Bog

100 års ensomhed

Af (
2001
)

Anmeldelse

100 års ensomhed af Gabriel García Márquez

01 sep.05

En gådefuld profeti, der går i opfyldelse, voldsomme og ødelæggende lidenskaber og civilisationens indtog er nogle af hovedingredienserne i denne fantastiske, fabulerende, farverige og fatalistiske fortælling om en slægts skæbne. En slægt, der er dømt til 100 års ensomhed.

Engang i 1800-tallet grundlægger den, på det tidspunkt, unge patriark José Arcadio Buendía og hans kone Ursula landsbyen Macondo et isoleret sted i en fiktiv latinamerikansk stat. Vi følger landsbyens og Buendíaslægtens udvikling igennem et helt århundrede, og det er absolut ikke kedeligt!

José Arcadio Buendía og Ursula er fætter og kusine, og frygten for at føde iguaner eller børn med grisehaler på grund af slægtskabet er nærværende fra starten. Så galt går det dog ikke, og deres førstefødte er en dreng, ”hvis lemmer alle var menneskelige”. På denne måde fortsætter slægten med at formere sig, og som et grundvilkår drages slægtens mænd uimodståeligt mod slægtens kvinder, alt imens teknologiens landvindinger på godt og ondt bringer civilisationen til Macondo. Intet fremskridt eller kærlighedsforhold kan dog mildne den dybe ensomhed, der er slægtens skæbne, og som ultimativt bliver dens endeligt.

Gabriel García Márquez er en gudsbenådet fortæller, der med sine ord hvirvler læseren ind i et eksotisk og broget univers befolket af ufatteligt smukke og lidenskabelige kvinder, handlekraftige og eventyrlystne mænd, hvileløse genfærd og sigøjnere, der bringer nyt til den isolerede landsby.

'100 års ensomhed' blev García Márquez’ internationale gennembrud, og han regnes med rette for at være en af den magiske realismes allerfornemste repræsentanter. I 1982 modtog han Nobelprisen i litteratur.

 

Analyse

Márquez, Gabriel García - 100 års ensomhed

Flyvende mennesker, forfølgende sommerfugle og latintalende spøgelser. Gabriel García Márquez fremstiller i '100 års ensomhed' hverdagens absurditet og efterdønningerne af et dominerende styre og en stadigt tilstedeværende kolonitid.

'100 års ensomhed'  (1967) af Gabriel García Márquez står på toppen af den magiske realistiske kransekage med sin fortælling om familien Buendía og tilblivelsen af byen Macondo. Med modtagelsen af Nobels Litteraturpris i 1982 blev Márquez verdenskendt med det, der i dag defineres som magisk realisme – en genre, hvor det magiske og realistiske mødes i kampen om en uforståelig virkelighed.


Magien som en naturlig instans
Romanen befinder sig i et spændingsfelt mellem fiktion og fakta, hvor læserens logik bliver sat på prøve og sætter spørgsmålstegn ved grænserne for magi og virkelighed. Et kompliceret persongalleri og afvisning af naturvidenskaben gør forvirringen total, og rationaliteten bliver tvangsfjernet fra læserens bevidsthed:

” ” – Jorden er rund som en appelsin.”
Ursula mistede tålmodigheden. ”Hvis du absolut skal blive gal, så bliv gal alene!” råbte hun.”

Der er ikke meget genkendeligt i Márquez’ verden, og dét genkendelige, der er, gøres farligt, fremmed og overnaturligt. Det er ikke et simpelt tilfælde af en virkelighed, der er vendt på hovedet og krydret med lidt magi; magien optræder som et helt afgørende virkemiddel for Márquez’ litterære projekt. Ved at fremmedgøre naturvidenskaben tager Márquez afstand fra en vestlig verdensforståelse, som er bundet til teknologi og logik, og placerer Macondo i mystikkens jungle.

Márquez er magisk realisme, når det er bedst, og 100 års ensomhed er et pragteksemplar på, hvordan magisk realisme bruges som litterært virkemiddel. Magien optræder ikke som et fremmed eller forunderligt element, men derimod som en naturlig instans. Den forklares eller undskyldes ikke, i modsætning til teknologien, som der konstant søges en årsag på:

”I begyndelsen forøgede nysgerrigheden klientellet i den forbudte gade, og man hørte endog om respektable fruer, der forklædte sig som bondepiger for på nært hold at betragte grammofonen, men de betragtede den så meget og på så nært hold at de meget hurtigt kom til den konklusion at det ikke var en forhekset mølle, som de alle troede og matronerne sagde, men et mekanisk snyderi, der ikke kunne sammenlignes med noget så bevægende, så menneskeligt og så hverdagsligt som en gruppe musikere.”

I '100 års ensomhed' er magi naturligt og teknologi mystisk, og Márquez vender deri op og ned på læserens etablerede logik – den vestlige læser vel at mærke. Márquez kommenterede flere gange igennem sin levetid på (vestlige) kritikeres fokus på værkets legen med magi som en naturlighed, som var fjern fra deres naturvidenskabelige verdenssyn. For Márquez var det magiske ikke besynderligt eller mystik; det var hverdag. Han mente, at der for de latinamerikanske læsere var intet i romanen, de ikke havde mødt i det virkelige liv. Der opstår derfor et skel imellem den vestlige og den latinamerikanske læser af '100 års ensomhed', idet deres verdenssyn som udgangspunkt er forskelligt, og dette benytter Márquez som springbræt til sin fortælling.


Magisk realisme som litterært virkemiddel
Brugen af den magisk realistiske-genre fungerer som en måde, hvorpå en litteraturtradition præget af et europæisk udgangspunkt konfronteres. Det magiske og det realistiske bliver fremstillet som lige realistiske, og der indgår heri en afstandstagen fra den vestlige realisme, som hidtil har styret verdenslitteraturhistorien. Ved at blande fantastik og realisme skaber Márquez en ny litteraturhistorie, som ikke er knyttet til Vesten, men netop bliver bekræftet i sin andethed.

Den vestlige læser ville være vant til at stille spørgsmålstegn – tøve, om man vil – ved fantastikkens optræden i fiktion, altså forundres eller søge en forklaring på flyvende potter og pander, men det hænder ikke i Márquez’ magiske realisme. Her bliver det magiske inkorporeret på så hverdagslig vis, at læseren ikke tænker over, at det han/hun lige har læst, ikke er muligt. Det virkelige og det fantastiske bliver leveret på samme vis, og der synes ingen forskel på de to dele. Læseren må derfor forkaste forsøget på at finde årsager til det magiskes optræden. Det ser vi f.eks. ved Remedios den Skønnes himmelfaren, som, alle må erklære sig enige i, er urealistisk, men på trods, bliver fremstillet som det mest naturlige i verden:

”Amaranta følte en mystisk skælven i sine underskørters kniplinger og forsøgte at holde fast i lagenet for ikke at falde i det øjeblik Remedios den Skønne begyndte at hæve sig. Den næsten blinde Ursula var den eneste der var tilstrækkelig rolig til at erkende denne uimodståelige vinds natur og overlod lagenerne til lyset, mens hun så Remedios den Skønne der vinkede farvel midt i den blændende flagren af lagenerne der steg opad sammen med hende, som sammen med hende forlod skarabæernes og dahliaernes sfære og sammen med hende fløj gennem den sfære hvor eftermiddagen klokken fire gik på hæld, og forsvandt for evigt sammen med hende i de højere luftlag, hvor selv erindringens højestflyvende fugle ikke kunne nå hende.”

Remedios den Skønnes stigen til himmels bliver forklaret så præcist og detaljeret, at det fremstår virkeligt. Noget så urealistisk som en kvinde, der flyver, går ubemærket hen, og fokusset ligget i stedet på lagenernes forsvinden. Hændelsen er ligeså ubemærkelsesværdig som kniplingerne på Amarantas jakkesæt og det præcise klokkesæt. Det magiske og realistiske bliver sidestillet og omtalt som lige sande. Og når der ingen forskel er mellem realistisk og urealistisk, bliver det lige sandt, og det magiske er derfor ligeså realistisk, som jorden er rund. Værkets realistiske elementer bliver derigennem også urealistiske, og hverdagsobjekternes absurditet vises.

'100 års ensomhed' bliver et eksempel på, hvordan og hvorfor magisk realisme bruges. Magisk realisme er ikke udtryk for et ønske om en mere interessant verden, men derimod et ønske om at forstå og acceptere en for interessant verden. Det skaber mulighed for at imødekomme de omstændigheder, som er svære for mennesket at begribe, og det er derfor heller ikke en tilfældighed, at mange af de forfattere, som skriver indenfor den magisk realistiske-genre, har tilknytning til lande med imperialistisk eller diktatorisk fortid. Her er der tale om en hverdag, der synes så uforklarlig, at den ikke burde være virkelig; et samfund, der synes så irrationelt, at det læner sig op af magi.


Márquez’ litterære projekt
Colombia blev i 1928 ramt af en krise, da en strejke på en bananplantage resulterede i drabet på et stort antal mennesker. Márquez skildrer begivenheden i sit fiktionsværk, og igennem brugen af magi viser han den usikkerhed, som Colombias autoritet fordrede hos borgerne. Ved at beskrive hændelsen i en verden, hvor rationalitet og logik er ude af billedet, fremvises den tvivl og frygt til autoriteten, der opstod i lyset af massakren. Márquez fremviser ved hjælp af magi absurditeten i bananmassakren: ”Det var tydeligt at officeren ikke forstod. Hans blik standsede på det sted hvor Aureliano den Anden og Santa Sofia af Barmhjertigheden stadig så José Arcadio den Anden, som også blev klar over at officeren så på ham uden at se ham.” Márquez bruger magi til at tydeliggøre problematiske situationer og bestemte holdninger uden at beskrive det direkte, som det kan tydes i ovenstående, hvor José Arcadio den Anden bliver usynlig, fordi han, som modstander af systemet, ikke eksisterer for militæret. Magien giver Márquez mulighed for at kommentere på en verdenssituation, hvor det måske ikke er sikkert at ytre sig, og at bearbejde en virkelighed, der er ubegribelig.

Romanen fremstiller virkelighedens absurditet under Márquez’ samtid ved brugen af magi, fordi det bliver den eneste måde, hvorpå hverdagens uforståeligheder kan kommenteres. Márquez’ brug af magisk realisme hjælper til bearbejdning af det overdrevne og irrationelle i sin samtid, men det bliver også en måde at trække sig fra den europæiske litteraturtradition, der er bundet til realismen. Magiens naturlighed i romanen er med til at fjerne værket fra en kulturhistorie påtvungen fra spansk imperialisme og i stedet tilbyde en virkelighed bundet til en mytisk og ekstraordinær tradition, som er ligeså reel som et land, hvor flere tusinde mennesker er i stand til at forsvinde, som var der tale om ægte magi. Det uforklarlige er en integreret del af den colombianske virkelighed som følge af kolonialisme, og magisk realisme er for den latinamerikanske fanebærer en realistisk måde at beskrive absurditeten ved nationens splittede historie. Det magisk realistiske-spændingsfelt giver Márquez mulighed for at kommentere på sin nations tragiske forhistorie ved at fremvise absurditeten i den virkelighed, colombianerne oplevede under kolonialismen, og hvordan den stadig præger nationalidentiteten.


Efter '100 års ensomhed'
Gabriel García Márquez er populært døbt faderen til magisk realisme og blev en international definition for det latinamerikanske boom, som prægede 60’erne og 70’erne. Med 100 års ensomhed satte Márquez latinamerikansk litteratur på det litterære verdenskort samt etablerede den magisk realistiske-genre.

Udover '100 års ensomhed' har Márquez også skrevet andre succesfulde værker, bl.a. Kærlighed i koleraens tid (1985) og 'Historien om et forudsigeligt mord' (1981), som begge er oversat til dansk.

Andre forfattere af magisk realisme, der er værd at bemærke, er Ben Okri, Salman Rushdie, Isabel Allende og danske Ib Michael.

03 sep.20

Bogdetaljer

Secondary title
Samlerens García Márquez bibliotek
Forlag
Samleren
Faustnummer
23425106
ISBN
9788756815888
Antal sider
313

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer