Rejsende

En rejse ændrer altid et eller andet. Her væves et utal af historier og betragtninger sammen til en storslået mosaik. En bog man ikke lige bliver færdig med.

Der kan siges meget om at rejse. Ifølge H. C. Andersen skulle det være det samme som at leve, og efter at have læst polske Olga Tokarczuks roman ’Rejsende’, ville det undre mig meget, om hun ikke mener det samme. ’Rejsende’, der består af en række kortere eller længere historier og betragtninger, er overordnet set én lang undersøgelse af rejsen som såvel fysisk gerning som mental ditto. Eller sagt med andre ord: Her flytter mennesker sig fra et sted til et andet, og det behøver ikke kun at være på det rent geografiske plan. En rejse ændrer altid et eller andet – det kunne være bogens motto.  

Her er ikke tale om én sammenhængende historie, i hvert fald ikke på det narrative plan. Læseren får fx historien om manden Kunicki, hvis kone og søn pludselig forsvinder på en ferie. Det er en af bogens første fortællinger, og da læseren lidt senere må forlade Kunciki igen, har han endnu ikke fundet de bortkomne trods en ihærdig og storstilet eftersøgning. Men efter at være nået næsten igennem bogen, hvor et utal af historier fra mange tider og steder i verden har underholdt og forundret undervejs, vendes der tilbage til Kunicki og hans historie. Kone og søn viser sig at være dukket op efter et par dage, men det er naturligvis ikke gjort med det. For Kunicki godtager ikke sin kones forklaring på, hvordan og hvorfor hun og sønnen var væk, og dermed bliver denne historie – isoleret set – et for romanen karakteristisk billede på, hvordan en rejse er med at forme den rejsende og bestemme vedkommendes videre færd i livet.

Et tilbagevendende tema i bogen er kroppen, menneskets anatomi. Den hollandske anatom Frederik Ruysch (1638-1731) optræder som sig selv i romanen, hvor han sælger sin omfattende samling af organer og fostre (typisk misdannede) til den russiske zar – til Ruyschs datters store fortrydelse. Hun har hjulpet sin far med at indsamle og etablere samlingen, og nu giver han deres livsværk bort! Løsningen synes at være – ja, naturligvis: En rejse.

’Rejsende’ er ikke en bog, man lige sluger på en eftermiddag, men det er ganske positivt. Jeg havde samme fornemmelse som efter at have læst Tokarczuks forrige roman ’Dagens hus, nattens hus’: At her er meget mere at hente end det, jeg har fået med i første omgang. Sammenhænge, tråde og finesser, som jeg må have overset eller ikke har haft fokus på. Og det er også positivt ment.

De mange anekdoter, betragtninger og tildragelser udgør til sammen en ret storslået mosaik, og min eneste anke til værket er, at det til min litterære smag bliver en smule for løsvævet. Selv om bogen er omfangsrig på flere måder, er der alligevel for lidt kød på knoglerne. Og når jeg lige har fundet et godt ben, bliver det for hurtigt taget fra mig igen.