Det kan ikke ske her

Tredivernes anti-demokratiske strømninger i USA og særligt Tyskland har inspireret Lewis. De satiriske, samfundskritiske elementer virker dog noget søgte og blodfattige i dag.

Romanen var oprindeligt en kommentar til fascismens fremgang i Europa, men i dag udråbes den som romanen, der forudså Trump. Kan en yderfløjspopulist blive præsident i USA og gøre det til en totalitær stat? Ifølge Sinclair Lewis er svaret ja. I ’Det kan ikke ske her’ ser vi både hvordan og også resultatet.

Gennem avisredaktøren Doremus Jessups øjne følger vi, hvordan folkeforføreren Berzelius Windrip erstatter Franklin D. Roosevelt som præsidentkandidat, og derefter i 1936 vinder præsidentvalget. Windrips løfter om at knægte eliten, gøre USA stærk, rigt og give 5000 dollars til alle bærer ham ind i Det Hvide Hus. Ikke overraskende skuffer Windrip og viser sig snart om en grum diktator, hvis styre fører til fattigdom, revolution og alt andet end storhed og velstand.

Lyder det bekendt? Det gør det nok i disse dage, og det er både bogens styrke og svaghed. Bogen er fra 1935 og bærer præg af tidens stil og bekymringer. Med det sidste amerikanske valg in mente, kunne man fristes til at mene, nutidens læsere kan sætte sig ind i bekymringerne.

Stilen er en lidt anden sag og et spørgsmål om smag. Selvom nyudgivelsen er revideret, er man ikke i tvivl om, man sidder med et ældre værk mellem hænderne. Personligt havde jeg det lidt svært med sproget og tonen, men det gav også bogen en særlig stemning.

’Det kan ikke ske her’ er dog relevant, og ikke kun fordi, der kan drages nogle lidt vel søgte paralleller til Trump. Populisme og ydrefløjspolitikere med hang til at hænge eliten ud for verdens mange dårligdomme synes nemlig at være et evigt aktuelt emne, og heri ligger bogens styrke. Man skal lede længe efter en mere rammende fortælling om en demokratisk nations fald, og man mærker, hvordan 30’ernes anti-demokratiske strømninger i USA og især Tyskland har inspireret Lewis. Ganske som Lewis også ret rammende formår at beskrive, hvordan et enkelt menneskes modstand – personificeret af Jessup – betyder noget (og så alligevel ikke), men også hvilke konsekvenser det har. Og hvorfor det er vigtigt med frie, kritiske medier og et samfund, hvor journalister ikke er jaget vildt. Det er måske i virkeligheden det vigtigste i bogen og mere betydende end snakken om politikere. Ikke mindst i dag.

Når det er sagt, så er jeg ret sikker på, bogen ikke ville havde fundet vej til boghandlere og biblioteker igen, hvis ikke det havde været for Trump. Bogen er nemlig bedaget. De satiriske og samfundskritiske elementer virker søgte og blodsvage, når de læses i dag. Lewis er ingen stor forfatter, Nobelprisen til trods, og hans ord har ikke den sammen vægt i 2018 som i 1935.