Anmeldelse
Lille spejl på væggen der
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende, morsom og aktuel graphic novel om udseendets betydning gennem tiden. Svenske Liv Strömquist er i absolut topform.
Liv Strömquist superaktuelle bog byder på nye indsigter gennem tydelige eksempler og velillustrerede teorier fra anerkendte tænkere. Den kan anbefales til alle, der nogensinde har set et billede af sig selv og været utilfredse - eller også bare alle, der har en smartphone.
Svenske Liv Strömquist er i absolut topform. Den måde, hvorpå hun sætter fokus på kulturelle fænomener og holder dem overfor anerkendte filosofiske og sociologiske teorier, kan ikke mange gøre hende efter. Det lyder måske tungt, men det er det slet ikke, for Strömquists fantastiske tegninger og feministisk-humoristiske vinkel på historien tager et alvorligt emne op, så læseren opnår både indsigt og et smil på læben. Jeg er overbevist om, at både kvinder og mænd vil finde denne bog tankevækkende og sjov, da emnet er relevant og interessant for de fleste.
Det handler om nutidens fokus på det ydre, om de roller vi spiller, og om hvordan selviscenesættelsen måske har taget overhånd. Om hvordan vi spejler os i hinanden, sammenligner og konkurrerer, og konstant dømmer andre og samtidig os selv, som vi er blevet vant til at betragte udefra. Man kan altid blive smukkere og bedre, og da det aldrig har nogen ende, bliver det noget nær umuligt at opnå en følelse af tilfredshed. At blive ældre bliver et nederlag, der, selvom det er uundgåeligt og således forventeligt, ikke desto mindre rammer mange som en livskrise. Vi vil have evig ungdom ”because we’re worth it”, og det kan være sorgfuldt at erfare på egen krop, at det er umuligt.
Strömquist analyserer i denne bog velvalgte historiske eksempler på kvinder som Kylie Jenner og Marilyn Monroe, for hvem udseendet er/var ekstremt vigtigt. Det er både skræmmende og også lidt sjovt, og de fleste almindeligt dødelige læsere kan sandsynligvis genkende noget af både forfængeligheden og fordømmelsen fra sig selv. Eksemplerne er så underholdende, at man for en stund næsten glemmer, at man måske ikke selv er så frygtelig anderledes. Sideløbende præsenteres ideer og teorier fra anerkendte internationale tænkere som René Girard, Susan Sontag, Zygmunt Bauman og Eva Illouz, og Strömquist forklarer undervejs svære begreber som fx mimetisk rivalisering med masser af humor i både tekst og billeder. Bogen er ikke så meget et feministisk anklageskrift, men snarere en slags analyse af bevægelsen hen imod den SoMe-kultur, vi befinder os i lige nu.
Det er ikke altid, en forfatter kan holde niveauet og forblive spændende og relevant, men det lykkes Liv Strömquist med i en sådan grad, at jeg vil kalde 'Lille spejl på væggen der' hendes hidtil bedste bog. Hun har strømlinet sit udtryk og indkredser og afgrænser emnet, der ellers let kunne ledes ud ad alle mulige tangenter. Udseendets betydning kan ikke undervurderes i dag, hvor nogle nærmest ikke føler, at de eksisterer, før der bliver taget et billede, og før det billede får likes. Selviscenesættelse er umådelig vigtigt, men hvad gør det ved selvopfattelsen, hvis billedet pludselig får sit eget liv med flere likes end mennesket bagved? Liv Strömquist zoomer med stor humor ind på de vigtigste aspekter af et alvorligt emne, der er så aktuelt, som noget kan være.
Brugernes anmeldelser