurer fra antikke fortællinger, der lever i en mere moderne dødsverden. Der er mytiske karakterer såsom den kidnappede Proserpina eller Persefone, der er selvbevidst om kildernes uenige udlægning af hendes skæbne, samt hendes mand, den græske gud Pluto, der passende skifter mellem disneyhundens form:

”Jeg klemmer Plutos pote, jeg kradser ham hårdt i pelsen, som han kan lide det. Jeg ser ud på floden Arethusa, som løber langs med jernbanen. –Arethusa var engang en nymfe, siger Pluto. Hun blev til en flod i sorg over din kidnapning. Jeg lukker øjnene. – Eller var det, fordi hun var på flugt fra en forelsket flodgud? forsætter han skælmsk. Det er aldrig til at finde ud af med Ovid. – Hold nu kæft med Ovid, siger jeg.”

De kollektive plotspor og introduktionerne til karakterer og relationelle udviklinger tematiserer både kapitaliseringen af død og begravelse, videnskabelig udvikling afledt af klimakrisen samt de svære relationer mellem mennesker (og menneskelige mytefigurer). Romanen løber over af fortællelyst og kollektivt indhold – men er samtidig forgrenet i og forbundet med både den danske jordbundne muld og den græske mytologiske, med rødder i den overnaturlige underverden.
 

Litterære slægtskaber
Flere af Lea Marie Løppenthins værker kredser om græsk mytologi sat i en moderne kontekst. I romanen Sæson genskriver hun første gang den græske myte om den kidnappede dronning over dødsrigets Persefone og høstgudinden Demeter, der må undvære sin datter hver vinter.

Myter har altid ligget til grund for inspiration i litteraturhistorien, og her kan bl.a. fremhæves klassikere som Mary Shelleys Frankenstein (inspireret af Prometheusmyten), Camus’ Sisyfosmyten samt James Joyces’ pastiche over Odysséen, Ulysses. Myterne er gode til at fortælle om grundlæggende tematikker som kærlighed og død, og i litteraturen lige nu ses både genskrivninger og genudgivelser af antikkens og nordens mytiske fortællinger og store forfattere. De sidste par år er der både udkommet eposset Gilgamesh, den første kendte digter Enheduanas Dronning over verdens magter samt flere udgaver af Sapfos digtning i Jeg er grønnere end græs og gendigtningen Sapfo af Mette Moestrup og Mette Christiansen.

I de nyere værker Dafnesyndromet af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Elektras breve af Mathilde Moestrup samt Rasmus Daugbjergs Trold kan man ligesom i Løppenthins værk gå på opdagelse i, hvad der sker, når gamle myter møder videnskab, ny teknologi, ligestillingsdebat og klimakrisen i et moderne samfund eller fra en forfatter, som skriver ud fra denne erfaring i en mytologisk verden.

Flere af romanerne rummer også den spekulative (klima)fiktions hvad-nu-hvis, der undersøger, hvordan en alternativ virkelighed kunne se ud. Ligesom i de klimavenlige begravelser i ’Livet går over sine bredder’, der er inspireret af virkelige – men langt mindre fantasifulde – tiltag og resultater i USA. Her kan Charlotte Weitzes klimaroman Rosarium også fremhæves. Den behandler på lignende vis mytiske livsformer med planteegenskaber og tematiserer menneskets forhold til naturen.