Anmeldelse
Salems døtre : hvordan vi fordømte vores børn
- Log ind for at skrive kommentarer
Stærk og barsk tegneserie om hekseprocesserne i Salem i 1600-tallet.
Peter er forelsket i Abigail, som han ved elsker at være i skoven, særligt ved vandfaldet. En dag følger han efter hende for at forære hende et lille hjemmelavet æsel i træ, og hun bliver både glad og rørt. Senere betragter Abigail nysgerrigt den unge indianer Mixweh ved vandfaldet, som hun herefter begynder at mødes med. Hun tager veninden Betty med en aften, og de danser, mens Mixweh spiller fløjte. Desværre ser Peter Abigail og Mixweh sammen og bliver voldsomt jaloux. Han sladrer til mændene i byen og får det underliggende had, pastoren holder liv i, til at flamme op. Patriarkatet med pastoren i spidsen griber til handling, og situationen udvikler sig lynhurtigt til et orgie af ondskab.
Fortællingen er inspireret af den autentiske retssag fra det 17. århundrede, hvor unge kvinder blev henrettet af et strengt religiøst samfund, som gjorde kvinderne til ofre for vanvittige fantasier. Thomas Gilbert tegner et rørende og stærkt portræt af disse undertrykte kvinder, hvis eneste fejl var, at de ønskede at leve frit, men i stedet blev de henrettet på grund af religiøst hykleri og kollektivt vanvid. Historien opbygges med tiltagende styrke, mens folkene i landsbyen ofrer deres menneskelighed under et religiøst og moralsk pres og er med til at ofre de anklagede kvinder, som en forløsning på intensiteten.
Thomas Gilbert har genskabt den forfærdelige og stærkt foruroligende historie, der førte til uskyldige kvinders død. Efterhånden som faren spidser til, bliver den gule farve i bogen mere mørk, og der optræder mere sort og rødt. Samtidig bliver tegningerne mere dystre og viser for eksempel folkemængder, der nærmest surrealistisk oser af vold.
Historien foregår i det syttende århundrede, men er en del af en lang tradition, hvor kvinder er de første ofre, når der opstår kriser. Den viser også, hvordan almindelige mennesker lader forfærdelige ting ske og selv deltager i udførelsen af rædslerne.
Brugernes anmeldelser