Mestrene

Den autofiktive 'Mestrene' står både på mål for og kritiserer håndboldkulturens vinderorienterede præstationskultur og foreningslivets heteronormativt rummende fællesskab. 

I 'Mestrene' plages hovedpersonen, der har navnesammenfald med bogens forfatter, i voksenlivet af mareridt. I søvnen hjemsøges han af barndoms- og ungdomslivet i håndboldhallen, og hvad der så ud som en lovende professionel karriere. For at forstå drømmenes indhold beslutter Malte at forholde sig til fortiden. Det bliver en undersøgelse af hans eget, familiens og samfundets forhold til håndbold – herunder vinderkultur, fællesskabet kontra individet og foreningslivets udvikling.

Malte er vokset op i en rigtig håndboldfamilie. Hvor man altså ikke bare ser kampe indimellem og kan identificere Mikkel Hansen, men hvor forældrene er aktive i foreningslivet, har mødt hinanden i håndboldhallerne og opfordrer fra en tidlig alder Malte og bror til at dyrke sporten. Håndbolden knytter familien sammen, selv efter forældrenes skilsmisse. Det bliver også her, at far-søn-relationen udvikler sig på godt og ondt. Malte bliver målmand, en position og rolle, der både gør ham essentiel for holdets sammenhængskraft og vinderchancer og til en isoleret iagttager, hvis præstation og træningsform kan virke adskilt fra de andre.
 

If you’re not first, you’re last

I barndommens træning og kampe oplever Malte, hvordan forældrenes, og især farens, sportsmentalitet er helt anderledes end hans egen. Her kommer det sportshistoriske spor i romanen til udtryk, da der opridses, hvordan håndbold startede som en kulturradikal sport influeret af nye pædagogiske strømninger, som unge intellektuelle dyrkede i de større byer. Men med kommunalreformen bygges der idrætshaller, og sporten bliver udbredt til landsbydanmark og de "jævne":

”Men det hele er stadig i den grad præget af sportsånd, holdånd, klubfølelse, såkaldte gamle værdier som bror og jeg synes far svinger op til latterlige højder, han taler det så meget op, alt dette, at vi snart begynder at synes det er noget romantisk sludder. Det er jo ikke det det handler om. Det handler om at vinde.” 

Det bliver en besættelse at vinde for Malte i takt med, at forældrene råber fra sidelinjen, og legen hurtigt forsvinder ud af sporten. Der opdyrkes en vindermentalitet, som den voksne Malte med forfærdelse kan se i en hjemmevideo fra en kamp, hvor forældrene opfordrer til konkurrence fremfor leg.

Ønsket om at vinde og blive bedre driver ham fremad, han presser sig selv og mærker euforien strømme, når kroppen udfolder sit potentiale. Omkvædet lyder: ”Jeg skal nok vise dem”. Men træningen sætter sig også som kropstraumer og en pinlig overdreven konkurrenceånd, han ikke kan kontrollere i voksenalderen.

I takt med teenagealderens indtog oplever Malte, hvordan han adskiller sig yderligere fra sine holdkammerater og kulturen. I 00’erne på Fyn er det smarteste, man kan være en “fis’ka’l”. Men Malte har kysset med drenge i smug og begynder en identitetsdannelse, der står i kontrast til holddrengenes idealer om smarte biler og Crazy Daisy-byture. Han går i hippietøj og læser bøger inden træning og både nyder og frygter at skille sig ud. Han skjuler sin seksualitet, ligesom håndboldspilleren og hippien ikke kan forenes. Identitetskonflikten skaber én stor pærevælling af undertrykte følelser og skam:

”[...] de følelser der blokerer begæret, de begynder at forskyde sig ind i spillet. Den umiddelbare, glade, legende lyst (til sex med mænd, til at vinde), den blokeres, og der bliver sat skjold, forsvarsværker og angrebsstrategier op. Kroppen som en flitsbue på jagt i en skov hvor det kræver absolut årvågenhed og behændighed at komme helskindet igennem og at nedlægge et bytte. Jeg ser konstant fare, slapper jeg af, blotter jeg mig, og det er det samme som at blive afsløret, at kunne hånes.” 
 

I kampens hede

I 'Mestrene' lukker sproget både den uvidende ind og vækker genkendelse hos sportsfanen og -udøveren. Håndboldens sprog beskrives, som hvordan man fx taler inden, under og efter en kamp. Ligeledes er man med på banen, når sproget energifyldt og i høj fart afspejler kampenes udfald. I længere passager berettes om kampe samt Maltes sind og kropskontakt:

”Jeg tror man skal have dyrket sporten for at forstå det her, eller måske musik har noget af det sammen. Der sker noget særligt når lang tids koncentreret optræning af muskelhukommelse og spilforståelse forløses i et nu som er kampens nu, det hjertebankende, adrenalinpumpende nu hvor man bare bevæger sig frit og legende og følger strømmen.” 

Intensiteten af eufori og afmagt udtrykkes i et ophidset sprog, hvor følelser af vrede og glæde, udbrud med gråd og råb samt generelt stor energi udtrykkes i versaler eller som digressioner og afstikker med parenteser eller sågar dobbeltparenteser. Sproget og fortællingen vil fremad i en sådan grad, at det bevidst snubler over sig selv af fortælletrang.

Genremæssigt lægger romanen ikke skjul på det autofiktive spor med en læserhenvendelse i begyndelsen om, at dette er oplevet stof. De specifikke stedsbeskrivelser skaber nærhed, mens identitetsforvirringen minder om ungdomsromanens tematikker. Samtidig optræder essayistiske afsnit, som udforsker håndboldkulturen gennem fx Anja Andersens vrede og “skurken” mr. Viborg/Ulrik Wilbek.
 

Vindermentaliteten i samfundet

Efter en skade på en skiferie vender Malte hallerne ryggen og snuden mod universitetet. Så kommer mareridtene og den refleksive undersøgelse af, hvorfor han ikke kan dyrke håndbolden som en hobby i voksenlivet. En kritisk pointe bliver, at den ændrede sportsånd med fokus på præstation også udtrykkes i samfundet. Som i sporten dyrker samfundet en vinderkultur og –mentalitet, som både Wilbek og Anders Fogh Rasmussens liberalisme har skabt i tidsånden. Der er gået sport i at skabe vinderkultur, og det er også her, at Malte og hans fars mentaliteter et stødt sammen.

I nutidssporet falder noget på plads, da Malte mødes med en talentudvikler, der forklarer om bæredygtig talentudvikling. Der er ikke direkte forløsning, men det giver et håb om, at de forskellige håndboldsyn kan mødes, individfokusset kan erstattes af, eller i hvert fald sameksistere med, kollektivfølelsen, holdånd og foreningsfællesskab. Samtidig med, at det godt må være vigtigt at vinde. ”Jeg skal vise dem” har været hovedpersonens gennemgående mantra, og det har romanen sandelig også gjort.
 

Litterære slægtskaber

Malte Tellerups forfatterskab behandler emner som familierelationer, queerhed og identitet – fx i debuten 'Markløs' fra 2017 og 'Hedeselskabet' 2020, der bl.a. handler om at finde fodfæste som ung forfatter og biseksuel mand.

Den underlæggende kritik af heteronormative maskuline idealer versus queeridentitet og familierelationer kan man også se udtrykt i forfatterskabet hos Thomas Korsgaard, der debuterede samme år som Tellerup. I den delvist selvbiografiske Hvis der skulle komme et menneske forbi fra 2017 tematiseres en ung drengs forhold til sin far i en socialt belastet familie.

I en mere entydig ungdomsgenre behandler Mads Ananda Lodahl i Soft Boys de ungdomsfællesskaber, man kan stå udenfor i overgangen fra barn til voksen. Novellesamlingen tematiserer følsomme teenagedrenges udfordringer med køn, seksualitet, skam og ensomhed.

Udover i ungdomsromaner er det ikke ofte, man støder på skønlitteratur, hvor idræt og sport er et stort omdrejningspunkt. Men her er Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen fra 1981 en klassiker i dansk litteratur. I romanen tematiseres maskulinitet, krop og sport gennem to barndomsvenners opvækst i en tid, hvor sporten ellers blev set som lavstatus, på lignende vis med 'Mestrene'.