Anmeldelse
Latter i mørket (Ved Niels Lyngsø) af Vladimir Nabokov
- Log ind for at skrive kommentarer
Nådesløse Nabokov skriver romantisk tragikomik og forfaldshistorie, der vil få dig til at klukle, gyse og trippe forsigtigt ind for at stryge dit sovende barn over håret.
Ved første øjekast vil Vladimir Nabokovs roman 'Latter i mørket' ikke stort mere en film-imiterende lommeroman af den type, man finder i en lille kasse på et hostel i sydeuropa. Den er skrevet i en sardonisk tone og i samme høje tempo som en af de film, den beskriver. Selv om den foregår i 1930'ernes Berlin, er der en stærk bismag af 1960'ernes sepiatonede biograflærred, hvor hurtige kærlighedsfortællinger blev afviklet af brillantinehårede førsteelskere og kvinder med lange øjenvipper, kan historien nemt forekomme banal og ligetil. Hvad den på sin vis også er.
Men den er også noget andet og mere end det, for midt i denne hurtigtlydende fortællling om en enfoldig intellektuel snob, der vrager sit gode liv i lystens navn, og som ender i et tragisk trekantsdrama med to charlataner, der langsomt lænser hans konto, findes der en dyb og inderlig indsigt i den menneskelige svaghed. Det er dér Nabokov sætter sin skalpelskarpe pen ind og drysser sin prosa som salt i såret, og det er dér, det bliver en bog, der virkelig kan mærkes.
Albinus er historiens hule hovedfigur, han en kunstskribent og filmskaber uden åndsevner, men med en hengiven kone og en dejlig datter. Han falder for den unge opportunist Margot, der giver ham god sex og har dollartegn i øjene, da hun finder ud af, hvem han er. Albinus' ægteskab falder fra hinanden, Margot flytter ind, og det hele går langsomt mod undergrunden. Albinus er blindt forelsket, hans oprindelige familie lider, og Margot går i ledtog med en gammel elsker.
Det hele er med andre ord så usympatisk, som det kan være, og det hele går så galt, som det kan gå. Alligevel er der en lille tråd af sentimentalitet i fortællingen. Det var den, der fik mig til at se op med kærlige øjne på min egen familie, hver gang jeg havde læst et stykke i bogen.
Nabokov skriver sadistisk godt, og Niels Lyngsø klæder romanens sardoniske tone i en flot dansk sprogdragt, som er helt sømløs, når man læser denne tragikomiske beretning om en dåres forfald. Det er grusomt, men det er også godt, og det kan give anledning til mange gode samtaler med eventuelle bedre halvdele eller venner i en læsekreds.
Jeg vil opfordre læseren af denne anmeldelse til at falde ned i teksten, få sig en letlæst litterær oplevelse og komme ud igen med kærligheden i behold. Måske endda forstørret.
Ungeanmeldelse
Latter i mørket
- Log ind for at skrive kommentarer
Man nemt kan sidde tilbage med en dårlig smag i munden efter at have læst ’Latter i mørket’. Det løber én koldt ned ad ryggen, og man må udbryde: ”Hvordan kunne det gå så vidt!”
Man kan vist med overordentlig sikkerhed kalde ’Latter i mørket’ for noget af en tragedie. Det er en fortælling, der tager sit afsæt på toppen af velværets bakke og fra den bakketop går det kun knivskarpt og lineært nedad. Vi følger den midaldrende og småborgerlige kunstkritiker og filmskaber Albert Albinus, der bliver grebet af en forbudt forelskelse i den unge berlinerpige Margot. For ham er hun det allerskønneste af alle kunstværker, og af den grund smider han alt, hvad han har overbords for hendes skyld: kone, barn og en god karriere, sit liv og sin status. Der er dog ingen affektive følelser i det for Margot, og midt i hendes forhold med Albinus indleder hun en hemmelig affære med én af Albinus’ gode venner, Rex. Rex følger parret, hvor end de går indtil dagen, hvor Albinus mister sit syn. Margot fortæller herefter Albinus, at Rex er taget tilbage til sit arbejde i USA, men det er intet nær sandheden. I den blinde mands mørke håner Rex Albinus og driver ham ind i dyb fortvivlelse, indtil deres ulykkelige trekant må lide sin tragiske ende.
Det kan være svært at bedømme, hvad moralen i ’Latter i mørket’ er. Gennem romanen belærer vores ironiske og alvidende fortæller nemlig hverken sine karakterer eller sin læser. Der er ingen fordømmelse, moralsk udpegelse eller kloge ord. Nej, den lader dem tværtimod udfolde sig uden indgriben, og overlader dem på sin vis til sig selv og hinanden. Han lader den ironiske Rex, terrorisere og håne den blinde Albinus:
”Margot beskrev alle farverne for ham - det blå tapet, de gule rullegardiner - men tilskyndet af Rex lavede hun om på alle farverne. Det at den blinde mand var tvunget til at forestille sig sin lille verden i de kulører Rex havde foreskrevet, var for sidstnævnte en udsøgte fornøjelse.”
Og han lader den aspirerende skuespillerinde, Margot, blive hånt af et helt publikum:
”Dette var Margots bedste scene. Men da det lille barn puttede sig ind til hende, strøg hun pludselig ned ad sin kjole med bagsiden af hånden (helt ubevidst), som om hun ville tørre hånden af - og det lille barn så mistænksomt på hende. En latter bølgede gennem salen. Margot kunne ikke holde det ud længere og begyndte at græde sagte.”
Denne hån og denne mangel på fordømmelse og belæring er det væsentlige i ’Latter i mørket’. At den, der må stå til ansvar for vores handlinger, er ingen andre end os selv, og at vores moral (eller ikkeeksisterende moral) er noget, vi bøjer og strækker for vores egen samvittigheds skyld.
’Latter i mørket’ er en juvel i Vladimir Nabokovs forfatterskab og en bog, hvis allerstørste styrke ligger i Nabokovs evne til at kreere handlinger og karakterer. En super spændende roman! Der var ikke et minut, hvor jeg kedede mig.
Brugernes anmeldelser