Trækopfuglens krønike

Murakamis evne til at skabe et mystisk og unikt univers gennem et lige dele enkelt og unikt sprog er, hvad der gør ’Trækopfuglens krønike’ til et enestående mesterværk. Magisk realisme i sin mest finpudsede og moderne form. 

Haruki Murakami, den japanske jazz-fikserede og utraditionelle forfatter, skrev med ’Trækopfuglens krønike’ et stykke fantastisk litteratur og revolutionerede samtidigt den japanske litteraturtradition. Romanen kredser om den ultranormale fortæller, Toru Okada, der lever sit ultranormale liv og omgiver sig rundt med ultranormale ting.

En dag forsvinder hans kone, Kumiko, og hans liv tager en ekstraordinær drejning. I sin desperate søgen efter Kumiko tvinges han ud af sin trygge boble, og han må begive sig på en rejse gennem det japanske samfund, hvor han blandt andet kommer i kontakt med en gammel soldat, to synske søstre og det overnaturlige. Murakami skifter elegant mellem realisme og mystik på en sådan måde, at det næsten synes at blive ét og det samme:

” Da min ophidselse havde lagt sig og jeg ikke rystede mere, begyndte angsten lydløst at snige sig ind på mig. Vandet mistede på et øjeblik sin varme, og noget grotesk slimet, der mindede om en stime gopler, omsluttede mig. Mit hjerte rungede i mine ører.” 

Haruki Murakamis utraditionelle stil, som han så ofte er blevet rost, men også kritiseret for, viger på sin helt egen måde fra traditionel japansk litteratur og gør ham til et forbillede for mange unge japanske forfattere. Ved hjælp af Mette Holms knivskarpe oversættelse kan man ikke lade være med at føle sig en smule inspireret.

’Trækopfuglens krønike’ er et hovedværk i Haruki Murakamis forfatterskab og har efterhånden fået status som et hovedværk i japansk litteratur. Det er en roman, der på én gang giver læseren lov til at fordybe sig i historien med sit ubesværede og legende sprog og formår at tvinge læseren ud på kanten af lænestolen med sin glimrende fortælling. Man kan da kun blive sulten på mere Murakami efter sådan en roman.