Undrestrøm

Visuel kunst i højeste potens til både børn og voksne lægger op til fordybelse og fortolkning.

Et stykke hvidt papir foldes og bliver til noget andet og mere - et fnuglet og dog modstandsdygtigt fartøj, hvis rejse over verdens mangfoldige oceaner bringer det i kontakt med en sand overflod af fantasifulde væsner. 

Peter Van den Ende har skabt et unikt, overdådigt og ordløst grafisk værk, som man ikke har lyst til at lægge fra sig igen. Historien, hvis man kan kalde den det, handler om en skrøbelig papirbåd, der bliver sendt ud på en rejse på kryds og tværs af klodens oceaner. Undervejs støder det lille skib på mange forskellige skabninger, men også på farefulde natur- og menneskeskabte forhindringer. Ligesom et menneske kan det sarte fartøj heldigvis holde til meget mere, end man umiddelbart skulle tro, uden at gå under.

Menneskets indtrængen og udnyttelse af naturens ressourcer er et tydeligt tema i denne bog. Det menneskeskabte landskab synes blodfattigt og snyltende at imitere den undersøiske verden, hvor væsner af enhver tænkelig og utænkelig slags boltrer sig mellem hinanden i det frodige hav. Dystre sider, hvor den mørke dunst fra en stor boreplatform får de smukke hvide måger til at styrte i havet som lysende meteorer, mens fiskene ligger og gisper håbløst vandoverfladen, får læseren til at stoppe op. Håbet synes fjernt. Men bogen byder heldigvis også på lette øjeblikke, hvor papirbåden møder legesyge sæler eller bliver hvirvlet rundt blandt smukke gopler. Hvad meningen med alt dette er, må man selv tænke sig til.

Denne smukke sort/hvide bog er en graphic novel af den forunderligste slags. Streger, mønstre, bløde kurver, skarpe kanter, og lys og mørke skaber en myriade af forskellige udtryk og nuancer. Som en symfoni med strygere og blæsere tager billederne øjnene med på en dramatisk rejse med bakker og dale, gennem stormvejr og havblik til verdens ende, eller i hvert fald til papirbådens rejses ende. De mange fine detaljer minder mig om den mangamesteren Jiro Taniguchi, der fx i Manden der går tur har samme evne til at få en til at fortabe sig fuldstændigt i et billede. En sammenligning med den fantasifulde Shaun Tan er også på sin plads.

På trods af at der ingen tekst er, er det ikke en bog man løber hurtigt igennem. Det er den simpelthen for mættende til. Men at genoptage læsningen er som at vende tilbage til en spændende drøm den efterfølgende nat. Billederne fortæller historien på deres egne præmisser og kræver og fortjener læserens fulde opmærksomhed. Man kan ikke undgå at blive nysgerrig efter at vide, hvad papirbåden møder på næste side, og hvor dens rejse ultimativt ender. Måske er Van den Endes budskab ”bare”, at verdenen under vand med dens blanding af velkendte og totalt mærkelige væsener fortjener vores opmærksomhed og kærlighed?