Bog

Engle

Af (
2024
)

Anmeldelse

Engle

24 jan.24

Nænsomme og blide engledigte lyser og svæver i vintermørket i mindeværdig digtsamling. Verden risler igennem jeget og kommer ud på den anden side som krystalklar poesi.

Litteratur, særligt digte, kan nogle gange være født til specifikke årstider. Vinterværker skal læses, når man sidder midt i den isende januar, hvor sindets landskaber kan formørkes i tråd med naturens. I den kategori finder vi Sebastian Nathans anden udgivelse.

Som titlen røber er et gennemgående motiv i samlingen en gammel litteraturtraver: Engle. Lige fra Brorson til Rainer Maria Rilke til Pia Tafdrup til Knausgård er der blevet brygget tanker og poesi med englene som et elegant ledemotiv. Og når man læser Nathans digte, så er det et kærkommen gensyn.

Overordnet står det jeg, vi møder, i et brudt, sønderrevet forhold til verden. Præget af psykiske lidelser er det et blik, der fremmedgøres af det, som det ser. Alligevel udfoldes der igennem dette blik funklende, sanselige billeder: “verden er stille som et spejlbillede/lyset møder mørket og bliver til ingenting/jeg forlader vandet/foråret kommet ikke/nu forstår jeg ingenting/lyset kommer fra en himmel der ikke lyser”. Men her viser englene sig netop, udspændt imellem at være konkrete venner og abstrakte kræfter for et sårbart jeg, der lader verden skylle indover sig: “så begynder regnen at falde/jeg er lykkelig i det her/englene synger i hver eneste dråbe/gør verden tungere og nemmere at mærke”.

Grunden til, at digtene er så mindeværdigt gode er, at de med et ellers hverdagsligt sprog formidler de enkle erkendelsers rigdom med en emotionel tyngde, som er uimodståelig for læseren. Forsimplet sagt er det digte, der får dig til at føle. Vemod og vintermelankoli, ja, men også stærk sympati og subjektivistisk glædesdans. For de er nemlig også en ode til, at det, der er perspektivbetinget, det der måske endda er set igennem psykofarmakaenes prisme og modvilligt overvælder én, har en gyldighed for den enkelte – også selvom det ikke bunder i en rationel realitetssans. 

Selvom flere digte kredser om den uendelige vinter og det alt for fjerne forår, så lyser de mildt og hvidt i hænderne på én. Andre steder overgiver man sig simpelthen bare helt til den larmoyante lykkerus i digtet og hopper bag på bagagebæreren af cyklen med jeget: “verden er uendelig stor/den breder sig ud foran øjnene/selv i mørket er der udsyn/engle og aliens/jeg vil gerne have lov til at være her/øjnene følger med/der er ligesom en hånd der skubber til mig når jeg cykler/jeg fragtes gennem byen/stolt som en pave/på parade/der er himmelsk sang.”

Virkemidlerne er næsten skamløst enkle, men måden sproget og de mange gengangerord sættes sammen på, skaber en polyfoni, der overrasker og overrumpler, fordi digteren bag har så djævelsk god smag i ord, at man næsten får næsten lyst til at hviske en sammenligning med Søren Ulrik Thomsen (hviske!). Tilbage står en digtsamling med en række øjeblikke af høj, lyrisk kvalitet, der er på grænsen til at blive oversentimentale, men som aldrig bliver det, fordi både håndværk og oprigtighed er til at tage og føle på.

Ungeanmeldelse

Engle

En brillant digtsamling, der gennem smukke beskrivelser og gennemgående motiver skaber følelser af melankoli, sympati, og håb. 

"Jeg ser mig selv i vandpytten
et kor i spejlet har taget min stemme
gør kroppen til et billede”

Digtene i ‘Engle’ kredser om temaer som melankoli i det uendelige vintermørke, englene som konstant er omkring jeg’et og håb for, at der nok snart kommer et forår – for det må der jo. Gennem beskrivelser af lægebesøg, gåture ved en vinterblank sø og et meget menneskeligt behov for at holde kontakten til venner og veninder bliver læseren ført gennem et forløb med diagnose og medicinering og med de vanskeligheder og udfordringer, der kan følge med det. Men også de engle, der altså holder øje med dig og muligvis hånden over dig, og det håb, der er for, at medicinen virker, og det hele bliver lidt bedre på den anden side.

Det var en dejlig oplevelse at få fingrene i den her meget nye digtsamling, helt uden nogen idé om, hvem Sebastian Nathan er, og hvad jeg kunne forvente af både plot og skrivestil – og derfor blive glædeligt overrasket, når den så spillede perfekt ind i min egen smag. Der var en gennemgående stemning i bogen, der holdt godt fast i mig, selv når jeg forsøgte at lægge bogen ned for at arbejde eller gå i skole, som trak mig tilbage til den, indtil jeg kunne lukke bogen helt.

Engle er en kort digtsamling, som rummer meget mere, end man skulle tro set udefra. Jeg vil stærkt anbefale den til dig, der elsker moderne digte og måske endda har læst Nathans debut ‘Honey Moon’ allerede – men også til dig, som leder efter en vej ind i digtenes verden.

21 feb.24

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Faustnummer
137658429
ISBN
9788712074748
Antal sider
77

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer