Væsler på loftet

Hiroko Oyamadas ’Væsler på loftet’ er spækfyldt med akvariefisk, babygråd og genial symbolisme. 

Hiroko Oyamada er tilbage i dansk oversættelse efter hendes roman Hullet og frygt ej, det er med selvsamme surrealistiske ånd og sviende humor, som i så høj grad kendetegner forfatteren. Som det står på bagsiden af novellesamlingen, er ’Væsler på loftet’ en novellecyklus om moder- og forældreskab set fra en mands perspektiv, og altså… ja, men det også lyder alt for banalt, og hvis der er noget, som ’Væsler på loftet’ ikke er, så er det banal.

Oyamada udfolder i ’Væsler på loftet’ sine historier igennem tilsyneladende banale og moderne hverdagssituationer: en middag, under en snestorm og på et besøg i en lejlighed. Det virker alt sammen meget normalt. Det er da lige, indtil middagen tager en særlig kontroversiel drejning. En umådelig tung fisk lander på fortællerens mave, og lejligheden er propfyldt med dusinvis af fyldte akvarier. Det er med disse vrid, at Oyamadas surrealistiske pen for alvor tager grebet om situationerne og bøjer og drejer dem:

”Den måtte have ondt. Hvis den døde, ville Saiki blive ked af det. Du skal ikke dø oven på mig, ville jeg råbe, men min tunge var lammet. Arowanaens skarpe hale slog mod min mave. Jeg kunne stadig ikke åbne øjnene. Lyset flimrede som glimtende fiskeskæl bag mine lukkede øjne.” 

Oyamada behandler novellerne i ’Væsler på loftet’ med et blink i øjet og en særegen humoristisk tone, som formår at underholde læseren, uden at forkaste selve seriøsiteten af situationerne og det væsentlige. En overlegen, men skæv elegance, som jeg næppe har mødt før, og som ikke mange mestrer. Denne tone og stil står utrolig stærkt i ’Væsler på loftet’ og var noget af det allerførste, jeg bemærkede, da jeg åbnede bogen. Her skaber vekselvirkningen mellem seriøsiteten og det aparte en ekstra dimension, som er afgørende for novellecyklussens placering som noget enestående og exceptionelt.

Man kan i allerhøjeste grad også kalde Oyamadas symbolik for noget enestående og exceptionelt. Ja, hold da helt op, hvor er ’Væsler på loftet’ en symbolsk bog i allerbredeste forstand. Intet slipper for et godt svirp over fingrene med Oyamadas symbolske stav: intet levende væsen, intet objekt. Om det så er de flere hundreder akvariefisk, naboens inarizushi som skulle sætte gang i modermælken og et mord på en morvæsel, som på tragisk vis må advare resten af familien om den lurende fare:

”Min farmor sagde, at det var morvæslen, de havde fanget. Og at der boede en hel familie på loftet. Hun fortalte, at morvæslens dødsskrig havde været rettet mod farvæslen og ungerne: ’Det her er et farligt hus. De drukner jer, hvis I bliver. Skynd jer væk! Farvel!” 

Jeg var som et barn efter at have læst ’Væsler på loftet’. Jeg måtte have mere. Det er helt tydeligt fra allerførste side, at vi her har at gøre med en utrolig særegen forfatter – en bemærkelsesværdig stemme fra det japanske samfund. En forfatter, der forstår at stille skarpt på sin samtid. Ja, ikke kun den japanske... Tonsvis af tankestof ulmer under siderne, og om det indebærer moderne maskulinitet, forældreroller eller det moderne ægteskabs forudsætninger, er der en masse at tage fat i. Oyamadas revidering af forældre- og kønsroller føles nødvendig. I en tid, hvor det somme tider er svært at skelne mellem op og ned og rigtigt og forkert, er ’Væsler på loftet’ et tiltrængt værk, som ikke nødvendigvis drager linjen, men tager den til diskussion. Her står forældreskabets bekymringer og forvirringer som noget håndgribeligt, som noget der kan italesættes. Her vendes og vejes op- og nedture i forældreskabet og dette i et fuldstændig upoleret billede. ’Væsler på loftet’ er en fantastisk og aktuel novellecyklus, som ikke blot er et fantastisk og enestående værk, men også en utrolig formidabel introduktion til Hiroko Oyamadas forfatterskab.