Hjemsøgelser

Vernon Lees noveller er trukket frem i lyset for danske læsere. Forrygende, dirrende fortællinger på grænsen mellem galskab og genialitet.

’Hjemsøgelser’ har været længe undervejs i dansk oversættelse. Novellesamlingen udkom i 1889, og Vernon Lee gik, på trods af et udmærket rygte med sine tanker om kunst og den italienske renæssance, i glemmebogen efter 1. verdenskrig. Vernon Lee, som er et pseudonym for den britiske forfatter Violet Paget (1856-1935), var feminist, queer, pacifist og i mange år henfalden til forhistorien, men nu er hendes mest kendte historier udkommet på dansk.

’Hjemsøgelser’ består af fire gotiske noveller, der pirrer nysgerrigheden, er overfyldte og overvældende, vage, besættende og uhåndgribelige. Samlingens første novelle, ”Amour Dure”, fastsætter samlingens gennemgående tematikker med den polske historiker som hovedperson, der bliver besat af fortidskvinden Medea, som han opdager i undersøgelsen af byens tidlige lokalhistorie. Medea var en kvinde med mange ægtemænd og bejlere, der alle belejligt blev betagede af Medea i en sådan grad, at hendes problemer fordufter med et knivstik fra deres hånd. Den polske historiker bliver mere og mere besat af Medea, og da hun pludselig viser sig for ham i nutiden, må galskaben for alvor have fået fat i ham:

Pedanterne påstår at de døde er døde, at fortiden er fortid. For dem, ja; men hvorfor for mig? – Hvorfor for en mand som elsker, som er optændt af kærligheden til en kvinde? – En kvinde som ganske vist – ja, lad mig afslutte sætningen. Hvorfor skulle der ikke findes spøgelser for dem, som kan se dem? Hvorfor skulle hun ikke vende tilbage til jordelivet, hvis hun ved, at dér findes en mand, som kun tænker på, kun begærer hende?

Også i novellen ”Dionea” ligger en kvinde til grund for mystikkens og uhyggens kommen. Hun bliver som barn skyllet op på land og efterfølgende placeret i et kloster, hvor hun vokser op og bliver ildeset af hele byen for sin skønhed og mystik, der får byboerne, inklusive nonnerne, til at blive begærlige og erotiske væsner – kvinden er på spil igen!

Lees noveller har den begærede kvinde som omdrejningspunkt, der trækker befolkningen ud til randen af galskab med deres skønhed og subtile oprør. De behøver knap at gøre noget, før samfundet omkring dem går i opløsning. Mystikken og uhyggen er i baggrunden og opstår ganske subtilt, hvilket blot gør dem mere dragende. Vernon Lee har skabt den litterære udgave af det enkle men dybt erotiske ved en kvindes læber. Med subtilitet og sparsomhed formår forfatteren at antænde læserens sanser og vække de dybeste lyster, samtidig med at være overspændt, så ordene sitrer på siderne, og besættelsen fastsætter sig i læseren som i Daphne du Mauriers Rebecca.

Også i den længste novelle, ”Oke af Okehurst”, er besættelsen af en fortidskvinde det centrale. Hovedpersonen og fortælleren er hyret til at male et portræt af Mr. Og Mrs. Oke, men han bliver så betaget af Mrs. Oke, at maleriet aldrig tager form. Hun derimod er helt forgabt i en gammel slægtning og kærlighedsaffære:

At ligne Alice Oke fra 1626 var det lune, den mani, eller hvad man vil kalde det, der optog Alice Oke i 1880; [...] Det fuldendte Mrs. Okes mystiske figur, som jeg forestillede mig den – dette bizarre væsen med det gådefulde og usandsynlige raffinement – at hun ikke havde nogen interesse i nutiden, men kun en excentrisk kærlighed til fortiden.

Og jeg er tilbøjelig til at sige det samme om oversættelsen. Caroline Enghoff har lavet et fortræffeligt stykke arbejde med at oversætte Vernon Lee og at hensætte læseren i tid, hvor nutiden bliver ligegyldig, men hvor man vil svælge i fortidens Italien med dens brogede gader og faldefærdige paladser med tjenestepiger i petroleumslampens skær. Ligesom Alice Oke bliver man besat af en tid, der er så fjern fra vores egen, og hvor forløsningen må lure på næste side, eller næste, eller næste igen… Hele novellen bygger op til et klimaks, som man aldrig helt kan greje om kommer.

Novellerne tager form efter fortællernes længsler efter at få fuldbyrdet deres passion og deres kunstværk, men som aldrig lykkes, og som synes at smuldre mellem fingrene på dem, jo tættere de kommer på færdiggørelsen. På samme måde er der i novellerne aldrig en ultimativ afslutning, hvor alting har fundet sin årsagsbegrundelse; novellerne er i deres slutning derimod præget af en vaghed og noget ufuldstændigt, fordi det ikke er vigtigt, om der eksisterer spøgelser eller ej. Det er en optagethed af det ukonkrete og det uudtalte i sindet, og hvad det sanselige vækker i mennesket. Det uhåndgribelige, der hjemsøger os, om man vil.