I morgen og i morgen og i morgen

I morgen og i morgen og i morgen vil jeg stadig tænke på denne helt igennem geniale bog. 

Med en eminent og smuk skrivestil, der kan sammenlignes med storslåede forfattere som Donna Tartt og Sally Rooney, skildrer Zevin på en nytænkende og kreativ måde den til tider vanskelige tilværelse, vi alle må tumle os igennem.

I året 1987 midt i Californiens tørre ugunstige landskab på et børnehospital i L.A møder Sam og Sadie hinanden for første gang. De forenes i deres fælles passion for videospil og i deres drømme om storhed. Drømme, der senere opfyldes, da de i deres collegeår i 90’erne udvikler spillet "Ichigo". Det bliver starten på den verdenskendte spilvirksomhed Unfair games. Over natten er verden blevet deres. De er end ikke fyldt 25 år, men Sam og Sadie er allerede succesfulde og rige. Men succesen driver dem ikke kun til utænkelige højder, den kaster dem også i altopslugende dybder og mod grufulde tragedier.

Hverken for Sam eller Sadie er livet en dans på roser. Som barn er Sam med i en bilulykke, hvor han mister sin mor og selv bliver livsvarigt skadet. Sadie kæmper sig utallige gange gennem depression og må samtidig håndtere konsekvenserne af at være en kvinde i den til tider sexistiske og mandsdominerede spilbranche.

Men begges problemer glemmes i videospillenes fantasifulde verdener. Her skabes der et pusterum fra den hårde og ubarmhjertige verden, de selv lever i. For dem er videospil muligheden for uendelig genfødsel og uendelig forløsning. Her kan man i sidste ende vinde, hvis man bliver ved med at spille. Her kan man altid trykke reset og starte forfra, hvis man fejler.

Selvom det ikke er nogen nem opgave, formår Zevin at gøre et så nichepræget emne som videospil spændende og nærmest smukt for enhver læser; gamer eller ej.

’I morgen og i morgen og i morgen’ er dog ikke kun en fortælling om videospil. Det er en fortælling om livets uforudsigelighed og om relationers foranderlighed. Det er en fortælling om verdner, der skabes og krakelerer, om drømme der tændes og slukkes, om veje der krydses og skilles. Og om ubeskrivelig kærlighed der altid forbliver.

Fra første linje var jeg grebet, og fortællingen ’I morgen og i morgen og i morgen’ slap ikke sit tag i mig, før den sidste linje var læst.