Dafnesyndromet

Original fortolkning af Dafne-myten forbinder den vidt fortolkede nymfes grumme skæbne med to af vor tids vigtigste emner: Klimakrisen og den manglende ligestilling.

Dafne er en nymfe fra den græske mytologi. Krigsguden Apollon forelsker sig i hende, og i sin elskovs vildelse jagter han hende gennem skoven. Dafne råber efter Gudernes hjælp, som forbarmer sig over hende og forvandler hende til et laurbærtræ. Hendes hjerte banker nu under barken - som bl.a. Ovid, den romerske digter og forfatter til Metamorfoser, så poetisk beskriver det. Jacobsen skriver sig altså ind i fint selskab med sin fortolkning, der tager Dafnemyten med ind i klimakampen og feminismen.

Bogen består af tre dele, der er forskellige i genre og stil; i første del ‘Et hjerte i skoven’ følger vi efterskoleeleven Miki, der på sit ophold på skolen møder og forelsker sig i den mystiske Laura, hvorefter deres forhold bliver besidderisk og dysfunktionelt - Miki sammenligner sin kæreste med ‘Lolita’, der samtidig skaber splid mellem Miki og hans venner.

Der er noget brutalt og ildevarslende over universet, hvor omgivelserne minder mere et gotisk slot end en skole, og kæresteparret kaster bl.a. kaninunger mod skolens mure i nattens mørke. I en forunderlig slutning smelter Miki, Laura og skolens vilde naturomgivelser sammen og de forvandles til træer i et genkendeligt motiv.

I bogens anden og bedste del ‘Nymfestadie 4’ serverer Jacobsen et virkelig originalt take på Dafnemyten, hvor vi får et indblik i eftertiden, hvor Mikis mor, Vibeke Marslund, stadig lever i år 2132. Hun har overlevet sin søn, som vi hører døde på efterskolen, og har udviklet et eksoskelet og forfinet sine sanser som en cyborg.

Vibekes del er skrevet som en dialog med nogle forskere, der laver et livshistorieinterview med hende, hvor hun bl.a. beretter om, hvordan Miki kom til verden - gennem en aftale med et ældre par, hvor manden ønskede at få et barn - og hendes besættelse af farven hvid ‘knoglehvid’, som hun selv beskriver som nøglen til hendes lange liv. Mellem brudstykkerne af Vibekes historie får vi et interessant indblik i en ny verden, hvor der har forekommet en ‘digital nedrustning’ og man kan bytte muligheden for at få børn med en forskerkarriere som der bemærkes.

I del 3, ‘En lysning’, kommer Dafnes "bankende hjerte bag barken" selv til orde og fortæller sin historie i en række skarpskårne feministiske digte. Hun kalder sig selv ‘pollenfissede/Xenomorph queen’ og siger således til sin forfølger: "jeg vil ikke flækkes/som en papaya/af en eller anden tilfældig/smørtenor". Apollon kaldes både "incel", "plageånd" "Kong Kleenex" og "erobrernes konge", der har "stjålet jorden fra jorden". Guden er i Jacobsens fortolkning af Dafnemyten både udøver af vold og kvindehad og har del i menneskenes katastrofale udbytning af jorden.
Digtene er vrede, sjove og skarpe - og afslutter værket stærkt tematisk, men hænger egentlig ikke sammen med værkets spændende 1. og 2. del, som jeg godt ville have set foldet mere ud.