Knæk

Interessant og humoristisk digtsamling om livet på en psykiatrisk afdeling, hvor verden udenfor på én gang er langt væk og tæt på. Verden forsvandt omkring mig, mens jeg læste digtene.

Allerede fra det første digt bliver man fanget af Mikael Josephsens vidnesbyrd fra den psykiatriske afdeling P3 i Svendborg. I ’Knæk’ vikles det, jeget har mistet, sammen med det jeget har fået: et mere eller mindre tvunget ophold på en psykiatrisk afdeling. Josephsen formår at koble det tunge emne sammen med en til tider uovertruffen humor, og flere gange græmmede jeg mig og grinte på samme tid under min læsning fx her: ”men bare rolig / jeg slår dig ikke ihjel / og jeg gør ikke den nye noget / det er holdt op med at sne / til gengæld slår regnen mod ruden / der er lus på afdelingen”.

’Knæk’ starter i julen 2014, hvor jeget indlægges og slutter med, at både jeget og søsteren udskrives efter nytår. Vi følger dagligdagen på den psykiatriske afdeling og oplever alt fra toiletbesøg, medicinering, måltider, seksuelle lyster til længslen efter verden udenfor. Alt sammen er skrevet i et tilgængeligt sprog, og kan på den måde ses som en kontrast til Bjørn Rasmussens skildring af en indlæggelse i ’MING’ fra 2015. Til forskel fra Rasmussen skriver Josephsen mere vedkommende, og flere læsere kan sætte sig ind i digtsamlingens univers. I øvrigt uden at det skal ses som en kritik af Rasmussens digtsamling.

Digtsamlingens form er allerede antydet i titlen. ’Knæk’ er både det knækkede menneske, men også knækpoesien som rent litteraturhistorisk havde sin storhed i 70’erne. Josephsen trækker formen op over dagligdagens banale betragtninger og bruger drømmesekvenser og medicintåger til at vise en ellers svært tilgængelig side af tilværelsen. På et tidspunkt eksperimenterer han med formen, hvor der kommer linjeskift efter hvert ord, og det medfører på de 14 sider, at læsningen bliver afbrudt en smule. Desuden forsvinder de poetiske oneliners lidt i ordvirvaret, og disse sider kunne med fordel være skrevet som resten af samlingen. Men det er også min eneste anke ved læsningen af digtsamlingen, der ellers er en fornøjelse at læse, fordi Josephsen ikke på noget tidspunkt virker ensidigt ynkelig. Tværtimod er alvoren blandet med humor, og de gode sætninger flyder i det poetiske overflødighedshorn gennem store dele af de 80 sider.

Bogen er et interessant vidnesbyrd, der på én gang beskriver og reflekterer over, hvad der sker med mennesker i de skjulte sider af vores samfund. Samtidig beskriver den, hvordan de smerter, der er forbundet med at leve i udkanten af tilværelsen, kan dulmes – uden at de helt forsvinder af den grund. For at slutte med forfatterens egne ord: ”jeg har kræft / du har ikke kræft / så se de prøver, så se de prøver / jeg tror du får det bedre efter et bad / jeg tror jeg får det bedre efter en sprøjte”.