Snelandet

Endelig er nobelprisvinderen Kawabatas elegante Snelandet om forholdet mellem en geisha og en gentleman kommet på dansk!

”Damptoget kørte ud af den lange tunnel, og der lå snelandet.” Sådan lyder romanens første sætning. Shimamura sidder og betragter en ung pige, Yoko, på den anden side af midtergangen. Hun rejser med en syg ung mand og er kommet til syne, spejlet i hans vindue, da han tørrede duggen af det.

”I bunden af spejlet [altså ruden] gled skumringen forbi, og oven på den både selve spejlet og dem, det afspejlede, som en dobbelteksponeret film. Personerne og landskabet havde intet med hinanden at gøre, og dog fik deres transparente uhåndgribelighed dem til at smelte sammen med det disede, forbifarende skumringsmørke og male et ikkeverdsligt, symbolsk univers.” 

Med et mægtigt anslag fører Kawabata os ind i Snelandet, hvor frosten dæmper den hede passion mellem Shimamura og kvinden, geishaen Komako. Hun bor tilfældigvis sammen med Yoko, der som en dobbelteksponeret film gennem romanen kommer til syne under Shimamuras forhold til Komako; et forhold der intet har at gøre med bjerglandskabet, landsbyen eller kurbadehotellet, hvor han bor på sine årlige ophold i forsøget på at finde den ærlighed, som han føler, han mister i livet med familien og akademiske studier af ballet i Tokyo. Alligevel smelter forholdet til Komako, fascinationen af Yoko, bjergene, sneen, regnen, kulden og varmen sammen i blikke, lys og spejlinger, der får det hele til at lades med betydning. Betydning, der hober sig op indtil den forløses, eksplodere eller implodere i afslutningens inferno.

Snelandet er et mesterværk i en særlig japansk impressionistisk stil. Der er noget på spil med traditionel japansk kultur og kønsroller og påvirkning af vestlig kultur – personificeret ved den velhavende gentleman Shimamura, der mimer en karakter, man kunne møde i en engelsk roman af E.M. Forster eller måske nærmere D.H. Lawrence, da man bestemt også fornemmer forbehold overfor den dampende modernisme, som ikke rigtig passer ind i Snelandet med sit stål og kul og ild.

Alt dette er på spil, men centralt er det fine spil mellem geishaen og gentlemanden, der både længes efter og finder noget i hinanden, men forholdet kan aldrig blive andet end flygtigt og formelt og funderes ikke i deres kærlighed.
Det er så fint og elegant skildret, og det er helt umuligt at forestille sig andre oversættere end altid vidunderlige Mette Holm.