En velsignelse

I fin litterær form tegner Toni Morrison et sandfærdigt samfundsportræt af et Amerika, der er mere mareridt end drøm.

Der findes ingen som Toni Morrison, der kan skrive så nænsomt og ømt om emner, der er noget så skrækkeligt ”sad, but true”. Og på paradoksal vis er det som om, at stil og emne klæder hinanden så meget desto bedre. Således i hvert fald i den seneste roman fra nobelprisvinderen Morrisons pen.

I ’En velsignelse’ lader Morrison sine forskellige centrale figurer skiftes til at have ordet. På den måde stykkes en samlet historie sammen, som gradvist - og kun gradvist - får flere og flere forståelsesfaktorer til at flette sig ind i hinanden. Det er et litterært greb, jeg egentlig synes rigtig godt om, når det vel at mærke virker, og dét gør det i Morrisons tilfælde.

Scenen er sat i et amerikansk samfund under opbygning i slutningen af 1600-tallet. I Maryland bor og lever den engelsk-hollandske bonde og handelsmand Jacob Vaark med sin kone Rebekka, deres indianske (læs: eneste indfødte) tjenestepige Lina, den sære og traumatiserede pige Sorrow og slavepigen Florens.

Hver især har de deres egen (skræk)historie, som for alles vedkommende er det, der har bragt dem sammen på gården i Maryland. Jacob er en god mand i et depraveret og mere eller mindre lovløst samfund, hvor mange forskellige nationaliteter og religioner kappes om plads og sjæle. Da han dør af kopper, og Rebekka straks efter også angribes af den dødelige sygdom, skal de fire kvinder klare sig selv og hinanden under nye og udsatte forhold:
”Så længe Sir levede, var det nemt at tilsløre sandheden: at de ikke var en familie – ikke engang en ligesindet gruppe. De var forældreløse, hver eneste en.”
Den lille forsamlings struktur bliver symptomatisk for datidens amerikanske samfund.

Det er ikke munter læsning, som den opmærksomme læser nok vil have fornemmet: Slaveri, udnyttelse, overgreb i flere afskygninger, afvisning, afmagt, afsind – ja, selv kærligheden har trange kår i et samfund, hvor det ”at elske” og at have nogen at rette sin kærlighed mod ikke er en selvfølge. Men er man til tankevækkende og rørende litteratur bør man ikke snyde sig selv for ’En velsignelse’.