Bog

Kun for os

Af (
2022
)

Ungeanmeldelse

Kun for os

Teenagedrenge Ben og Arthur får i denne bog endnu en chance for at finde ud af, om universet er på deres side. Vil det endnu engang ende som en ulykkelig kærlighedshistorie? 

Det lader til, at både Ben og Arthur er kommet videre i livet, siden de sidst så hinanden. Ben ved, at Arthur har en kæreste ved navn Mikey, og Arthur er sikker på, at Ben er kæreste med Mario fra skriveundervisningen. Desuden har de ikke talt sammen siden februar, men hvad har universet at sige denne sommer. Er det mon tid til en do-over?

Da Ben og Arthur for anden gang i deres liv befinder sig i New York samtidig, forvirrer det dem begge, da de troede, at deres følelser for hinanden var forsvundet. I den forrige bog 'Hvis det er os' møder de daværende 16-årige drenge hinanden. De bliver hurtigt forelskede og bruger sommeren sammen. Ingen af dem har lyst til et langdistanceforhold, og de går derfor hver til sit, da Arthur tager tilbage til Georgia.

Der er nu gået 2 år, og Arthur er tilbage i New York for at være praktikant på et off Broadway-teater hos sin yndlingsinstruktør, mens Ben arbejder hos sin far og overvejer at droppe ud af college for at færdiggøre sin første bog. De to drenge mødes igen, og det går langsomt op for dem, hvad de føler for hinanden. Da Arthur, kort efter at han har slået op med Mikey, finder ud af, at Ben flytter til Californien med Mario, ser alt håbløst ud. Men han er da nødt til at prøve at genvinde sin første kærlighed?

Bogen fortælles skiftevis af Arthur og Ben og foregår kronologisk. Jeg vil anbefale denne bog til unge i alderen 14-18 år, der er vilde med romantik og følelsen af sommer. Bogen er underholdende og fuld af drama og undertrykte følelser.

Det er glædeligt gensyn med flere af bipersonerne fra den forrige bog. Jeg faldt pladask for Bens bedste ven Dylan og hans fænomenale humor i 'Hvis det er os', og han er nu, om muligt, sjovere og har flere drengestreger i ærmet. Men Dylan opfører sig anderledes og er meget hemmelighedsfuld. Dylan er desuden flyttet på college med sin kæreste Samantha, og Ben ser ham derfor ikke særlig meget. Er Ben ved at miste sin bedste ven til en kæreste?

Selvfølgelig er man team Arthur og Ben, men deres forhold føles en smule tvunget og unaturlig. Desuden behandler de ikke deres kærester særlig pænt, hvilket ikke gjorde mig begejstret for at læse videre. På nogle tidspunkter føles bogen meget lang, fordi man frustreres over personernes ageren, og andre gange ikke lang nok. Det er en humoristisk fortælling om den første kærlighed, og hvor langt man er villig til at gå for den.

12 apr.24

Bogdetaljer

Forlag
CarlsenPuls
Oversætter
Dorthe Hjort Jensen
Faustnummer
62870893
ISBN
9788727004990
Antal sider
461

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer