Forældrene der blev væk

De filmiske tegninger er både dragende og hårdtslående i ordløs tegneserie, der burde være obligatorisk for alle med en smartphone. 

 'Forældrene der blev væk' er en troværdig dystopi, der ordløst råber vagt i gevær. En tankevækkende graphic novel om menneskelige relationers skrøbelighed i en ikke så fjern digital fremtidsverden.

Mørke skyer ligger tungt over husene i et genkendeligt bylandskab, der kunne ligge mange steder i Danmark. I nattens mulm og mørke går en far ned i kælderen, sætter sig på en briks og tager høretelefoner på. Om morgenen vågner hans datter op alene, og en hjælpende robot serverer morgenmad for hende og følger hende i skole. Hendes far er ikke tilgængelig længere. Men minderne om deres tid sammen har datteren dog endnu, med lidt hjælp fra robotten, der projicerer faderens form frem for pigen i de situationer, hvor han før i tiden var både fysisk og mentalt til stede. Savnet er tydeligt. I mangel på menneskelig omsorg er der kun en, pigen kan knytte sig til og følge, og det er den robot, der har passet hende. Hun finder dog snart ud af, at hun langt fra er det eneste barn, der er blevet efterladt forældreløs på denne måde.

Denne ordløse dystopiske graphic novel er meget troværdig i sin skildring af den følelsesmæssige rejse, pigen i bogen bliver tvunget ud på, og det er svært ikke at blive påvirket af det. Heldigvis. Tegningerne er enormt filmiske, og der bruges for eksempel zoom på en effektfuld måde, der kræver læserens fulde opmærksomhed. Jeg kan tydeligt høre et stemningsfuldt imaginært soundtrack, der stiger og falder for mit indre øre og akkompagnerer billedernes fortælling perfekt. Historien tager sig relativt god tid, og alligevel ville jeg ønske, at bogen var længere. Ikke fordi det, der er, ikke er nok, men fordi jeg vil have endnu mere af det. Jeg har lyst til at dykke ned i denne flotte verden, som tegneren har skabt – og er samtidig meget glad for, at den ikke 100 procent (endnu) afspejler den virkelighed, jeg heldigvis kan vende tilbage til efter endt læsning.

Slutningen på bogen er åben og efterlader læseren med det håb, denne selv har fantasi til at forestille sig. Det er dog umuligt at sidde tilbage helt upåvirket af Knuth-Winterfeldts dystre fremtidsvision. Et værk, der tør fortælle en ubekvem sandhed, vi måske ikke helt har lyst til at høre lige nu, og som griber godt fat i læseren uden at slippe igen.