Bog

Kød og fred

Af (
2020
)

Anmeldelse

Kød og fred af Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen

06 jul.20

Klimathriller om sosu-assistenten Annemette, der tager kampen op mod kødindustrien, serveres med humor og befriende vanvid.

Annemette drev et hestestutteri, lige indtil stormfloden kom og fratog hende hestene, gården, ægteskabet med Johnny og ikke mindst tolv af hendes tænder, der blev sparket ud af en hendes favorithest. Hun er nu sosu-hjælper i Køge hos forskellige mennesker, der har massive problemer. Datteren Alma, der sidder i kørestol, er flyttet hjemmefra, eksmanden Johnny er i fængsel for svindel, når det blæser blafrer Annemettes mund i vinden, og når hun sover, lyder det som en hest, der pruster.

Annemettes forsikringsselskab vil ikke dække hendes tandskader, så hun må udstå verdens hånende blikke. Hendes største glæde er, når hun en gang om ugen mødes med sin strikkeklub "De hårde nåle", der består af den semisenile Vibse og hendes voksne datter Jean, der er langtidssygemeldt lægesekretær, som snakker utroligt meget om sex og er gift med en mand, der omtales "den midaldrende mand i lycra". En dag tager de tre veninder i biografen for at se en ny klimadokumentar med Leonardo DiCaprio, ’Before the Flood’ og de får alle en brat opvågning: "kød får polerne til at smelte, kød brænder regnskoven af, kød er ansvarligt for en tredjedel af alle de problemer, vi står midt i".

Veninderne indser, at klimaforandringerne har ødelagt Annemettes liv. Hvis ikke de handler, har deres børn og børnebørn ingen fremtid. De føler sig kaldet til at ruske op i verden, og ingen af dem flygter, når de står overfor fjenden, som er kødindustrien.

Annemette er veninde med Helle, som vi mødte i Helle Erobreren. ’Kød og fred’ er både vanvittig, sjov og særdeles aktuel. Romanen er ikke nær så vellykket som forfatternes første roman, men ikke desto mindre er der underholdning og karikerede personer og situationer for alle pengene, når Annemette på sin egen sejlivede, ydmyge facon ruller sig ud.

For alle der kan lide Jonas Jonasson, Fredrik Backman og Romain Puértolas’ skøre og skæve humor, der fortæller om de mennesker, vi møder hver dag, men måske har en tendens til at overse.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
48330037
ISBN
9788702288926
Antal sider
291

Tema

Tema

Klimalitteratur

Litteraturen udstiller de fatale konsekvenser af menneskelige handlinger og udgør samtidig en fiktiv legeplads med et indbygget refleksionsrum.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer