Bog

Omsorg

Af (
2022
)

Anmeldelse

Omsorg

09 mar.22

Rørende fortælling om fattigdom og medmenneskelighed i 1980’ernes Irland. På trods af sit beskedne omfang sætter denne historie sig solidt fast i sin læser.

Den irske forfatter Claire Keegan er aktuel på dansk med sin novella ‘Omsorg’, som udkom første gang i 2010 i det amerikanske magasin The New Yorker og vandt en af Irlands største litterære priser, Davy Byrnes Award.

‘Omsorg’ er fortællingen om en ung, unavngiven pige, der bliver sendt i pleje på ubestemt tid hos et ægtepar uden børn, da hendes egen familie både flyder over med børn og mangler penge til at brødføde dem.

Hos sin plejefamilie oplever pigen for første gang at nogen drager omsorg for hende. Basale ting som kærtegn, opmærksomhed, at blive vasket, er noget som føles fremmed og dog tiltrængt:

“Lidt efter læner jeg mig tilbage og ser til, mens damen skrubber mine fødder. Snavset under mine negle lirker hun ud med en pincet. Hun trykker shampoo ud af en plasticflaske, sæber mit hår ind og skyller skummet bort. Så skal jeg rejse mig, og hun sæber mig ind over det hele med en vaskeklub. Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for. Jeg savner i det hele taget ord, men dette er et nyt sted og kræver nye ord.”

Tiden hos ægteparret Kinsella på deres gård ude på landet i det sydøstlige Irland bliver øjenåbnende for pigen. At få lov til at købe nyt tøj, lære at læse, at have tid til at være barn er glæder som pigen ikke har oplevet eller mærket før. 

Fortællingen foregår i 1980’erne, men det er nærmest ikke til at tro med en fattigdom på dét niveau, som pigens familie lever under. Fattigdom har selvfølgelig altid været der og findes naturligvis stadig, må vi ikke glemme, selvom det kan være svært at forestille sig. Denne bog minder sin læser om, at konsekvenserne af fattigdom og omsorgssvigt mod børn kan være katastrofale, og at den mindste smule nærvær og omsorg kan gøre en verden til forskel for de børn, der lever under trænge kår.

‘Omsorg’ er en smuk og poetisk fortælling, skrevet i et florlet sprog, hvor meget af teksten er dialog mellem pigen og de voksne, eller hvad pigen overhører, når de voksne snakker. Historien fortælles i første person nutid, så man nærmest er med, når tingene sker, hvilket giver en særlig sympati for pigens oplevelser.

På trods af kun at være på 90 sider har denne lille, irske fortælling sat sig fast i min bevidsthed, netop fordi den minder mig om vigtigheden af medmenneskelighed og ikke mindst omsorg for andre mennesker.

Bogdetaljer

Forlag
Gutkind
Oversætter
Signe Lyng
Faustnummer
62169613
ISBN
9788743401551
Antal sider
90

Tema

Tema

Klassesamfundet

En strøm af aktuelle bøger sætter på ny spot på klassesamfundet og giver os personlige fortællinger fra det ulige samfund.
Læs mere

Tema

Tema

Bogen bag filmen

En god filmatisering kan bringe vores litterære helte og skurke til live på det store lærred, og når det lykkes introduceres en ny skare af læsere.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer