Om essayet - den fjerde genre af Elly Hvarregaard, Frederikshavn bibliotek
Den inkarnerede essayist Carsten Jensen fortæller et sted om et forsøg på at skrive essayets historie, der bare ingen ende ville få. For ikke at havne i dén grøft, så skal jeg prøve at huske på, hvad Per Lange engang sagde: At essayet skal være kort, ikke som en stor roman, der er ved at kvæle én. Men tilsyneladende lader denne "fjerde genre", som det moderne litteratur- og kulturkritiske essay er blevet kaldt, sig kun vanskeligt sætte på formel.
Tager vi udgangspunkt i definitionen i Gyldendals ti-binds leksikon lyder den som følger:
"Essay (eng. af fr. essai: forsøg): kortere prosastykker som i en almenfattelig og personlig form behandler emner der fortrinsvis er af filosofisk, historisk eller litterær art".
Der henvises til Montaignes Essais fra 1580 som navngiver til genren. Konsulterer vi nu Litteraturhåndbogen (Gyldendal, Kbhvn. 1989) under opslaget Essay er definitionen mere åben:
"en genre, der dækker korte subjektivt ræsonnerende prosatekster. Genren befinder sig på grænsen mellem fiktion og sagprosa, og kan være vanskelig at definere."
Hvorefter slægtsskabet med andre genrer opregnes. I familie med essayet er brevet, dagbogen, selvbiografien, den rene fiktion - poesien - men også den videnskabelige artikel, og dens lillebror, kronikken. De tre første former er som essayet kendetegnet ved deres subjektive form, men med vidt forskellige læsere. Dagbogen - henvendt til en selv, eller ens andet jeg, i en selvrefleksiv form, brevet stilet til én modtager, og de sidste genrer henvendt til en bredere offentlighed.
Essayet er som bekendt også rettet til flere læsere, men det adskiller sig fra de nævnte former ved sin subjektivitet, sin sproglige skønhed - ofte med metaforer og metonymier, der arabeskagtigt slynger sig - og ved sin intellektuelle overlegenhed; ingen forklarende fodnoter her, men gerne et par tilfældigt henkastede paranteser. Læseren forudsættes at være på niveau med skribenten. Man kunne måske sige, at der er tale om en pagt mellem essayist og læser, en samtale mellem ligemænd finder sted.
Essayet har historisk set tråde bagud til f.eks Senecas breve. Fra Montaignes og Bacons klassiske essays udvikler genren sig over de engelske coffeehouses, hvor korte essays bliver en yndet formidlingsform i tidsskrifter som "Spectator" (1711-12). Også i 1700-tallets saloner er essayet en yndet læsning. Det bliver en vigtig del af borgerskabets oplysning og tro på fornuften.
Herhjemme skriver f.eks Holberg essays i slutningen af 1700-tallet. Men litteraten Georg Brandes er om nogen dén, der forfiner og udvikler genren.
Nyere eksempler er Knud Sønderbys og Per Langes essays. De er fine, mere poetiske essayister, ofte med udgangspunkt i sansningen af naturoplevelser. Fra 70'erne har vi f.eks Bjørnvigs og Brøggers samfunds- og kulturkritiske essays. Og nutidige litterære essayister er f.eks Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Jens Christian Grøndahl, Jan Sonnergaard....
Om essayets komposition ganske kort: Ofte skrives essayet i anledning af et eller andet, i en polemik mod nogen eller noget, der har været anstødssten for skribenten. Desuden indledes det ofte med en genkendelig situation, lidt som i journalistikkens jeg-var-selv-reportager. Det har til formål at fange læseren ind, at få ham eller hende med ind i den samtale, overenskomst eller pagt, som essayet kan opfattes som. Indledningen kan være en lidt banal eller let genkendelig hverdagssituation, hvorefter perspektivet folder sig ud.
Som eksempel kan vi tage indledningen til det klassiske essay af Georg Brandes "Det uendeligt små" og "det uendeligt store i poesien". Han beklager sig over amatørskribenters ofte kluntede forsøg, som han som litteraturkritiker bestandig må lægge øje til.
Læseren fanges ind, for problematikken med at publicere er genkendelig for enhver, der har beskæftiget sig med litteraturen. Men så zoomer Brandes telelinsen ind med Shakespeares genialitet - detaljen, der spejler helheden - som en kontrast til den dorske, stillestående danske litteratur. Ser vi generelt på det moderne litteraturkritiske essay, så foldes perspektivet ofte ud i en bredere kontekst - kulturelt, samfundsmæssigt, filosofisk, efter den intimitet, genkendelse, der indledes med. Tager vi Brandes-essayet som eksempel, så var hans egentlige ærinde at revse den danske litteraur, men han bruger på virtuos måde Shakespeare-eksemplet som polemisk afsæt for sin kritik.
Fra 1905 trykker Politiken hver dag en kronik. Ofte med dagsaktuelt afsæt. Og denne variant af essay-formen finder således sin vej ud til rigtig mange læsere.
Vil man læse mere om essayet som genre i Danmark, i essayets egen form, kan f.eks Per Langes Om essayets kunst fra 1957 nævnes.
Den tyske filosof Adorno metareflekterer i Die Essay als form (1957) over genren i et filosofisk perspektiv. Se oversættelsen i Passage, nr. 28/29, 1998, s. 101-114.
Øvrige kilder om essayet er f.eks:
Sandersen, Vibeke: Essayet - oprør og tradition. Kbhvn. 1975. Letlæst introduktion. Heri er det nævnte Brandes-essay optrykt s.67-77
Passage nr. 28/29, 1998. Temanr. om "Det gode essay". Se heri f.eks Carsten Jensens artikel om det uendelige forsøg på at skrive essayets historie.
Gantzberg og Mitchel: Den fjerde genre. Kbhvn. 1998.
Skribent
07 dec.02
Om essayet - den fjerde genre af Elly Hvarregaard, Frederikshavn bibliotek
Den inkarnerede essayist Carsten Jensen fortæller et sted om et forsøg på at skrive essayets historie, der bare ingen ende ville få. For ikke at havne i dén grøft, så skal jeg prøve at huske på, hvad Per Lange engang sagde: At essayet skal være kort, ikke som en stor roman, der er ved at kvæle én. Men tilsyneladende lader denne "fjerde genre", som det moderne litteratur- og kulturkritiske essay er blevet kaldt, sig kun vanskeligt sætte på formel.
Tager vi udgangspunkt i definitionen i Gyldendals ti-binds leksikon lyder den som følger:
"Essay (eng. af fr. essai: forsøg): kortere prosastykker som i en almenfattelig og personlig form behandler emner der fortrinsvis er af filosofisk, historisk eller litterær art".
Der henvises til Montaignes Essais fra 1580 som navngiver til genren. Konsulterer vi nu Litteraturhåndbogen (Gyldendal, Kbhvn. 1989) under opslaget Essay er definitionen mere åben:
"en genre, der dækker korte subjektivt ræsonnerende prosatekster. Genren befinder sig på grænsen mellem fiktion og sagprosa, og kan være vanskelig at definere."
Hvorefter slægtsskabet med andre genrer opregnes. I familie med essayet er brevet, dagbogen, selvbiografien, den rene fiktion - poesien - men også den videnskabelige artikel, og dens lillebror, kronikken. De tre første former er som essayet kendetegnet ved deres subjektive form, men med vidt forskellige læsere. Dagbogen - henvendt til en selv, eller ens andet jeg, i en selvrefleksiv form, brevet stilet til én modtager, og de sidste genrer henvendt til en bredere offentlighed.
Essayet er som bekendt også rettet til flere læsere, men det adskiller sig fra de nævnte former ved sin subjektivitet, sin sproglige skønhed - ofte med metaforer og metonymier, der arabeskagtigt slynger sig - og ved sin intellektuelle overlegenhed; ingen forklarende fodnoter her, men gerne et par tilfældigt henkastede paranteser. Læseren forudsættes at være på niveau med skribenten. Man kunne måske sige, at der er tale om en pagt mellem essayist og læser, en samtale mellem ligemænd finder sted.
Essayet har historisk set tråde bagud til f.eks Senecas breve. Fra Montaignes og Bacons klassiske essays udvikler genren sig over de engelske coffeehouses, hvor korte essays bliver en yndet formidlingsform i tidsskrifter som "Spectator" (1711-12). Også i 1700-tallets saloner er essayet en yndet læsning. Det bliver en vigtig del af borgerskabets oplysning og tro på fornuften.
Herhjemme skriver f.eks Holberg essays i slutningen af 1700-tallet. Men litteraten Georg Brandes er om nogen dén, der forfiner og udvikler genren.
Nyere eksempler er Knud Sønderbys og Per Langes essays. De er fine, mere poetiske essayister, ofte med udgangspunkt i sansningen af naturoplevelser. Fra 70'erne har vi f.eks Bjørnvigs og Brøggers samfunds- og kulturkritiske essays. Og nutidige litterære essayister er f.eks Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Jens Christian Grøndahl, Jan Sonnergaard....
Om essayets komposition ganske kort: Ofte skrives essayet i anledning af et eller andet, i en polemik mod nogen eller noget, der har været anstødssten for skribenten. Desuden indledes det ofte med en genkendelig situation, lidt som i journalistikkens jeg-var-selv-reportager. Det har til formål at fange læseren ind, at få ham eller hende med ind i den samtale, overenskomst eller pagt, som essayet kan opfattes som. Indledningen kan være en lidt banal eller let genkendelig hverdagssituation, hvorefter perspektivet folder sig ud.
Som eksempel kan vi tage indledningen til det klassiske essay af Georg Brandes "Det uendeligt små" og "det uendeligt store i poesien". Han beklager sig over amatørskribenters ofte kluntede forsøg, som han som litteraturkritiker bestandig må lægge øje til.
Læseren fanges ind, for problematikken med at publicere er genkendelig for enhver, der har beskæftiget sig med litteraturen. Men så zoomer Brandes telelinsen ind med Shakespeares genialitet - detaljen, der spejler helheden - som en kontrast til den dorske, stillestående danske litteratur. Ser vi generelt på det moderne litteraturkritiske essay, så foldes perspektivet ofte ud i en bredere kontekst - kulturelt, samfundsmæssigt, filosofisk, efter den intimitet, genkendelse, der indledes med. Tager vi Brandes-essayet som eksempel, så var hans egentlige ærinde at revse den danske litteraur, men han bruger på virtuos måde Shakespeare-eksemplet som polemisk afsæt for sin kritik.
Fra 1905 trykker Politiken hver dag en kronik. Ofte med dagsaktuelt afsæt. Og denne variant af essay-formen finder således sin vej ud til rigtig mange læsere.
Vil man læse mere om essayet som genre i Danmark, i essayets egen form, kan f.eks Per Langes Om essayets kunst fra 1957 nævnes.
Den tyske filosof Adorno metareflekterer i Die Essay als form (1957) over genren i et filosofisk perspektiv. Se oversættelsen i Passage, nr. 28/29, 1998, s. 101-114.
Øvrige kilder om essayet er f.eks:
Sandersen, Vibeke: Essayet - oprør og tradition. Kbhvn. 1975. Letlæst introduktion. Heri er det nævnte Brandes-essay optrykt s.67-77
Passage nr. 28/29, 1998. Temanr. om "Det gode essay". Se heri f.eks Carsten Jensens artikel om det uendelige forsøg på at skrive essayets historie.
Gantzberg og Mitchel: Den fjerde genre. Kbhvn. 1998.
Den inkarnerede essayist Carsten Jensen fortæller et sted om et forsøg på at skrive essayets historie, der bare ingen ende ville få. For ikke at havne i dén grøft, så skal jeg prøve at huske på, hvad Per Lange engang sagde: At essayet skal være kort, ikke som en stor roman, der er ved at kvæle én. Men tilsyneladende lader denne "fjerde genre", som det moderne litteratur- og kulturkritiske essay er blevet kaldt, sig kun vanskeligt sætte på formel.
Tager vi udgangspunkt i definitionen i Gyldendals ti-binds leksikon lyder den som følger:
"Essay (eng. af fr. essai: forsøg): kortere prosastykker som i en almenfattelig og personlig form behandler emner der fortrinsvis er af filosofisk, historisk eller litterær art".
Der henvises til Montaignes Essais fra 1580 som navngiver til genren. Konsulterer vi nu Litteraturhåndbogen (Gyldendal, Kbhvn. 1989) under opslaget Essay er definitionen mere åben:
"en genre, der dækker korte subjektivt ræsonnerende prosatekster. Genren befinder sig på grænsen mellem fiktion og sagprosa, og kan være vanskelig at definere."
Hvorefter slægtsskabet med andre genrer opregnes. I familie med essayet er brevet, dagbogen, selvbiografien, den rene fiktion - poesien - men også den videnskabelige artikel, og dens lillebror, kronikken. De tre første former er som essayet kendetegnet ved deres subjektive form, men med vidt forskellige læsere. Dagbogen - henvendt til en selv, eller ens andet jeg, i en selvrefleksiv form, brevet stilet til én modtager, og de sidste genrer henvendt til en bredere offentlighed.
Essayet er som bekendt også rettet til flere læsere, men det adskiller sig fra de nævnte former ved sin subjektivitet, sin sproglige skønhed - ofte med metaforer og metonymier, der arabeskagtigt slynger sig - og ved sin intellektuelle overlegenhed; ingen forklarende fodnoter her, men gerne et par tilfældigt henkastede paranteser. Læseren forudsættes at være på niveau med skribenten. Man kunne måske sige, at der er tale om en pagt mellem essayist og læser, en samtale mellem ligemænd finder sted.
Essayet har historisk set tråde bagud til f.eks Senecas breve. Fra Montaignes og Bacons klassiske essays udvikler genren sig over de engelske coffeehouses, hvor korte essays bliver en yndet formidlingsform i tidsskrifter som "Spectator" (1711-12). Også i 1700-tallets saloner er essayet en yndet læsning. Det bliver en vigtig del af borgerskabets oplysning og tro på fornuften.
Herhjemme skriver f.eks Holberg essays i slutningen af 1700-tallet. Men litteraten Georg Brandes er om nogen dén, der forfiner og udvikler genren.
Nyere eksempler er Knud Sønderbys og Per Langes essays. De er fine, mere poetiske essayister, ofte med udgangspunkt i sansningen af naturoplevelser. Fra 70'erne har vi f.eks Bjørnvigs og Brøggers samfunds- og kulturkritiske essays. Og nutidige litterære essayister er f.eks Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Jens Christian Grøndahl, Jan Sonnergaard....
Om essayets komposition ganske kort: Ofte skrives essayet i anledning af et eller andet, i en polemik mod nogen eller noget, der har været anstødssten for skribenten. Desuden indledes det ofte med en genkendelig situation, lidt som i journalistikkens jeg-var-selv-reportager. Det har til formål at fange læseren ind, at få ham eller hende med ind i den samtale, overenskomst eller pagt, som essayet kan opfattes som. Indledningen kan være en lidt banal eller let genkendelig hverdagssituation, hvorefter perspektivet folder sig ud.
Som eksempel kan vi tage indledningen til det klassiske essay af Georg Brandes "Det uendeligt små" og "det uendeligt store i poesien". Han beklager sig over amatørskribenters ofte kluntede forsøg, som han som litteraturkritiker bestandig må lægge øje til.
Læseren fanges ind, for problematikken med at publicere er genkendelig for enhver, der har beskæftiget sig med litteraturen. Men så zoomer Brandes telelinsen ind med Shakespeares genialitet - detaljen, der spejler helheden - som en kontrast til den dorske, stillestående danske litteratur. Ser vi generelt på det moderne litteraturkritiske essay, så foldes perspektivet ofte ud i en bredere kontekst - kulturelt, samfundsmæssigt, filosofisk, efter den intimitet, genkendelse, der indledes med. Tager vi Brandes-essayet som eksempel, så var hans egentlige ærinde at revse den danske litteraur, men han bruger på virtuos måde Shakespeare-eksemplet som polemisk afsæt for sin kritik.
Fra 1905 trykker Politiken hver dag en kronik. Ofte med dagsaktuelt afsæt. Og denne variant af essay-formen finder således sin vej ud til rigtig mange læsere.
Vil man læse mere om essayet som genre i Danmark, i essayets egen form, kan f.eks Per Langes Om essayets kunst fra 1957 nævnes.
Den tyske filosof Adorno metareflekterer i Die Essay als form (1957) over genren i et filosofisk perspektiv. Se oversættelsen i Passage, nr. 28/29, 1998, s. 101-114.
Øvrige kilder om essayet er f.eks:
Sandersen, Vibeke: Essayet - oprør og tradition. Kbhvn. 1975. Letlæst introduktion. Heri er det nævnte Brandes-essay optrykt s.67-77
Passage nr. 28/29, 1998. Temanr. om "Det gode essay". Se heri f.eks Carsten Jensens artikel om det uendelige forsøg på at skrive essayets historie.
Gantzberg og Mitchel: Den fjerde genre. Kbhvn. 1998.
Tags
Kommentarer