Romance og fantasy dominerer boghjørnet af sociale medier, men nu er der kommet et modsvar med fokus på litteraturens uudtalte kraft.
Hvis man har befundet sig på BookTok og Bookstagram, den litterære del af sociale medier, er man sandsynligvis stødt på konceptet ”No plots, just vibes”. Hvor den plottunge krimi og den gode fortælling har haft et solidt greb om storforbrugeren af biblioteket (kvinden 50+) og bestsellerlisten, har generation Z etableret sig som primær målgruppe på især BookTok. Her har romance og fantasy fået lov til at herske, men nu har endnu en genre erklæret sig som medspiller.
Det er ikke, fordi BookTok-brugerne har opfundet den dybe litterære tallerken. Mange af de anbefalede bøger, der betegnes som ”No plot, just vibes” er egentlig klassikere eller anden skønlitteratur, litteraturkritikere har nikket anerkendende til i mange år, og som ikke nødvendigvis behøver et nyt mærkat for at vække interesse. Men alligevel synes fænomenet at have udbredt sig og begrebsliggjort litteratur, der før har været uden en afgrænset genrebetegnelse og har måttet nøjes med det udefinerbare ”roman”.
Du kender det måske selv, når du skal anbefale en bog. Pludselig har du svært ved at finde ordene og svare på det rungende ”Hvad handler den om”, for bogen synes egentlig ikke at handle om så meget. Og det er netop kernen i denne udefinerede definerede genre. Der er et plot, selvfølgelig er der det, ellers var der ikke meget historiefortælling over det, men plottet er subtilt, underlæggende og foregår på et plan, der ikke er altafgørende. Det afgørende er derimod dét, der foregår i mennesket, og den måde hun (det er typisk kvindelige hovedpersoner) tilgår verden på.
Som 1800-tallets kvinder, der ligger og tager sig til hovedet, som i August Toulmouches kendte malerier af parisiske kvinder, hvor man næsten kan høre dem udråbe et dybt suk i opgivelse overfor verden, er kvinderne i disse bøger i deres indre verden. Det er, som det blandt andet ses i Mit år med ro og hvile af Ottessa Mosfegh, som på mange måder er blevet karakteristisk for trenden, fortvivlede eller deprimerede kvindelige hovedpersoner, som ikke kan finde ud af at være i verden på grund af meningsløsheden i deres job og/eller deres uduelige kærester, som enten er fraværende, dybt problematiske, eller som de kort og godt ikke er forelskede i. Men det centrale er ikke, hvordan forholdet udvikler sig – som en modsat romancebog – eller at de gør noget voldsomt anderledes med deres liv, så værket bonner ud på berettermodellen, men derimod hvordan hovedpersonen håndterer at være i denne tilstand i verden.
Og måske er det ikke så overraskende, at generationen, der dominerer på disse sociale medier, er draget af denne type litteratur. Der synes at ligge et opgør med det effektiviserende samfund, som de er opvokset i, hvor agilitet og omstillingsparathed har været kernekompetencer. I stedet tiltrækkes de af en verden, hvor det er nok bare at være til, hvor man kan være i ro med sine tanker, og hvor det ikke handler om at orientere sig i den omskiftelige verden, de hele tiden møder i strømmen af nyheder, men hvor det er rigeligt at forholde sig til den verden, der foregår indeni én. Det handler om at ræsonnere med karaktererne, føle sig tiltrukket af det tempo, værket forløber i, eller det miljø, der opstilles.
Her er Bonjour tristesse af Françoise Sagan, 'Mrs. Dalloway' af Virginia Woolf og Glasklokken af Sylvia Plath klassiske eksempler, der også fremhæves andetsteds, men også Væggen af Marlen Haushofer, Franny og Zooey af J.D. Salinger og Intet gælder af Joan Didion bevæger sig indenfor ”No plots, just vibes”-tendensen. Af nyere værker er det værd at fremhæve Det nye mig af Halle Butler, Detaljerne af Ia Genberg og Rachel Cusks trilogi om Faye med bøgerne Omrids, Transit og Kudos.
I stedet for at levere et stormomsusende plot leverer bøgerne stærke beskrivelser af et indre liv, der formår at henvende sig til læseren på en måde, vi ikke ser mange andre steder i moderne kultur og måske netop har manglet et sprog for. Den taler til de mange læsere, der foretrækker at læse efter stemning og finder det yderst begrænsende at svare på det store spørgsmål ”Hvad handler den om?”, når en bog kan være så meget mere end dens emneord.
Kommentarer