Den blinde ugle

Mesterlig iransk klassiker i nyoversættelse udstiller patriarkatets paranoia. 

'Den blinde ugle' er næsten 100 år gammel og virker på mange måder også som et lidt bedaget værk, her i nyoversættelsen fra persisk af Shadi Angelina Bazeghi. Det er dog på en god måde, hvor den umiddelbare sammenligning, der dukker op, er Franz Kafkas groteske forfatterskab.

Vi møder en jeg-fortæller, der er penneæskemaler, som i en bevidsthedsudvidende opiumsrus og flashbacks genoplever et møde og en nedslagtning efter et samleje af en ung, indbydende kvinde. Han parterer ovenikøbet liget og får ved hjælp af en krumrygget og uhyggelig bedemand, der tilbyder sin assistance med en hestebedevogn, begravet liget i et meget symboltungt landskab i Iran. Hele fortællingen er svøbt i symboler, som det for en dansk læser kan være lidt svært at tolke, men det er alligevel uhyre fængslende og makabert. Siden kommer der et nyere tidsspor, hvor fortælleren i mareridtsagtige scener kredser om kællingen, som er hans hustru og plejesøster, ja, måske er de endda mere søskende end det. Hele opridsningen af hans familieforhold er også skræmmende og dybt ødipale, hvor hans amme måske også er lidt mere end blot amme.

'Den blinde ugle' er i følge Shadi Angelina Bazeghis fine efterord blevet betragtet som et dybt misogynistisk værk, og det giver god mening, eftersom kvinderne i romanen ikke er andet end symboler på fristelser for manden. Kvinden beskrives enten som madonna, moder eller luder og i hvert fald ikke som et rigtigt menneske. Oversætteren betragter det som et feministisk værk, der advarer mod det patriarkalske samfund, og man fornemmer som læser en stor frygt for det diktatoriske, patriarkalske samfund, hvad enten det er islamisk religiøst eller på anden vis præget af maskuline magtdyder.

'Den blinde ugle' er et virkelig læsværdigt værk. Und dig selv den meget tvetydige fornøjelse at læse det mest ubehagelige, men bedst skrevne stykke fiktion, jeg længe har læst.