Dødens signatur : karnevalsmordet

Velfortalt true crime tager læseren med tilbage til en af de mest omtalte forbrydelser i dansk historie. 

Troels Rasmussen og Craig Frank har skabt en troværdig fiktiv nutidig ramme for fortællingen om mordet på en 18-årig gymnasieelev i 1990, og de formår at give læseren den spænding, man forventer af true crime genren, uden at gå på kompromis med respekten for de virkelige mennesker, historien handler om.

'Dødens signatur' handler om drabet på Anne Stine Geisler i sommeren 1990 i Teglgårdstræde i København, et chokerende grufuldt drab, der den dag i dag stadig ikke er opklaret. Graphic novel-formatet viser sig her at egne sig fantastisk godt til true crime genren. Måske er det, fordi tegningerne skaber en betryggende distance til virkeligheden? 

Trods denne distance er det min klare oplevelse, at gymnasiepigen Stine bliver portrætteret som et helt menneske. At der er rakt ud på tværs af alle de år, der er gået, med respekt for og med hensyntagen til de efterladte og til Anne Stine Geislers eftermæle. Hun er bestemt ikke et ansigtsløst offer, heller ikke selvom det kun er hendes liv i tiden op til mordet, der bliver beskrevet i bogen, og det er netop derfor, at denne historie om hendes mord rammer læseren følelsesmæssigt.

Craig Frank har sin egen tegnestil og holder sig som regel til en meget begrænset farvepalette. I denne bog er valget faldet på gråblå og nuancer heraf, og det klæder historien godt. Det dystre farvevalg giver en stærk følelse af melankoli og en fornemmelse af storbyens ansigtløshed; en anonymitet, der viser sig at være uhyggelig let at forsvinde i. Tempoet er ikke hurtigt, med skift mellem den nutidige rammefortælling om en tegner og en historiker på tur gennem København og den virkelige historie om mordet, men det betyder, at der er god plads til fordybelse i fortidens detaljer og ikke mindst til læserens spekulationer.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til true crime, da jeg har det svært med, at et menneskes ulykkelige skæbne skal blive til underholdning. Men genrens popularitet taler for sig selv, og ligesom så mange andre bliver jeg grebet og kan ikke kigge væk. Jeg var i tidsnød og læste derfor ikke denne bog i et hug, og i de par dage, der gik imellem læsningen, rumsterede historien og billederne rundt i mig og ville ikke give mig ro. Jeg glædede mig til at samle bogen op igen, og jeg kunne også sagtens finde på at genlæse den, fordi det føles, som om svaret på mordgåden er snublende tæt på og måske kan findes på bogens sider. En meget spændende og anbefalelsesværdig graphic novel.