De skæbneløse

Det siger sig selv, at beretninger fra koncentrationslejre er både grusomme og gribende; men at denne her også er grotesk og indimellem komisk skyldes forfatterens stil og indfaldsvinkel.

Vi er i Ungarn i 1944. En 15-årig gymnasiast, lidt gammelklog, er bogens fortæller. Gyurka er ikke opvokset traditionelt jødisk, men han skal som alle jøder altid bære den gule stjerne synligt. Han bor hos sin far og dennes nye kone, da faderen bliver indkaldt til tvangsarbejdstjeneste, og kort efter beordres også drengene på hjælpearbejde hver dag nær Budapest. Pludselig en sommerdag uden nogen forklaring bliver alle de jødiske drenge og mænd beordret ud og samles i et hus ved landevejen.

Herfra starter det forløb, som fører Gyurka og mange andre med tog til lejrene. For drengens vedkommende via Auschwitz over Buchenwald, til det han omtaler som "en lille, lurvet, afsidesliggende, man kunne sige provinsiel koncentrationslejr", Zeitz.

Med et ungt menneskes store åbenhed og tillid registrerer han mennesker, ting og tilstande omkring sig, og på den måde bliver vi vidne til den barske og trivielle dagligdag i lejren. Vi kan måske endda gennem hans fortælling forstå, hvordan det kan lade sig gøre at få tusinder af mennesker til at stige op i "toget" mod tilintetgørelse eller umenneskeligt slid under de mest usle forhold.

Men drengen selv bruger ingen store eller voldsomme ord. Tingene sker, og tiden går. Det kan ligesom ikke være anderledes. Det er skæbneløshed, for fangernes skæbne er jo helt uden for deres egen rækkevidde. " Man gør det, man skal, handler, bevæger sig, opfylder hvert enkelt trins helt specielle krav". Sult, udmattelse, snavs, sår, utøj, prygl og andre afstraffelser, ansigternes og kroppenes forvandling følger med.

I krigens sidste vinter er drengen så heldig at få så alvorlige bylder, at han må på infirmeri i Buchenwald. Han er nær ved at dø under den elendige pleje, men som ved et under udpeges han til forflytning til en anden plejeblok, hvor der er mad og rene senge - og en venlig plejer. Her oplever han krigens ophør og befrielsen.

Hjemme i Budapest opfordrer alle ham til at glemme hurtigst muligt – at begynde et nyt liv. Men han forstår, at han netop ikke kan begynde et nyt liv, kun fortsætte det gamle. Og han, som ikke har nævnt ordet hjemvé i fangetiden, bliver nu mindet om det hæslige opholdssted af en sen eftermiddagstimes lys: ".. min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemvé ".

Kertész har som forfatter det format, som gør, at læseren kan "forstå" ham, og han modtog i 2002 Nobelprisen for "De skæbneløse".