Det evige smil

Hvad er egentlig meningen? Tja – livet er fyldt med store spørgsmål, men det er døden tilsyneladende også. Det er i hvert fald tilfældet i Pär Lagerkvists lille allegoriske roman 'Det evige smil'.
 
Romanens første del leder tankerne hen på verdenslitteraturens mastodonter 'Dekameron' og 'Canterbury-tales', hvor en større eller mindre flok er forsamlet, og tiden fordrives med at skiftes til at fortælle historier. I dette tilfælde er begrebet ”tiden” lig med intet mindre end ”evigheden”, så der er tid nok at tage af. Mørket og den nærmest melankolske stemning, der hersker her, peger også tilbage mod visse passager i Dantes Guddommelige komedie, så er det er fint litterært selskab, 'Det evige smil' er placeret i – og med god grund.

De dødes historier og erfaringer er selvsagt så forskellige, som mennesker i det hele taget er. Men et fællesskab opstår ved, at de jo alle er døde samt ved, at de alle med hver deres tilgang ender med at grunde over det store spørgsmål: Hvad er meningen med det hele? Den mest lidenskabelige af dem råber: ”Vi vil opsøge Gud og drage ham til ansvar for det forvirrede liv. Vi vil samles alle sammen, alle sammen, og gå ud og søge efter Gud for endelig at få vished.”

Som sagt, så gjort. Opildnede drager de driftige døde af sted – næsten uden at opdage, at meningen via den fælles mission langsomt indfinder sig: ”Livets mening var åbenbart den, at de alle sammen skulle være til, og at de skulle passe sammen.” Deres uro forsvinder for en stund, men kun for at blive afløst endnu en desillusion: ”Jeg er ikke ensom mere, jeg er ikke noget som helst.” Gud må altså drages til ansvar.

Hvad Gud den Almægtige svarer den enorme menneskemasse, da den endelig finder ham, vil jeg lade være en overraskelse – men personligt synes jeg, det er tankevækkende… og den slags er sundt. Mit smil er – om ikke evigt – så dog stort efter mødet med 'Det evige smil'.