Et hus til mr. Biswas

Menigmands kamp for anerkendelse og selvstændighed i tragikomisk samfundssatire over postkolonialismens Trinidad.

I kolonialismens skygge fødes Mohun Biswas, et jævnt menneske fra Trinidad. Allerede fra fødslen er han dømt til uheld og nederlag: han kommer til verden med benene først og fødes med seks fingre – tilmed ved midnatstid. Det kan umuligt gå godt, og det gør det da heller ikke.

Altid er svigerfamilien og hustruen på nakken af ham, og konstant må han kæmpe for at forsørge den krævende familie, hvilket ikke er let, når det er svært at finde arbejde og især ét, der forener hans interesser, evner og ønsket om ordentlig betaling. Lettere bliver det heller ikke af, at også samfundet synes at have opgivet ham og stiller store krav til den stakkels mand, en ganske jævn, middelmådig mand fra Trinidad.

Og det eneste, han ønsker sig, er at få sit eget hus, hvor han selv kan bestemme og gøre, som det passer ham.

Jeg har sjældent læst en varmere og lunere bog end denne tragikomiske roman, der fortæller historien om Trinidad og dens udvikling set med mr. Biswas øjne. Vi følger ham fra barns ben og lige til hans død, i hans evindelige kamp for selvstændighed og anerkendelse.

Trods romanens tragiske hovedperson og hans ørkesløse, nærmest Job-agtige skæbne samt den bitre kritik af postkolonialismens Trinidad, sad jeg meget af tiden med et stort smil på læberne. Selvom man burde græde sig igennem hele fortællingen, gør man ofte det stik modsatte, og man er i det hele taget i forrygende godt selskab med denne tragikomiske bog af én af de største nulevende forfattere, jeg har læst.

Naipaul behandler politiske emner som kolonialisme, undertrykkelse og den lille mands kamp for at overleve i den tredje verden i et flydende dikkedarløst sprog, der med præcision, humor og vid spidder det eksisterende samfund.

Nobelprisen til den engelske eksilforfatter i 2001 var aldeles berettiget, og ’Et hus til mr. Biswas’ er blandt hans største og kendteste værker.

Så er du træt af smid-væk-litteratur, er her en dør ind til et hus, der måske ikke altid er varmt og venligt, men hvor du alligevel bliver rørt og bevæget og får lyst til at vende tilbage igen og igen.