Bog

Brokeback Mountain

Af (
2011
)

Anmeldelse

Brokeback Mountain af Annie Proulx

27 jun.11

Fornem amerikansk novellekunst langt fra Manhattan.

Den prisbelønnede amerikanske forfatter Annie Proulx præsenterer autentiske, rørende og barske fortællinger fra et øde stykke af USA. ’Brokeback Mountain’ består af 11 historier – alle med baggrund i staten Wyomings imponerende landskab og det traditionelle cowboy-erhverv.

Annie Proulx er i Danmark mest kendt som forfatter til ’Sidste nyt fra havnen’ og til novellen ’Brokeback Mountain’ – begge filmatiseret med ros og priser til følge. Sidstnævnte novelle vakte en del opmærksomhed på grund af beskrivelsen af det homoseksuelle forhold mellem de to cowboys, Ennis Del Mar og Jack Twist. Selv om man har set filmen, er novellen en udsøgt fornøjelse at læse.

Det er dog ikke kun titelnovellen der fortjener opmærksomhed i denne novellesamling. Alle 11 historier udgør hver for sig og ikke mindst tilsammen fine portrætter og beskrivelser af en kultur og en tidslomme i amerikansk historie, der langsomt forsvinder. Det moderne samfund presser på med teknologi og en servicekultur, der efterlader cowboykulturen uden reelle modtræk.

Proulx beskriver kompromisløst og usentimentalt vilkårene for den lille mand i den barske natur. Det fortælles på fornemste vis i novellen 'I sølet', hvor rodeorytteren Diamond Felts forsøger at vinde penge og anerkendelse i manegen – ikke uden skrammer skal det siges. Personerne i novellerne kryber ind under huden under læsningen, og en fornemmelse af at ikke et ord er overflødigt eller tilfældigt, er til stede hele tiden.

’Brokeback Mountain’ er novellekunst på højt niveau. Annie Proulx tilfører sine noveller strejf af minimalisme, hvilket fik mig til at tænke på Raymond Carver og Richard Ford under læsningen.

Ungeanmeldelse

Brokeback Mountain: Historier fra Wyoming

Wyomings prærie er et barskt sted, men mellem alt det grove og brutale skriver Proulx om liv og historier, der er værd at læse. 

Annie Proulx skriver i sin bog ’Brokeback Mountain: Historier fra Wyoming’ om det svimlede hårde liv på Wyomings prærie. Samlingen af noveller foregår i hjemstavnen for cowboys og tyreridning og handler om livet på prærien. Ranchere, cowboys og tyreridere, der prøver at overleve i en verden, der er imod dem, hvad enten det er på den økonomiske front eller relationsmæssigt.

I dette klima bider vinteren lige så hårdt, som sommeren svider. Døden spiller en hovedrolle, fordi man som rancher må sætte livet på spil for at fikse sine pigtrådshegn eller redde sine dyr fra stormene, der raser gennem det tørre landskab, og som tyrerider undgå at trampes ihjel af tyrene, der smider dig af deres rygge. Ofte er novellernes hovedpersoner umoralske og uetiske, og man hepper ikke på dem, selvom man til en vis grad har ondt af dem. Historierne er barske, og de er ikke for de sarte, men mellem alt det barske findes en interessant drivkraft. Personerne er drevet af noget, de ikke selv forstår, og det kan både være smukt og destruktivt. De mister aldrig deres håb, selvom alt virker umuligt og fortabt. Dette er ikke kun historier om det vilde vesten, men om tab, kærlighed og marginalisering.

Novellerne griber én, og man føres ind i deres univers. Jeg blev både forarget og rørt. Efterfølgende føltes det som om, at jeg havde været en flue på væggen i hovedpersonernes liv. Jeg fulgte dem gennem Proulx’ smukke og levende sprog, som aldrig lagde for lidt vægt på beskrivelserne. Mine favoritter var ”I sølet”, der handler om tyreridning og dets konsekvenser for hovedpersonen Diamond, og ’Brokeback Mountain’, der handler om to mænd, der indleder en affære en sommer. Affæren følger dem gennem hele livet, men hovedpersonen Ennis vil ikke anerkende dybden af denne relation. Denne novelle er også blevet lavet til en film af samme navn og var grundlaget for min interesse for bogen. Bogen og filmen er næsten helt ens, men det var utrolig smukt at se Annies ord blive til film, og jeg må indrømme, at jeg blev meget rørt af filmen. Måske blev jeg endda mere rørt, fordi jeg vidste, hvordan det ville ende.

Bogen har et miljø, jeg har aldrig læst eller hørt meget om, men efterfølgende vil bogen stå meget klar i min erindring som værende en enestående oplevelse. Hvis man har lidt interesse for at se på livet gennem øjnene på en cowboy fra det vilde vesten, og hvis man er klar på en rå og medrivende handling, så skal man tage fat i ’Brokeback Mountain: Historier fra Wyoming’ nu.

02 apr.24

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Ninna Brenøe
Faustnummer
28785305
Graphic
Christian Hvid
ISBN
9788779558083
Antal sider
335

Tema

Tema

Mangfoldighed

Litteraturen har altid været med til at skubbe grænser, når det gælder identitet og mangfoldighed.
Læs mere

Tema

Tema

Bogen bag filmen

En god filmatisering kan bringe vores litterære helte og skurke til live på det store lærred, og når det lykkes introduceres en ny skare af læsere.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer