Bog

Zombierådhus

Af (
2019
)

Anmeldelse

Zombierådhus

08 jan.20

Absurd og vedkommende. Zombierådhus er danmarkshistorie fortalt fra det atomkrigsramte år 2097 og portrætterer med underspillet humor en velfærdsstat i ruiner. 

Det hele begynder foran rådhuset i Vejen. En lille flok venter foran hovedindgangen på at blive gift. 

"Den lille gruppe mennesker kigger ud over pladsen. Der lyder en rumlen. En revne i pladsens belægning opstår. Revnen forgrener sig i alle retninger og bliver bredere. Nylagte brosten drysser ned i sprækkerne. En ledning rives over med et smæld, et kloakrør brækker. Det støvetgrønne Toyota Corolla triller langsomt fremad og vælter forlæns ned i mærket. // Op af hullet stiger en enorm, stiliseret fakkel i guldmalet kobber".

Og her fra er der ingen grænser for, hvad Pablo Llambias får til at ske i de enkelte rådhuse. På Samsø udvikler et kursus i "intuitiv massage" sig til et mindre orgie, på Langeland er de stolte over deres flygtningeindustri og sammenligner sig i øvrigt med Jordan, og i Herning kører realityprogrammet "Hvem bliver spist?", de er kun seks tilbage og sender udsendelsen fra en bunker 15 meter under jorden, hvor der også er en stor gryde med kogende vand til den, som ryger ud. 

Under læsning fik jeg mindelser til Kurt Vonneguts sci-fi-klassiker 'Slagterhus 5', hvis kontekst var anden verdenskrig. Llambias sidder i stedet og ser på, hvor fanget menneskeheden er på jorden, og som han lader en ledelseskonsulent sige til en teamudviklingsdag i Bornholms kommune:

"Vi er passagerer i universet," siger Chioma med et lille smil. 
Der er flere, der ler rundt om bordet.
"Vi skal sørge for, at transportmidlet virker. Transportmidlet er den klode, vi bor på. Vi har indtil videre ikke andre steder at tage hen." 
"Så galt går det nok ikke," siger en af centercheferne.

Kombinationen af kommune og fremtidsdystopiske scifi-elementer er noget af det mest originale vi har set i dansk litteratur længe. Samtidig er det med rådhuse og kommuner noget, Llambias har gjort før. I 1997 udkom han med romanen Rådhus - et lignende og dog mere performativt møde med de dangang 275 rådhuse, deres facader og de skulpturer, som en hver kommunebygning med respekt for sig selv har stående. 

At 'Zombierådhus' også er et stykke teknologihistorie gennemsyres ved den konstante opmærksomhed på den eller det, som har taget rådhusbillederne - Googlemanden. Sammen med billedeindekset over de 98 rådhuse bagest i bogen er "han" også at finde, tilsløret umiddelbart i gang med at indstille kameraet et sted, det skete på Vesterø Havnegade, Læsø, i 2009. Og det her er vigtigt, for som der står på en af flapperne, så husker googlemanden intet af det, han kører forbi; kameraet husket alt. Llambias forstørrer den afstand, der er fra googlemanden og kameraets digitale fremstilling af verden og så den nutidige verden (set fra fremtiden). Det får én til at tænke over, hvor menneskeheden med al dens viden i pomp og pragt er på vej hen.   

Netop derfor vil jeg heller ikke tøve med at kalde 'Zombierådhus' for en vigtig bog. Med et velfærdssamfund, som ingen pt. ved, hvor er på vej hen, formår Llambias i denne genrebastard af en roman både at underholde og problematisere. Og så kan der klatlæses i de 98 kapitler, hvilket gør bogen velegnet til læsning og genlæsning over længere tid. 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
46216938
ISBN
9788702277586
Antal sider
360

Tema

Tema

Klimalitteratur

Litteraturen udstiller de fatale konsekvenser af menneskelige handlinger og udgør samtidig en fiktiv legeplads med et indbygget refleksionsrum.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer