Bog

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Af (
2015
)

Anmeldelse

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj

En barsk og bevægende kollektivfortælling om kvindelige, sovjetiske soldaters deltagelse i 2. Verdenskrig, som giver et sjældent og mesterligt fortalt indblik i krigens væsen og hverdag.

Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for sine dokumentariske værker om almindelige menneskers erfaringer om krig, mod og lidelse. I værket her har hun interviewet mere end 500 sovjetiske kvinder om deres deltagelse i 2. Verdenskrig, lige fra deres indkaldelse, til deltagelse og hjemkomst. Den stramme komposition, opdelingen i forskellige temaer, de mange vidnesbyrd og samtalerne bliver sammen med hendes egne reportager og dagbogsnotater et sjældent vellykket møde. Det er et fornemt vidnesbyrd om krigen set gennem mennesker og deres følelser. Tættere kan man ikke komme på krigens gru og krigens liv, og det er en uforglemmelig læseoplevelse.

Mere end én million kvinder meldte sig til Den Røde Hær og deltog på lige fod med mændene i krigen mod tyskerne. De deltog i forreste frontlinje som partisaner, soldater, snigskytter og mineryddere. De var i telegraftropperne og som læger og sygeplejersker. Da de kom hjem, mærkede på krop og sjæl, fik de sjældent den anerkendelse, som mændene fik, men blev nærmere mødt med mistillid og foragt. Derfor forblev de tavse, ensomheden voksede, mens krigens og sejrens historie blev fortalt af mændene.

Det er lykkedes forfatteren at komme meget tæt på kvinderne, stille de rigtige spørgsmål for at skabe den helt fundamentale tillid, når de begynder at erindre kulden, mudderet, angsten, døden, blodet, skrigene og de helt ubeskrivelige scener fra slag og lazaretter. Men der er også kvindeliv, venskaber og kærlighed med drømme om fester og sommerkjoler; ”Det var soldaten, der var brug for, men jeg ville også gerne være smuk”. Mange af kvinderne var teenagere, da de blev indkaldt eller meldte sig selv. Som 20-årige var mange allerede gråhårede. De følte, de allerede havde levet to liv, et mandligt og et kvindeligt. Da de kom hjem igen, var flere familiemedlemmer ofte døde i krigen eller af sult og levede i jordhytter. Deres ungdom var slut. De måtte lære et nyt sprog for at blive mennesker igen. Det hjalp at læse digte.

Hele værket er skrevet i et enkelt sprog, der kan minde om de store klassikere som Tolstoj eller Dostojevskij. I forhold til de enkelte temaer er vidnesbyrdene ret korte, hvilket letter læsningen af det næsten ubærlige.  Tøveprikkerne efter mange af sætningerne er brugt kreativt som noget uafsluttet og en sitrende åbenhed. Denne sitren forplanter sig fra fortælleren gennem forfatteren til læseren. Mere end endnu flere ord, forstærker det stemning og følelser.

Forfatteren kalder sig selv for sjælehistoriker og hendes historisk-dokumentariske beretning er en helt enestående indsigt i krigens væsen og krigens hverdag set gennem kvindernes øjne.

Svetlana Aleksijevitj er født i 1948 i Ukraine men voksede op i Hviderusland og er uddannet journalist. ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ udkom på russisk i 1985 og er første del af en cyklus, som hun kalder ’Utopiens stemmer’ eller ’Historien om det røde menneske’. 

Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Palomar
Oversætter
Tine Roesen
Faustnummer
52031745
ISBN
9788799730414
Antal sider
371

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer