I går

’I går’ er et tragisk og hjerteskærende billede af flygtningens liv - lad os i det mindste gøre dem den tjeneste at betragte det. 

Stramt og enkelt. To ord der indkapsler Agota Kristofs sprog. Et resultat af at skrive på et fremmedsprog, men også en gennemgående stil i alle den ungarske forfatters værker. Det er svært ikke at tale om sprog og stil, når man taler om Agota Kristof. Det står lynende klart, lige så snart man har læst de første linjer, at her er der noget, som er anderledes. Og Agota Kristof er så sandelig anderledes. 

I ’I går’ følger vi ”tævesønnen”, Tobias Horvath, der i et årti har levet som Sandor Lester. Han er født af en prostitueret i en lille ungarsk landsby, hvor han hver dag måtte høre på sin mor udføre sit mindre fornøjelige arbejde med byens bønder og fattigfolk. Vi følger herefter hans flugt fra landsbyen, der grunder i et mordforsøg og en udefinerbar krig. Som voksen lever Tobias et slidsomt liv på en urfabrik, i en snavset lejlighed, med et kærlighedsløst forhold til Yolande, mens han drømmer om Line: En illusion og en idealiseret version af en skolekammerat, han kendte som barn. Han lever dette liv som flygtning på flugt fra sin barndom og som ”hjemløs” i et fremmed land. Det er dog, indtil han møder Line. Den samme Line fra landsbyen, men denne gang med mand og barn og som en fremmed i et fremmed land. 

Kristof skriver med en gennemgående følelse af hjemløshed. Det er, som om hendes sætninger er blevet afklædt for overflødige indtryk, vendinger og sætninger, så man kun står tilbage med det væsentlige, det centrale. Det er denne minimalistiske og rå stil, der gennemsyrer hele Kristofs forfatterskab: ”Vinden fejede hen ad gaderne. Disse tomme gader forekom mig fremmede. Jeg havde endnu aldrig set dem på en hverdagsmorgen.” 

Denne rå og minimalistiske stil er dog ikke udelukkende et sprogligt kneb fra Kristofs side. Hun er nemlig, som hun selv forklarer i sin selvbiografi, Analfabeten, en flygtning, en udlænding. Under Den ungarske opstand flygtede Kristof fra Ungarn og bosatte sig herefter i den fransktalende by Neuchâtel i Schweiz. Det var efter nogen tid, hun besluttede sig for at lære det franske sprog og efterhånden at skrive på det. Dog var det ikke så ligefremt for Kristof. Denne ny-tilegnede evne kom med en pris. Hun skriver i 'Analfabeten’, at dette ”fjendesprog”, fransk, begyndte at udrydde hendes eget sprog, hendes modersprog, ungarsk. Det er alle disse tab, denne hjemløshed og disse flygtningens vilkår, der er det helt centrale i ’I går’. 

At læse ’I går’ er en meget speciel oplevelse. Romanens tone er kold og kontant, og Agota Kristofs stil er aldeles særpræget - det betyder dog ikke, at det er nogen dårlig oplevelse. Når jeg læser Kristofs bøger, hører jeg en stemme lede mig ind i et univers. Det er et univers, der ligner mit eget, men det er alligevel så fremmed for mig; et så ekstremt vigtigt univers, der i en tid med krige og udvandring er særdeles aktuel. Dette univers er flygtningens univers, og Kristof hjælper mig med at få en, hvis ikke stor så bare lille, forståelse for disse mennesker, der må forlade livet og hjemegnen pga. krig, fattigdom eller noget helt tredje.