Doppler

I en hverdag med pres, krav og konventioner undersøger Erlend Loe i sin roman 'Doppler', om udvejen ligger i et selvrealiserende projekt præget af den ultimative frihed og ansvarsløshed. 

Fans af Erlend Loes skarpe, humoristiske skrivestil kan glæde sig til at stifte bekendtskab med romanen. Hovedpersonen er den midaldrende familiefar, Andreas Doppler, der hidtil har levet i en almindelig kernefamilie med hustru og to børn. Da vi møder ham, har han brudt med sit tidligere liv og er flyttet ud i den nærliggende skov på ubestemt tid. Det er i og omkring denne skov, at historien fortælles, og der tegnes et absurd portræt af hovedpersonen.

Han flytter selvfølgelig ikke ud i skoven uden årsag. Den primære grund til Dopplers brud med sit tidligere liv er en udpræget væmmelse ved mennesker, fordi de er spolerede og styrede af kompetencer: "Jeg kan ikke lide folk. Jeg kan ikke lide det de gør. Jeg kan ikke lide det, de er. Jeg kan ikke lide det, de siger.”

Hans norske landsmænd er bare et blandt mange emner, som hovedpersonen tilsyneladende konstant ændrer sit forhold til. Det ene øjeblik hader han disse overkompetente idioter. Det næste er han stolt af sit fædreland og til tider endda også dets indbyggere.

Mens forholdet til civilisationen, og ikke mindst familien, er dybt problematisk for Doppler, har han et helt ukompliceret forhold til elgkalven Bongo. Han skaber et nært, nærmest faderligt forhold til elgen, uagtet at han har forladt sine egne børn.

Der tegnes en tydelig norskhed i bogen, hvor referencer til hurtigruten, “Norge rundt”, og referencer til ægte fodboldkampe giver en nærmest stereotyp fremstilling af vores brødre fra nord. Dette giver værket en realistisk ramme i et univers, der ellers er præget af magisk realisme. Denne modsætning er med til at skabe et spænd i teksten. Det normale står overfor det groteske, og det er i høj grad det, der skaber den sarkastiske og humoristiske stil.

Erlend Loes skrivestil bliver ofte karakteriseret som “naivistisk”, hvor nærmest barnlige observationer fylder meget, og overdrivelserne er talrige. Romanen er utroligt sjov, og man kan ikke undgå at trække på smilebåndet, når Doppler skildrer sit kærlige forhold til elgen Bongo, revser intromelodier til børne-tv eller kommer i slåskamp med en gammel mand over en kæmpe Toblerone i sekvenser, der er lige så absurde, som de er relaterbare.

Og andre dage var det Byggemand Bob. Åh gud. Byggemand Booob, kan det ordnes? Selvfølgelig kan det det! Bæm, bæm, bæmbæmbæm BÆÆÆM!” 

Gennem mere eller mindre usympatiske karaktertræk og utallige selvmodsigende udtalelser maler Doppler et klart billede af den forvirring, som manden i det 21. århundrede kan opleve, når materialismen bliver for overvældende, og hulemandsinstinkter slår igennem. Den brave kamp, som udkæmpes for at opnå forståelse og anerkendelse fra omverdenen, er vidne om en maskulinitet i vildrede og giver læseren et indblik i skæve fællesskaber og familieforhold. Doppler giver på en genial og humoristisk måde stof til eftertanke om store emner som eksistens og normer, og Erlend Loe har formået at producere et portræt, der opnår høj relevans for det moderne menneske. En perfekt bog til alle, der kender følelsen af hamsterhjulets pres.