Kældermennesket

Jaså, Kældermennesket holder aldrig mund. Dostojevskijs roman ‘Kældermennesket’ er et mesterværk, som har sat sine betydningsfulde spor i den moderne, men også senmoderne litteratur og filosofi. 

Forfængelig, grufuld, svær, holdningsrig og ikke mindst menneskelig… Det er nogle af de ord, man kan sætte på det anonyme Kældermenneske. Hans holdninger er faste, men også evigt ændrende; han åbner sig og spytter sit hjerte ud for i næste øjeblik at afsløre, at det, han lige har fortalt, er løgn. 
Så paradoksal og modstridende er Kældermennesket:

”Ikke blot er jeg ondsindet, jeg har ikke engang kunnet få mig selv til at være noget: hverken ond eller god, nederdrægtig eller ærlig, hverken helt eller usselt insekt… ” 

I ‘Kældermennesket’ følger vi Kældermenneskets monolog, som han fortæller, kun er til sig selv og til egen forbedring. Her fortæller han om sine synspunkter på naturvidenskaben og mennesket. Gennem disse overvejelser og holdninger kan vi begynde at forme et billede af Kældermennesket. Det er dog også disse overvejelser, som gør, at ‘Kældermennesket’ er en svær roman, og som gør, at man skal tilgå romanen som et filosofisk værk, der kaster bolden frem og tilbage mellem modstridende emner og viser begge sider af samme mønt. For eksempel har Kældermennesket utallige diskussioner om moral, mens hans egen er i opløsning, som et resultat af hans tankespiral og de skruppelløse udskejelser blandt finfolk og prostituerede, han begiver sig ud på. I sine optegnelser fremlægger han flere forskellige begivenheder, som har det tilfælles, at de alle sammen har formet ham på hver sin måde. Disse begivenheder, eller minder som han kalder dem, har han den seneste tid ikke kunnet få ud af sit hoved. Der er mindet om officeren, som han trodser af ren og skær forfængelighed. Der er mindet om den prostituerede, som han i første omgang vil hjælpe, men som han ender med at skænde og foragte, og der er mindet om afskedsmiddagen, som han inviterer sig selv til og derefter saboterer.

Medynk, beundring, had, foragt, og ikke mindst fortvivlelse… Disse følelser sidder man tilbage med som læser. Medynk for vores grådkvalte ”antihelt”, der er blevet svigtet af hans omverden og ikke kan vurdere, om han mest af alt ser sig som ophøjet, et insekt, eller begge dele. Beundring for hans synspunkter, men også had for de forfærdelige handlinger, som han beretter om i sine optegnelser. Kældermennesket er et tankens menneske: Et menneske, der i sine uendelige indvendinger og bekendelser er havnet i fortvivlelsens spiral bragt i bund af sin samtids uforståelige normer, fattigdom og, måske mest af alt, sig selv.

Selvom ‘Kældermennesket’ er et kompliceret værk, så er det noget helt enestående. Monologen giver os en forståelse for Kældermenneskets tilblivelse og sind, og det er netop det, der gør, at vi kan betragte ham på lige fod og som et gyldigt individ, endskønt hans frastødende, usle og antipatiske ordstrøm. Og til trods for at romanen slutter på side 192, så slutter Kældermennesket imidlertid ikke med sine uendelige indvendinger, og hvem ved, måske er han stadigvæk i gang den dag i dag:

”Forresten slutter denne paradoksmagers »optegnelser« ikke her. Han kunne ikke modstå fristelsen og fortsatte med at skrive. Vi synes imidlertid også det er passende at holde inde her.”