Dramaholdet

Dramaholdet er en stærk, ny klassiker indenfor graphic novel-genren, som vi vil huske og tale om længe.

Historien om de forskellige deltagere på et dramahold og deres gådefulde lærer kryber umærkeligt ind under huden, mens man begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvor skuespillet begynder og ender.

En blandet skare af personer mødes for første gang på et nyt dramahold, alle med deres egne problemer og vidt forskellige grunde til at være mødt op. Allerede fra start påvirkes man af Drnasos helt specielle måde at tegne mennesker på; både ansigter og kroppe er relativt anonyme og androgyne af udseende, og det skaber forvirring og desorientering. Det er svært at skelne flere af karaktererne fra hinanden, og jeg prøver desperat at holde styr på de forskellige frisurer, så jeg ved, hvem der siger hvad, og således kan holde nogenlunde fast i historiens tråd.

Den karismatiske lærer på holdet sætter lynhurtigt gang i kurset, der hovedsageligt består i improvisation ud fra de linjer, han udstikker. Flere af holdets deltagere er i starten usikre eller føler modvilje, men læreren opmuntrer dem og afvæbner dem med sin ydmyghed. Hans evne til at spotte, hvad hver enkelt i gruppen har brug for, gør, at de alle snart er i hans hule hånd. De improvisationsøvelser, læreren bruger til at udfordre sit hold med, tvinger deltagerne til at lukke op for skyggesider af sig selv, og det bliver gradvist sværere for både dem og læseren at se, hvor grænsen mellem skuespil og virkelighed går. Noget må ske, men hvad?

Denne graphic novel starter uskyldigt ligesom dramaholdet, den handler om. Men det varer ikke ved, for hver og en af kursets deltagere er søgende efter mening eller bekræftelse af en slags i en sådan grad, at de er meget modtagelige overfor påvirkninger fra en mand som ham, der bliver deres lærer. Det er uhyggeligt at se, hvor umærkeligt grænser kan overskrides og udviskes, og hvor let det er at komme i tvivl om, hvad der er maske, og hvad der er indenunder. Måske er det blot endnu en maske og endnu en?

Drnasos tegninger passer perfekt til lige netop denne historie - umiddelbart ser det hele lidt kedeligt ud på overfladen, men skinnet bedrager, for det psykologiske drama er ekstremt nervepirrende. Lærere og forfattere indgyder almindeligvis tillid og har en vis autoritet baseret på deres rolle. Man kan som regel stole på, at de spiller efter nogle bestemte regler – men altså ikke her.