Bog

Rød dronning

Af (
2016
)

Anmeldelse

Rød dronning af Victoria Aveyard

08 apr.16

Hidtil bedste bud på en tronfølger til The Hunger Games. Formidabelt spændende Young Adult dystopi med fantasyelementer. Alle kan forråde alle!

På mange måder er det den klassiske, og næsten eventyrlige, fortælling om den smukke livselskende og modige pige fra et undertrykt og slavebundet samfund. En pige som rejser sig fra asken og træder direkte ind i ilden, da en hidtil uset og umulig evne springer frem fra hendes inderste væsen. En evne som ikke burde være mulig for en almindelig Rød og derfor udgør en trussel mod hele det elitære samfund styret og regeret af de overmenneskelige Sølvere. Der er tale om et krigsbefængt og dystopisk samfund med ubefolkede landområder og sagnomspundne storbyer (New York?) fyldt med strålingsfare, død og ødelæggelse.

Mare Barrows er født og opvokset som Rød og tilhører, sammen med alle andre Røde, samfundets nederste lag. Farverne rød og sølv angiver blodets farve på det som nærmest må betegnes som to forskellige racer: de overmenneskelige adelige Sølvere og de Røde, som er undersåtter og helt almindelige mennesker uden evner. De Røde er født som tjenere og mange ender livet som kanonføde i krigen mod Sølændingene. Heldet tilsmiler tilsyneladende Mare, som i stedet for bliver indkaldt til hoffet som opvarter, og dermed sikrer familien en god indkomst. Voldsomme hændelser vender op og ned på Mares liv, og hun befinder sig med ét i kongehusets inderste cirkel, i magtens centrum, trolovet med prinsen. Ikke af egen fri vilje, eller fordi hun er velkommen, men udelukkende fordi den intrigante Dronning Elara vil beskytte kongehusets magtposition.

Det var wauw med wauw på, da jeg læste ’Rød dronning’. Handlingen er til at forstå med de eviggyldige temaer om undertrykkelse, frihed og kærlighed. Samtidig er der en masser af intriger, girl fights og filmiske kampe på liv og død i arenaen. Det er virkelig et tempofyldt plot, som hænger sammen fra start til slut. Jeg var rigtig glad for karaktererne, som Victoria Aveyard har formået at portrættere med stor empati for alle deres gode som mindre gode eller direkte onde egenskaber. Selv de som vipper frem og tilbage på god/ond- skalaen er det muligt at forstå bare en lille smule af, både deres bevæggrunde og de følelser de er styret af. Meget kunne have været anderledes i en anden version af historien.

Jeg er virkelig spændt på, om resten af serien kan leve op til den fantastiske læseoplevelse jeg fik med ’Rød dronning’, en bog som uden tvivl vil appellere til fans af ’The Hunger Games’, ’Divergent’ og Marie Lus ’Legend’-trilogi.

Ungeanmeldelse

Rød dronning

I en verden opdelt efter farven på ens blod, må Mare kæmpe for sin overlevelse samtidigt med, at hun får følelser for en sølvprins. 

Mare Barrows verden er opdelt i rød- og sølvblodede. Mange af de røde lever, ligesom Mare, i fattigdom, mens den sølvblodede elite lever med magt, luksus og magiske kræfter, der gør, at de kan alt fra at heale sig selv til at klone sin egen krop.

Mares familie lever i ekstrem fattigdom, hvor at stjæle er en nødvendig del af deres overlevelse. Hvis man ikke er i arbejde, inden man fylder 18, er man tvunget til at tage i krig – en skæbne Mares far og bror allerede har lidt under. Mare får derfor arbejde i paladset, hvor hun er tvunget til at opvarte og respektere nogle af de mennesker, hun hader allermest: de royale sølvere.

Mens hun er på paladset, opdager hun, at hun har magiske og dødbringende kræfter. Men er det ikke kun sølverne, der har kræfterne? Og hvordan hænger det sammen, når Mare er rødblodet?

At have rødt blod med magiske kræfter vil kunne vende op og ned på alting og vælte sølvernes statussystem for evigt.

For at skjule det røde blod i hendes årer, bliver udvælges hun til at blive gift med en af prinserne. Udadtil spiller Mare den længe ventede prinsesse, mens hun i smug risikerer alt ved at prøve at hjælpe Den Røde Garde med at få sølverne ned med nakken.

Rød Dronning er det første bind i serien "Red Queen" skrevet af Victoria Aveyard. Den måde Mares verden er bygget op på, kan jeg sagtens genkende fra den virkelige verden. Den måde, hvorpå farven på ens blod dikterer ens skæbne, er et eksempel på, at mennesket finder nye måder at diskriminere på igen og igen.

Bogen fangede mig i starten, men halvvejs inde i bogen gik jeg lidt i stå. Karaktererne interesserede mig ikke, hvilket gjorde det svært for mig at leve mig ind i deres situationer. Karaktererne havde ikke nok dybde til at holde mig fanget bogen igennem. Mares far har været i krig, men det udfoldes ikke nok til, at det føles alvorligt og grufuldt. Derudover er karakterer som Mares søster en smule "robotagtige" og forudsigelige.

Handlingen og Mares verden er en klassisk fantasyfortælling, der taber lidt i originalitet for hyppige fantasylæsere. Den rammer dog også rigtigt på mange parametrene, hvilket gør det til en oplagt bog at gribe fat i, hvis man er ny i fantasygenren.

21 mar.24

Bogdetaljer

Secondary title
Red queen, 1. bind
Forlag
Gyldendal
Oversætter
Astrid Heise-Fjeldgren
Faustnummer
52276748
ISBN
9788702188950
Antal sider
395

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer