Den inderste fare bd. 2

Det politiske og personlige portræt af Erik Scavenius fuldendes med en lang række tankevækkende spørgsmål.

I andet bind af romanen om Scavenius og hans liv som statsminister under den tyske besættelse stilles flere interessante spørgsmål. Hvordan skal forholdet til fjenden være og er æren vigtigere end pragmatik og ro?

I november 1942 kræver nazisterne en upolitisk ledelse af regeringen for at skaffe ro i landet. Scavenius rykker ind på både stats- og udenrigsministerposten. Dette følger vi på de rigtig mange (643) sider i en beretning, der har skikkelse som en slags dagbog med afsnit med datooverskrifter, hvordan Scavenius er klar over sin udsatte rolle i samarbejdet med nazisternes styre af landet. Han ser det som sin vigtigste opgave at være pragmatiker, undgå de allerværste overgreb på landet og ride stormen af. Krigen må være slut snart. Det er den dog ikke.

Birgithe Kosovic har lavet et kolossalt forarbejde, fx har hun fået adgang til kong Chr. 10.s dagbøger på Amalienborg. Scavenius selv havde selv tilintetgjort sine papirer, så ham skildrer hun ud fra sine ambitioner om at skabe et helt menneske. Vi følger ham indefra i mangfoldige detaljer, historiens faktuelle forløb og forfatterens store research er baggrund for billedet af den hidsige, arrogante, til det alleryderste pragmatiske mand. De erotiske scener i bd. 2 er i øvrigt knapt så dominerende som i bd. 1, og læserne er nok også blevet klar over hans store fokus på sex.

Relationen til den unge intellektuelle og dannede Werner Best er bogens omdrejningspunkt, den befinder sig hele tiden i en skarp balanceøvelse, ikke for fidelt, ikke for personligt, men alligevel i en fælles forståelse af hvad, der er bedst for Danmark. De fleste betragtede dog selve samarbejdet som landsforræderi, og det måtte Scavenius leve under resten af sit liv.

Jeg brugte bøgerne om Scavenius til at få læst op på historiske facts, og det var slet ikke dumt.