Anmeldelse
Analfabeten
- Log ind for at skrive kommentarer
Kristof skriver direkte og kontant om ensomheden, smerten og udfordringerne ved at flygte og leve i et andet sprogs land.
Agota Kristoff har oplevet meget smerte i sit liv. En hård opvækst i fattigdom, alene afsted på kostskole, et liv i trange kår i et besat Ungarn. Så flugten med et lille barn. Chokket ved pludselig at have mistet alt, sine venner og sin familie, sin kultur, sit sprog og sin mulighed for at kommunikere med andre. Den sociale ørken, som hun kalder det.
'Analfabeten' er en samling korte tekster, der sammen beskriver en forfatters tilblivelse midt i et liv med fattigdom, flugt og ensomhed. Kristof beskriver sine sorger og smerter direkte og uden omsvøb. Intet er holdt tilbage.
Agota Kristof har skrevet en hårdtslående smuk bog, der beskriver flygtningeoplevelsen og dens måder at forme menneskers identitet på. En oplevelse, vi altid har brug for flere beskrivelser af, så vi ikke glemmer. Samtidigt er det en bog om en forfatter med stort F. Agota Kristof læser og fortæller historier i en tidlig alder. På kostskolen begynder hun at bruge skriften og dagbogsformen til at bearbejde og bære livets oplevelser og smerter. Samtidigt med at hun begynder at skrive skuespil som opføres for de andre børn.
Skriften bliver hendes ven, hendes drivkraft og det, der redder hende. Netop derfor er oplevelsen med at miste sit sprog, med at leve i et land, hvor hun aldrig rigtigt kommer til at mestre sproget, en voldsom oplevelse. Selvom sproget bliver hendes redning, fordi hun ender med at udgive bøger på fransk og selv skrive dem på fransk, så er det også hele tiden et fjendesprog for hende. Jo bedre hun bliver til det, jo mere forsvinder det ungarske.
I bogens små korte kapitler rammer Agota Kristof rent. En enkelt sætning kan bære enorm betydning, kompleksitet og smerte. Ingen udenoms pjat, kun direkte ind i hjertet og livet. Elegant, sofistikeret, simpelt, hårdt, smukt og rørende. Hvis man ikke har læst Kristof før, er det her et glimrende sted at starte, før man giver sig i kast med trilogien, der starter med 'Det store stilehæfte'.
Ungeanmeldelse
Analfabeten
- Log ind for at skrive kommentarer
‘Analfabeten’ er Agota Kristofs selvbiografi om en hård tilværelse som ungarsk flygtning i et fransktalende Schweiz. På få sider formår Kristof at fortælle en upoleret, barsk og fragmenteret livshistorie.
Jeg er overbevist. Efter at have læst ‘Analfabeten’ af Agota Kristof er jeg overbevist om, at Kristof er en af de største litterære skikkelser, vi har haft i nyere tid. Uden at have læst bøger som ‘Det store stilehæfte’, ‘Beviset’ eller ‘I går’, var jeg i tvivl om, hvad jeg trådte ind til, som en nybegynder i Agota Kristofs forfatterskab. Men lad mig da lige sige: Hold da op hvor kan hun skrive! ‘Analfabeten’ er en kort bog, men på gyldne 74 sider har den åbnet mine øjne for Agota Kristofs litterære univers.
Selvbiografien tager sit udgangspunkt i Kristofs barndom ved en lille landsby i Ungarn. Hun fortæller kort, om hendes fattige opvækst med sine forældre og to brødre, og om den besættelse hun har haft fra spæd: at læse alt, hvad hun kunne komme i nærheden af. Hendes skrivelyst, der nærmere kom til hende som en nødvendighed, starter under hendes kostskoleophold. I bogen fortæller Kristof, at hun skriver for at overleve, for at kunne leve under den smerte, der ligger i at være sendt væk fra sin familie, leve alene i fattigdom og være på kostskolen, som hun allerhelst vil være foruden:
”Når jeg, adskilt fra mine forældre og mine brødre, flytter ind på kostskolen i en ukendt by og opdager, at der kun findes en eneste mulighed for at udholde adskillelsens smerte: at skrive.”
Som 21-årig må den ungvoksne Agota Kristof flygte fra Ungarn under Den Ungarske Opstand i 1956. Hun ender i Neuchâtel, en by i den fransktalende del af Schweiz, og med mand og barn er det her, hun kommer til at leve resten af sit liv. Her starter hendes rejse, som en ”analfabet”. Det er i Neuchâtel, at hun lærer om ”Analfabetens udfordring”, og hvor frygten for at glemme sit modersmål finder hende:
”Det er derfor, at jeg også kalder fransk et fjendesprog. Der er også en anden grund, den mest alvorlige: Dette sprog er i gang med at dræbe mit modersmål.”
‘Analfabeten’ er en historie om Agota Kristofs tilblivelse som forfatter, hvordan hun måtte tilvænne sig et ”fjendesprog”, tage det i brug og skrive på det. Men måske endnu mere er det en historie om et folk og om en tilværelse. En tilværelse som flygtning og en historie om et Ungarn i efterkrigstiden, som et land på højre side af jerntæppet. Kristof har skrevet en dybfølt selvbiografi, der igangsætter tanker til fordybelse og fortæller historien præcis, som den er.
Brugernes anmeldelser