Bog

Kongens Fald

Af (
1960
)

Analyse

Jensen, Johannes V. - Kongens Fald

Kongens fald er et indædt opgør med den danske folkesjæl og en af de mest dystre romaner i dansk litteratur, hvis forstemmende nihilistiske budskab pakkes ind i spraglet fortælleglæde.

Det er svært at finde en forfatter, der mere end Johannes V. Jensen inkarnerer overgangen fra det 19. århundredes æstetiske tænkning til det 20. århundredes buldrende modernitet. I forfatterskabet finder man både hovedpersoner, der er præget af indadvendt grublen og sygelig skrøbelighed og en sprudlende dyrkelse af det sunde menneske og det moderne liv. Her er lige dele forfaldstænkning og udviklingsoptimisme.

Johannes V. Jensen var en mand, der bar mange masker: journalist, forfatter, digter, debattør, amatørvidenskabsmand og kunstkritiker. Karakteristisk er det dog, at det er umuligt at finde ind til en autentisk kerne i Jensens personlighed, og i den forstand er han meget moderne. Man kan om Jensen sige, at maskerne var manden.

På trods af det modsætningsfyldte og sammensatte i forfatterens personlighed er det dog muligt at trække en streg i sandet i forhold til forfatterskabets udvikling. Jensen gjorde selv dette, da han i et radiointerview afskrev ungdomsværkerne 'Danskere' (1896) og 'Einar Elkær' (1898) med henvisning til, at de lige så godt kunne være skrevet af Johannes Jørgensen. Det Jensen havde imod disse værker var, at de var præget af selvrefleksion, en kredsen om jeget, som udartede sig til det sygelige. I forhold til litteraturhistorien tilhører disse værker en strømning, der kaldes dekadence. Jørgen Dines Johansen opsummerer dekadencen på følgende måde, idet han refererer forfatteren Paul Bourget: ”Ifølge dekadencens første teoretiker, den franske forfatter Paul Bourget, er dekadenterne handlingslammede, men i besiddelse af en højt udviklet sensibilitet og en dermed forbunden evne til pirring og sansenydelse, ligesom han mener, at dekadencen rummer et stærkt anarkistisk element, der også kommer til udtryk i skrivemåden.”

Kernen i dekadencen er således et glubende begær efter livet, der ikke kan realiseres og derfor udarter sig til sygelighed: Deltagelse bliver til passivitet, erotik til perversion og orden til kaos. I forhold til skrivemåden kommer det dekadente til udtryk i en overdreven fokus på detaljen, der gør, at man mister overblikket. Dekadencen forbindes ofte med ideen om fin de siècle (århundrede-afslutning) og knytter sig til forestillingen om en slutning på det 19. århundrede, der er præget af livslede og dommedagstænkning. Det er med andre ord et meget negativt syn, der gives på det moderne liv, hvor alt synes præget af forfald.

På trods af, at Jensen afskrev 'Danskere' og 'Einar Elkær', så slettede han dog aldrig 'Kongens fald' (1900-01) af forfatterskabet og det kunne der ellers være god grund til, hvis formålet var at tage afstand fra dekadencens æstetik. 'Kongens fald' kan nemlig betegnes som Johannes V. Jensens mest dekadente roman. Et værk, hvis forfaldsmotiv allerede er indskrevet i titlen.

Det der er med til at give værket yderligere vægt som en roman om forfaldets lov er, at det er en historisk roman. 'Kongens fald' foregår ikke samtidig med dekadencens tid, det vil sige i slutningen af det 19. århundrede, men i perioden fra slutningen af 1400-tallet op til midten af 1500-tallet og den omtalte konge i titlen er Kong Christian 2. Bogen udkom i 1900-01 i tre dele. Første del, 'Forårets død', dækker tiden fra 1497-1500, anden del, 'Den store sommer', foregår fra 1520-1523 og sidste del, 'Vinteren', finder sted i året 1535.

Hovedpersonen i romanen er studenten og den senere soldat Mikkel Thøgersen, hvis tragiske skæbne afspejler Kong Christians egen bevægelse fra storhed til fald, der også inkarnerer Danmarks og dermed folkesjælens fallit. Der er en metaforisk og metonymisk forbindelse mellem Mikkel, kongen og Danmark. Mikkel er et billede på kongen og kongen en repræsentant for Danmark. Kendetegnet for Mikkel og kongen er splittelse. De er begge tabt i selvrefleksion.

En af de første gange vi møder Mikkel er han i samtale med en flok tyskere, men kan ikke lade være med at tænke på sit øgenavn, ”Storken”, som han har fået på grund af sit specielle udseende: ”Mikkel sprokkede Tysk meget gelassent, men blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade være at tænke på sit øgenavn…” For Mikkel betyder den konstante selvrefleksion, at han ikke kan holde fast i sin egen identitet, for kongen betyder det, at han ikke kan holde sammen på landets identitet. Kongens skæbnesvangre fald bliver forbundet med den nat, hvor han bliver afsat og fortvivlet sejler frem og tilbage mellem Snoghøj og Middelfart – ude af stand til at bestemme om han skal overbevise stænderforsamlingen om sine lederegenskaber med ord eller magt. Grunden til hans deroute står klar: ”Det staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.”

I en dybere forstand er kongens usikkerhed udtryk for nationens tvivl og Danmark diagnosticeres som et folk af tvivlere, repræsenteret ved folk som Mikkel. Hos både Mikkel og Kongen gælder det imidlertid, at den ødelæggende tvivl er sat i gang af en voldshandling. For kongens vedkommende er det Det Stockholmske Blodbad (1520), der har givet ham magten over Sverige, men den bestialske måde han har fået den på gør også, at han senere afsættes af sit eget folk. Mikkels egen desperation er tæt forbundet med en voldtægt han begår mod pigen Ane Mette i jalousi over, at soldaten Otte Iversen har forført den pige han er forelsket i: Susanna. Denne fortvivlende handling sætter en kædereaktion i gang, der er langt uden for Mikkels rækkevidde: Otte får sammen med Susanna drengen Axel, som Mikkel senere myrder i endnu et anfald af misundelse og ærgerrighed, men forinden har Axel nået at få et barn med Inger som i sin tid blev født som en konsekvens af den voldtægt Mikkel begik mod Ane Mette.

Resultatet af denne incestuøse og voldelige proces er pigen Ide, der er døvstum. Ide er, som navnet antyder, ren ide. Hun er som skilt fra kroppen og er reduceret til synssansen: ”Der blev grønt i Landevejsgrøfterne, hvor Ide gærne gik, fordi der var saa meget at se”. Modsætningen til den barnligt uskyldige, spøgelsesagtige Ide er Carolus, som er et uægte barn af kongen: ”Carolus hentede to spøgelsestynde Arme ud fra Felden, som han laa under, stemmede dem mod Bænken og rejste sig møjsommeligt op i siddende stilling. Det var først som om det store, bløde Hoved ikke vilde følge med, men han fik det samlet fra Bænken. Og da han sad op, hang Hovedet ham som en Dejg ned over Øjnene og naaede Skuldrene”.

Hvor Ide er rent syn er Carolus rent intellekt (hans hjerne er som dej, der flyder ned over øjnene). I begge tilfælde er der tale om en umenneskeliggørelse. Både Ide og Carolus er som spøgelser skilt fra kroppen. Her er dekadencens pervertering ført ud i yderste konsekvens: den rene synssans og den rene selvrefleksion. De børn som Mikkel og kongen får i arv er et resultatet af deres egne laster og udtryk for en degeneration, der i sidste ende må resultere i ren opløsning, og romanen ender da også med den endelige selvdestruktion, idet romanens fortæller, personificeret i Jakob Spillemand, til slut hænger sig selv efter at have sunget en munter spillemandsvise.

Faldets lov, at alting er bestemt til at forgå, er imidlertid ikke blot indskrevet i titel, hovedpersoner og fortæller, men også i de naturbeskrivelser, der er en afgørende del af romanens komposition. De første linjer i bogen er således mere en regulær poetik end en stemningsbeskrivelse:

”Vejen bøjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By; Grøfterne laa med mørkt Græs og gule Smaablomster, ude over Markerne hvilede hist og her en hvid Blak, en Blomstertaage, i Skumringen. Solen var gaat under, og Luften stod kølig klar, skyløs men uden stjærner”.

Det symbolske landskab er her ikke til at tage fejl. Solen ”er gået under” og himlen ”uden stjerner”. Nihilismen, der går som en understrøm gennem romanen, er indskrevet i naturbeskrivelserne og i årets cyklus fra forår (liv) til vinter (død).

Man kan spørge sig selv, hvorfor en roman som 'Kongens fald' med et så gennemgribende dystert budskab alligevel har formået at få så stor succes og blive en uomgængelig klassiker? En bog, der mangler personudvikling og et klart, overskueligt plot, hvordan kan den gribe læseren? Udover at bogen beskæftiger sig med et alment eksistentielt tema, forholdet mellem liv og død, kan forklaringen ligge i Jensens baggrund som forfatter til kulørte noveller. Jensen vidste simpelthen, hvilke virkemidler man skulle bruge for at fange læseren og romanen er rig på knaldeffekter som voldsom død, sex, vold og uforudsete intriger.

Frem for alt ligger det kulørte dog i sproget, der i dekadencens ånd er overdrevet ornamenteret og billedmæssigt svulstigt og virkningen udebliver ikke: Læseren underholdes og drages af fortællingen og bliver dermed selv en del af romanens passive dekadente begær. Jensen holder et spejl op foran os og siger: ”sådan er vi”. Fantasten som romanfigur er et tilbagevendende emne i dansk litteratur, blandt andet i Hans Egede Schacks 'Phantasterne' (1857) og Martin A. Hansens 'Løgneren' (1950), men Johannes V. Jensen var den første til at karakterisere hele det danske folk som virkelighedsfjerne fantaster. I den forstand har Tom Kristensen ret, når han karakteriserer 'Kongens fald' som: ”den sandeste bog, der er skrevet om det danske sind.” Det værste ifølge Jensen er ikke, at livet er båret af en uendelig cyklus af forfald, men ikke at turde dø, fordi man aldrig har levet.

Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard

Kilder, links og centrale værker

08 sep.10

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals tranebøger
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01363972
ISBN
9788700384712
Antal sider
207

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer