Efter solen

Med denne novellesamling står det fuldstændig klart, at Jonas Eika er miljøtegningens og væskernes mester.

Bevidstheder glider sammen, mennesker glider ind og ud af bevidsthed … og ind og ud af hinanden, som når en 15-årig beach boy bliver taget bagfra af en kollega i et drømmende bassin-scene efter en lang dags varmt turistopvartende arbejde under solen på en strand i Cancun. Velkommen til Jonas Eikas betagende univers.

Samlingens forførende sci-fi-noveller svæver mellem virkelighed, fantasi og syrede syner. De er optaget af krop og (krops)væsker, imens de positionerer mennesker over for andre mennesker eller organismer/teknologiske størrelser. Det flyder bogstaveligt talt med sæd, blod, parfumeret bodyshower, aftersun og vand.

Novellerne drives frem af sære relationer og begæret efter samhørighed med nogen eller noget. I ’Mig, Rory og Aurora’ flytter fortælleren ind hos to (små)kriminelle misbrugere Rory og Aurora efter en tid som hjemløs på gaden. I deres usle lejlighed placeret så tæt på storby-togbanen, som muligt, bliver jeg’et til noget kattelignende. Hun sover i fodenden og følger de to andre som en skygge: ”Jeg var kælen og stilfærdig og sjældent i vejen (…)”.

I ’Alvin’ flytter fortælleren ind hos den unge Alvin på et beskedent, rodet kvistværelse i København uden at have mødt ham før. Alvin handler med fremtiden. I sit kvistværelse er han manden på toppen af det hele – inklusive fremtiden – og jeg’et lader sig forføre af hans impulser og gode idéer. Pludselig står de sammen i Rumænien …

Det kan godt være, at ’Efter solen’ forbereder sig på en tid uden lys, men Eikas sprog lyser konstant og er ikke bange for at gå i kødet på kødet. Et sted sidder den 15-årige beach boy ”(…) overskrævs på en maveliggende svensk mand med to bælter af kød hen over lænden”, og kort tid efter: ”Svenskerens kødbælter smutter mellem fingrene på mig.” Dette kraftfulde livtag med organerne minder om Harald Voetmanns tilgang til kroppen i f.eks. ’Kødet letter’ og ’Syner og fristelser’.

Eika frastøder og tiltrækker med hjemmelavede ord, minutiøse detaljer og saftige kombinationer. Af og til titter humoren frem som her i ’Alvin’, hvor Alvin byder novellens ”jeg” indenfor i sin lille lejlighed og tager sokkerne af med en efterfølgende: ”(…) tung, sød lugt af vinterfod”. Da Alvin senere er i bad, klæber hans tynde læg til det våde forhæng som et ”lillebitte, struttende kyllingelår”.

Du må ikke gå forbi ’Efter solen’ på boghylden. Bogen introducerer dig for ekstreme miljøer, der er voldsomt fascinerende, fremmede, genkendelige og absurde. Det bliver næsten for meget, men også kun næsten. Det er en del af fascinationen og en af bogens store styrker, og jeg glæder mig allerede til forfatterens næste bog. Eika debuterede i 2015 med den roste roman ’Lageret Huset Marie’.