Sibiriens glemte klaverer

Med en journalists nysgerrighed og en historikers præcision rapporterer Sophy Roberts levende fra intethedens ødemark: Sibirien. 

Sibirien er for os danskere nærmest synonym med noget ukendt og uoverskueligt stort. Man kunne nærmest fristes til at sige, at Sibirien for os er lig med verdens ende, et isnende koldt eksil derude hvor kragerne for længst har vendt snuden hjem.

I ’Sibiriens glemte klaverer’ fletter Sophy Roberts Sibiriens historie sammen med sine egne rejseberetninger og sin søgen efter et klaver med historisk tyngde til en mongolsk virtuos. En form for hybrid mellem rejseberetningen og historisk faglitteratur med søgen efter historiske klaverer og russisk musikhistorie som bindeled.

Jeg havde i starten mine tvivl om formatet. Kan man som forfatter spinde så mange løse tråde sammen til en sammenhængende fortælling, uden at tabe både sine læsere og sig selv på gulvet i processen? Min tvivl blev bragt til skamme, og som jeg læste længere ind i bogen, blev jeg mere og mere imponeret over Sophy Roberts’ evne til både at formidle de store historiske tragedier og de enkelte menneskers skæbner i relation til historien og musikken.

En af de største tragedier i Sovjetunionens historie er belejringen af Leningrad under det, russerne kalder “Den Store Fædrelandskrig”. Man kan ikke undgå at blive rørt af fortællingen om Leningrad Radioorkester, der mod alle odds får stablet et amputeret orkester på benene og får livetransmitteret deres opførelse af Sjostakovitjs Leningradsymfoni (Symfoni nr. 7) over hele byen til den sultende og kæmpende befolkning:

“I det aftagende eftermiddagslys den 1942 tav byens sultende befolkning. Det var et af de mest dramatiske øjeblikke i denne uforståelige krig. “Vi var chokerede over antallet af mennesker, at der kunne være så mange, der hungrede efter mad, men samtidig hungrede efter musik” fortalte trombonisten. “Nogle var kommet i jakkesæt, nogle fra fronten. De fleste var tynde og underernærede.” Da det var ovre kunne såvel Leningrads befolkning som de tyske soldater lytte til den 30 minutter lange klapsalve fra et folk bragt i knæ.” 

I en landsby tæt på byen Tomsk møder Roberts klaverlæreren Olga Leonidovna, ejer af et Bechstein-flygel fra 1896. Ifølge Olga havde to kvindelige flygtninge bragt det med sig fra den selvsamme belejring af Leningrad og solgt det til en indfødt for en enkelt sæk kartofler! I 1973 købte 30 naboer sammen klaveret til Olga, så hele landsbyen kunne få glæde af hendes talent. Dette klaver har på den måde både været flygtning i 2. Verdenskrig og har i sin alderdom slået sig ned som samlingspunkt i en lille sibirisk landsby.

I Leningrad som i det hårdføre Sibirien lægger man mærke til, at disse sjældne øjeblikke af umådelig skønhed ofte viser sig, hvor man tænker dem mindst mulige: i en verden fyldt af menneskelig lidelse og tragedie. Det kræver en grundlæggende interesse for enten historie eller klaverer for at få det fulde udbytte af bogen. Sophy Roberts skriver imidlertid om både den russiske historie og klaverer med stor professionalisme. Hun binder klaverernes historie sammen med de nuværende og tidligere ejeres skæbner på en meget smuk måde, så man føler, at det ikke bare er et musikinstrument, hun skriver om, men selve klaverets liv og dets rolle som vidne til Sibiriens storslåede historie.