Bog

Livet går over sine bredder

Af (
2022
)

Anmeldelse

Livet går over sine bredder

08 aug.22

Mageløs, fabulerende kollektivroman om liv og relationer roterer omkring begravelsesfirmaet Cyklus.

Set i det helt store billede er universet vel et lukket system. Stof ændrer form, men i virkeligheden er mængden af det konstant. Således er der mere til døden - og dermed livet - i 'Livet går over sine bredder', en fantastisk, fabulerende roman, der roterer omkring begravelsesfirmaet Cyklus.

'Livet går over sine bredder' er en vidunderlig rammende titel. Romanen begynder som så mange bøger af realistisk aftapning. Vi følger Felix en 37-årig falleret musikertype fra Bruxelles, der er ramt af ungdommen, som gik, og kom han egentlig i gang med noget? Nu skal han besøge sin veninde Eva i København, hvor hun bor med sin kæreste. Han tager toget, hvor man nok er tæt på forskellige mennesker, men helst vil være i fred, og alligevel falder han i snak med Jasper fra Hamborg, hvor han skal skifte tog og møder Jaspers kæreste Artemis.

Lea Marie Løppenthin skriver om relationer. Det er indiskutabelt også noget af det mest interessante i hele verden, og bare her i den hurtigt resumerede prolog er der et væld af relationer både til et fejlbarligt selv, til venner, til fremmede og til nye bekendtskaber og faktisk også endnu mere end her fortalt til kærester, børn og familie. Men denne roman er meget mere end det. Vugget i søvn af toget faste rytme, som det nærmer sig vores hjemlige egne, klukkende som en flod – der er faktisk et spændingsmoment om Felix på trods af togets forsinkelse når færgen(!) – og pludselig lige midt i alt det velkendte, løber ikke bare livet, men også romanen over sine bredder.

Felix kommer kun lige til København, før han bliver taget med til Evas kærestes mormors begravelse på Lolland, hvor firmaet Cyklus på et øko-new-wave-agtigt filosofisk grundlag lader afdøde genindgå i kosmos i en sekulær og klimavenlig proces. Intet bliver tabt, liget/livet ændrer bare form, og pludselig udvider romanen sine dimensioner. Vi kastes stille og roligt ud i spørgsmål, handlinger men først og fremmest relationer, der udfordrer vores forståelse af liv og død, teologi og tro, tid og rum.

Løppenthin orkestrerer i 'Livet går over sine bredder' et svimlende vingespand. Man kan få en fornemmelse af det ved at kigge på navnene fra den resumerede prolog:

· Felix = Den lykkelige, er nok brugt lettere ironisk,

· Eva = Den første kvinde,

· Jasper = Borgfoged eller skatmester, elegant baggrundskarakter, irriterende solid og tysk

· og ikke mindst Artemis = Den græske jagtgudinde.

Alt dette og alle mulige former for relationer i det rummer 'Livet går over sine bredder'. Imponerende nok går romanens form ikke over sine bredder – eller jo, den bryder jo vores forventninger til sin form, men som en flod, der løber over sine bredder og blot midlertidig får nye bredder, før den finder tilbage i sit leje. Romanformen svulmer op i denne bog, før den stille og roligt falder tilbage og ender i en dansk hverdag, vi kender, og som jo for pokker også kan være kompliceret nok i sig selv. Der er virkelig en helt masse i Lea Marie Løppenthins bog, men der er ingen grund til at skære grøde i fortællingens flod – som Nilen efterlader den en uforståelig og forundrende frugtbarhed netop der, hvor den har været gået over sine bredder.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
62574569
ISBN
9788702358872
Antal sider
259

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer