Anmeldelse
Morbius
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er ikke kun stor kunst, det er også en fantastisk spændende og skræmmende historie, der udruller sig på den ubarmhjertige planet ’Siberia 56’.
Vi tager endnu engang til ’Sibiria 56’, en planet der befinder sig 80 mio. lysår fra Jorden, og som er i færd med at blive koloniseret. I seriens første bind oplevede vi, hvordan kolonisternes fartøj styrtede ned, og kun en mand overlevede.
Bind 2. begynder med Ned, som er den overlevende fra ’Den 13. mission’, der dækkede over den 13. rekognosceringsmission på planeten ’Siberia 56’. Han har kæmpet sig vej til det eneste sted, hvor der lever kolonister i det uvejsomme terræn med temperaturer på -200, og vinde der vælter alt omkuld med 300 km/t. De opdager snart at de enorme blodtørstige isorme, der skyder sig frem under isen, ikke kun er på jagt efter dem, men at de mest af alt flygter fra noget, som er endnu større..
Historien er bygget op af Neds fortælling med flashbacks, der bla. fortæller en historie 88 år tidligere under anden prækoloniseringsmission, 96 år før under ’Den store Astronoos Stjernetåge’ mv., hvilket sætter rammerne og skaber en forståelse for den samlede fortælling. Forfatteren sparer ikke på dødsfald eller måder at blive dræbt på, og stemningen understøttes af de mørke og ildevarslende farver, som går igen gennem hele fortællingen. ’Morbius’ er en velfortalt og særdeles spændende historie, hvor de grafiske præsentationer er virkelig flotte.
Jeg føler mig mere og mere hjemme i det ugæstfri miljø. Læsningen gav mig lidt samme fornemmelser, som da jeg læste ’Prometheus’, som dog foregår her på jorden. Jeg får desuden associationer til filmen ’The Thing’, hvor en gruppe forskere befinder sig på en fjerntliggende polarstation, og opdager et overjordisk væsen, der kan imitere andre livsformer, eller ’Ormen’ med Kevin Bacon, som dog også har en humoristisk tone. Sådan en er der ikke i ’Morbius’. Her er det alvor!
Serien appellerer både til sci-fi fans samt fans af spænding og eventyr.
Brugernes anmeldelser