Beethoven var en sekstendedel sort og andre fortællinger

En af litteraturens grand old ladies har skrevet en ny sublim novellesamling.

Nadine Gordimer, den sydafrikanske nobelpristager i litteratur fra 1991, skriver godt, fantastisk godt, og hun mestrer novellegenren til fuldkommenhed.

I novellerne er der hilsner til afdøde forfatterkollegaer og interessante betragtninger om både at skrive og læse skønlitteratur. F.eks. skriver jeg-fortælleren i novellen Gregor: ”Hvert år genlæser jeg nogle af de bøger, jeg ikke vil dø uden at have læst igen.” En tankevækkende lille sætning, synes jeg.

I det hele taget kan man som læser godt fornemme, at her er en forfatter, der ikke er helt ung længere. Ikke forstået på den måde at Nadine Gordimer lyder træt af livet og har mistet grebet om at skrive. Slet ikke!! Forfatterens pen er skarp, og alderen anes snarere som en indsigtsfuld og måske lidt overbærende menneskeklogskab.

I det hele taget er det nok hovedemnet for denne samling af fortællinger: Mennesker og relationerne dem imellem. De store følelser og især kærligheden, men også alle de hemmeligheder, vi har for hinanden. Hemmeligheder imellem mand og kone, imellem far og datter, mor og søn. De følelser og tanker, Nadine Gordimer skriver om, er alment menneskelige, lige meget om man bor i Sydafrika eller i Danmark.

Hvis man tænker på, hvad forfatteren tidligere har skrevet af bøger om Sydafrika både under og efter apartheid, er der faktisk ikke mange af novellerne i ’Beethoven var en sekstendedel sort’, der handler om nutidens Sydafrika. Landet ligger som en kulisse, en baggrund for mange af novellerne, men egentlig er det kun titelnovellen, der handler om livet i Sydafrika i dag.

Titelnovellen indledes med en radiovært på et klassisk musikprogram, der, idet han præsenterer et musikstykke af Beethoven, fortæller, at Beethoven for øvrigt var en sekstendedel sort. Også hovedpersonen i novellen, en hvid universitetslærer i biologi, der var aktiv modstander af apartheid, begynder at undersøge sine forfædres eventuelle omgang med sorte kvinder. ” Engang var der sorte, der gerne ville være hvide. Nu er der hvide, der gerne vil være sorte. Det er den samme hemmelighed.”, konkluderer forfatteren.

Tankevækkende som mange andre af de små vise konklusioner, der er i denne fine novellesamling.