Bog

Den fremmede

Af (
2019
)

Anmeldelse

Den fremmede af Albert Camus

29 apr.12

Det ’absurde’ kom ind i den moderne verdenslitteratur med dette berømte portræt af en mand, der er gudløs, normløs, fremmed for verden ...

Engang i slutningen af 1960’erne gik jeg i gymnasiet og læste Camus og Sartre og andre eksistentialister, dengang fransk litteratur og kultur havde en høj status, også i Danmark, sammenlignet med i dag. ’L’étranger’ eller ’Den fremmede’, som den hedder i dansk oversættelse, var obligatorisk gymnasiepensum. Og intellektuelt og filosofisk var det Camus, der virkelig satte sig hos mig.

Der er simpelthen kun få forfattere i det 20. århundrede, hvis værker fremstår så kanonisk hellige som Camus’, så det er næsten med en fornemmelse af ærbødighed og pligtfølelse, at jeg igen binder an med hans forfatterskab. Men fremover bliver det afgjort af lyst, for ’Den fremmede’ er lige så levende og vedkommende i dag som dengang, og jeg var ved genlæsning mindst lige så optaget af Camus’ verden, som vi jo lever i: en verden præget af den fundamentale opdagelse, at livet ikke har nogen mening. At der ikke er nogen værdier, der er bedre end andre.

Camus blev født i en fattig, hvid familie i Algeriet, og denne hans første roman foregår i Algeriet, som franskmændene havde erobret i 1830, og bærer indirekte præg af den fransk-algierske konflikt, som er blusset op under verdenskrigen. Men hans bog blev skrevet og udgivet til det læsende publikum i Frankrig.

Den unge kontormand, Meursault (vi kender ikke hans fornavn)  fortæller selv sin historie, og den begynder sådan her - med den måske kendteste sætning i fransk litteratur: ”I dag døde mor.” Og så den gysende ligegyldighed: ”Eller måske i går, jeg ved det ikke.”

Der er ikke noget i Meursaults liv, som rigtig  betyder noget. Han bevæges ikke af sin mors død og begravelse. Han møder en pige, der elsker ham og vil giftes med ham, uden at noget af det anfægter ham synderligt. Han er begavet og pligtopfyldende, men han har ingen ambitioner. Ingen og intet betyder det store for ham. Han strides med sin nabo, der er alfons for en arabisk luder. Og nærmest ved et uheld skyder Meursault luderens bror på stranden uden anden grund end den, at solen skinner, og heden er uudholdelig og bliver selv dømt til døden i en efterfølgende retssag. Og i retten bruges hans tilsyneladende ligegyldighed over for livet og mangel på stillingtagen mod ham. Men det er ikke det afgørende. Det er derimod Camus’ filosofi, at menneskets liv er grundlæggende meningsløst, og fortællingen handler om meningsløsheden og den enkeltes ensomhed i forhold til medmennesket. Men man kan nå ind til et næsten autentisk forhold til verden, hvis man opgiver at afkræve den mening. Og ved at erkende samhørigheden med andre mennesker.

Jeg vil bruge store ord og sige det sådan: Man kan ikke læse ’Den fremmede’ uden at blive udfordret til enkelt og foruroligende at tænke over sit liv! Det er meget skræmmende, oprørende, ensomt at læse hans tanker om livets meningsløshed, absurditet og unødvendighed.

Albert Camus fik Nobel-prisen i litteratur i 1957, men det er i virkeligheden som eksistensfilosofisk tænker, han primært kom til at præge efterkrigsårenes kulturelle liv i Frankrig sammen med Jean-Paul Sartre. ’L’étranger’ er med mere end seks millioner solgte eksemplarer én af det 20. århundredes største bestsellere og forlaget Gallimards mest solgte værk gennem tiden.

’Den fremmede’ er Camus’ første roman, skrevet i 1942, oversat til dansk første gang to år senere og siden kommet i oplag efter oplag, sidst i 2002 i ny oversættelse.

Ungeanmeldelse

Den fremmede

’Den fremmede’ er en af de bedste romaner, jeg har læst. Alting spiller: historien, temaet, sproget, det hele. 

Jeg sidder her på Silkeborg Bibliotek med halvvåde øjne efter at have afsluttet ’Den fremmede’. Jeg er helt fyldt op med sentimental glæde, og jeg må lige tage en pause inden, jeg kan sætte mig ned og skrive. Aldrig har jeg læst en forfatter, der kan skrive så meningsløst om livet på en så smuk måde. Albert Camus hører muligvis til fortiden, men det gør hans forfatterskab så sandelig ikke.

”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.” På sådan nådesløs vis indleder Camus et af sine allervigtigste værker ’Den fremmede’, der foregår i forfatterens hjemby, Algier. Vi følger den mystiske Hr. Meursault, hvis mystik måske nærmere grunder i en ligefremhed, der virker pinlig på mange mennesker. Romanen tager os med Hr. Meursault på en rejse mod en forbrydelse; fra hans mors begravelse, til forbrydelsen og derefter til retten. Igennem alle disse begivenheder har man, som læser, en følelse af, at han ikke opfatter tingene på samme måde som os andre, eller at der i hvert fald ikke er logik bag hans handlinger. Han sætter sig ikke specielt op imod retten, han accepterer et ægteskab med kvinden Marie til trods for, at han ikke elsker hende, og han vælger at dræbe en araber uden grund. Det er dog lige præcis de handlinger, som vi ikke kan tillægge en mening, der ligger til grund for det, som Camus prøver at illustrere med ’Den fremmede’. Nemlig livets absurditet.

Camus var ikke tilhænger af den eksistentialisme, som en stor del af hans samtid dyrkede. Han dyrkede derimod sin egen form for ”eksistentialistiske” overbevisning. Camus ville ikke have eksistentialist-mærkatet på sig, og han ville i hvert fald ikke sammenlignes med hans ”modstander” på den franske litterære scene Jean-Paul Sartre. Ja, han var eksistensfilosofisk, men tilhænger af den politiske eksistentialisme, som Sartre promoverede og et flertal i samtiden delte overbevisning med, var han ikke.

Camus hævdede dog stadig, at livet er absurd og meningsløst, men han anså det ikke for et problem. Det er lige præcis denne påstand, der ligger til grunde for gennembrudsromanen ’Den fremmede’. Budskabet er nemlig heri, at ja, selvom livet er meningsløst, så betyder det ikke, at vi ikke kan nyde vores tilværelse og undgå at lade os styre af denne meningsløshed. Han forklarer, at denne meningsløshed er noget, der holder til i baggrunden, lidt ligesom tyngdekraften. I lyset af alt dette får Camus vores hovedperson, Hr. Meursault, til at fremstå, som den absurde helt, der ikke lader sig styre af behovet for at fylde mening i livets meningsløshed.

Det lyder måske alt sammen meget kompliceret og som en del at sætte sig ind i, men det er slet ikke så kompliceret. Ja, ’Den fremmede’ behandler nogle svære filosofiske temaer og har dybe eksistentielle rødder, men Albert Camus behandler det på et niveau, så læseren ikke behøver at gøre andet end sit job: at læse bogen. Faktisk var min første tanke, da jeg satte mig med ’Den fremmede’, at det muligvis kunne gå og hen blive en tung roman, men i stedet har Camus skrevet på et sprog, som er forståeligt for det almindelige menneske, og penslet ekstremt smukke og skrøbelige billeder, som man længe kan dvæle ved:

”Jeg sagde, at jeg i månedsvis havde siddet og set på disse mure. Der var intet, ingen, jeg kendte bedre i verden. Måske, for meget længe siden, havde jeg søgt et ansigt i dem. Men dette ansigt havde solens farve og begærets flamme: Det var Maries.” 

’Den fremmede’ er en af de bedste romaner, jeg har læst. Uanset om du er hengiven YA-fan eller konsekvent kun læser noveller, så ved jeg, at du kan få noget ud af ’Den fremmede’. Den har sat sine spor i mig, ligesom den har i mange, mange andre.

17 jan.24

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals bekkasinbøger
Forlag
Gyldendal
ISBN
9788702275490
Antal sider
142

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer