Øen og havet

Denne tre-i-én roman, hvor forfatterens eget tragiske endeligt kaster drabelige skygger mellem linjerne, er ikke just et udødeligt mesterværk, men alligevel uomgængelig for Hemingway-fans.

Ernest Hemingway lod i sin sene karriere, sin offentlige personlighed og sine romanfigurer flyde mere og mere sammen til en slags macho-superspejderleder ved navn Papa Hemingway, der kunne drikke, slås, skyde og sejle bedre end nogen anden kat på kajen. Denne metamorfose har medført, at man af og til kan have svært ved at skille skæg og snot og se historierne for bare Hemingway. Det er i høj grad også tilfældet med ’Øen og havet’.

Skiller man alle de direkte og indirekte biografiske elementer fra, sidder man tilbage med en gribende historie, som undersøger, hvordan sorg og tab påvirker et menneske og hvordan smerten er et grundvilkår i et ubarmhjertigt liv. Den historie er desværre forholdsvis dybt begravet i tomme flasker og selvparodierende dialoger. I det hele taget giver Hemingways både berømte og berygtede, spartanske, ligefremme stil denne roman en pletvist parodisk bismag. Med sine tre dele, Bimini, Cuba og På havet, der nærmest hver er en lille bog i sig selv, er den ellers en god del længere end de fleste af hans øvrige værker.

De tre dele fortæller den samlede historie om kunstmaleren Thomas Hudsons livs efterår. Først sættes scenen med det rolige, velhavende driverliv på øen Bimini sammen med hans tre sønner, der alle er halvbrødre fra Hudsons slipstrøm af forliste ægteskaber. Derpå følger Hudsons tragedie og hans forsøg på at leve med/fortrænge en dyb sorg. Dette kapitel er bogens stærkeste, muligvis fordi det ligner hans bedste noveller så meget. Det hele kulminerer i tredje del med Hudsons død i det Caribiske hav, hvor han er kaptajn på en båd, der jagter tyske ubådspirater under 2. Verdenskrig. Noget Hemingway også selv gjorde, indtil drillerierne fra hans daværende hustru – som var krigskorrespondent og bl.a. deltog på D-dag - blev ham for meget, og han i 1944 rejste til Europa for at tage fat i en lidt mere alvorlig ende.

En biografisk læsning af ’Øen og havet’ er således næsten ikke til at komme udenom. Der er taget så meget af hovedstolen, så møbelforretningen har ringet og meldt garantien ugyldig. Det betyder imidlertid ikke at det hele er ens. De tre dele behandler forskellige emner, og de nærmer sig både nogle områder og en sårbarhed, som ellers ikke forbindes med Hemingways Macho-ikon. Alligevel er de alle tre så umiskendeligt stilistisk Hemingway, så forfatterens navn næsten ikke havde behøvet at stå trykt på det overordentligt smukke omslag, som Lindhardt og Ringhof har forsynet hver udgave af deres grafisk forførende Hemingway-bibliotek med.

Til trods for at der står 1. udgave, 1. oplag, er selve romanen et genoptryk af Mogens Boisens oversættelse fra 1971. Det nye i denne udgave, ud over det gudeskønne omslag, som vil smykke enhver bogreol, er Ole Storms efterord, der placerer bogen i den biografiske kontekst, som nærmest er nødvendig for at få den fulde fornøjelse af de 600 siders druk, død og søfart, som blev Papa Hemingways litterære P.S.