Lektioner i græsk

Kang udforsker identitet og udtryk gennem sprog og de usagte relationer, der opstår hos mennesker i sorg. 

I et klasseværelse i det pulserende Seoul sidder en kvinde midt i en livskrise efter at have mistet sin mor og forældremyndigheden over sin søn. Sproget er forsvundet fra hendes læber, og studiet af oldgræsk bliver et forsøg på at genfinde hendes stemme. Skæbnen vil, at underviseren selv langsomt er ved at miste synet, og på den måde deler de en usagt forbindelse. Deres fortid og sorg vikler sig langsomt ind i hinanden. En kvinde, som ikke kan finde ordene eller styrken til at kæmpe for forældremyndigheden. En mand, der lider af fortrydelse over sin tabte kærlighed, splittelse mellem to kulturer og udsigten til et liv i komplet mørke. For dem begge bliver det græske sprog, det døde sprog, der ikke kan tales, en tryghed i deres liv.

Med underviseren, hvis historie fortælles i første-person, og kvinden, hvis historie fortælles i tredje-person, samt spring i tid og sted, koreanske Hangul-systemer, digte, græsk filosofi og oldgræske sætninger viklet ind i handlingen, sker der rigtigt meget på bogens 160 sider. Til tider overvældende meget. Med en detaljerigdom og sanselighed inviteres vi helt ind i intimsfæren hos manden og kvinden, hvis navne forbliver ukendte. Det er de små observationer, daglige rutiner og den usagte, subtile og skrøbelige relation, der langsomt udvikler sig gennem bogen, der efterlader størst indtryk. Til sidst når bogen en form for højdepunkt, da romanen overgår helt til poesi.

Dette er mit første møde med sydkoreansk litteratur, og jeg er overvældet over Kangs poetiske og sanselige skrivestil. ‘Lektioner i Græsk' er ikke drevet af hverken plot, personer eller begivenheder, men sproget i sig selv. Fascinationen af sprog, identitet gennem sprog og sprog som en personlig udtryksform. Forbindelsen mellem bogens karakterer vikler sig så meget sammen, at deres historier bliver som en lang symbiose. Derfor kan det også være svært at skelne mellem hvis historie, der skrives om, men det er også et virkemiddel i sig selv. Som syn bliver til blindhed og det talte til det tænkte, bliver jeget til en form for vi. En sproglig understregelse af den delte identitetsopløsning og de sammenfaldende oplevelser med blind kærlighed og tab af stemmen i både fysisk og figurativ forstand.

Her møder man som læser en smuk og velskrevet roman, der læner sig mere og mere ind i poesiens verden, som siderne vendes.