Anmeldelse
Eventyrhuset
- Log ind for at skrive kommentarer
En eventyrlig og fin fantasyroman, der udover at underholde og betage får sin læser til at stoppe op og tænke.
Det her er simpelthen noget af det mest betagende og hjertegribende, jeg længe har læst. 'Eventurhuset' er en charmerende og underfundig fortælling om (u)retfærdighed og sammenhold, om at finde den rette hylde og om at acceptere det anderledes.
I spidsen af romanens persongalleri har vi Linus Baker, der er sagsbehandler for Direktoratet for Kontrol med Magiske Yngre (DIKOMY), hvor hans primære opgave er at inspicere børnehjem for børn med magiske evner. Ud fra et udvalg af DIKOMYs slogans, kan man få en fornemmelse af deres generelle holdning til børn - og magiske børn i særdeleshed: ”Ser du noget? Så sig noget! Registrering hjælper alle”, ”Vi er lykkeligst, når vi lytter til dem, der bestemmer”, ”Et stille barn er et sundt barn”, ”Hvem har brug for magi, når man har sin egen fantasi”.
Linus er en lettere overvægtig og beige-grå mand i 40’erne, der går meget samvittighedsfuldt op i sit arbejde og bor sammen med sin kat. Hans dage er gudsjammerligt ens Hans livs vej synes allerede udstukket, lige indtil han bliver sendt til øen Marsyas, hvor der befinder sig en gruppe af særligt farlige børn. Fra det øjeblik, han sætter sin fod på øens grund, er hans liv forandret for evigt.
Når man kommer i gang med bogen, kan man nærmest ikke undgå at bemærke, at historien er en klokkeklar allegori over nutidens samfund, hvor visse folkeslag har svært ved at acceptere hinanden og mest fokuserer på uligheder i stedet for på ligheder og det vigtigste af alt; at vi alle er levende væsener, der udspringer af det samme.
Det er dog også blot en eventyrlig og virkelig fin fantasyroman, der udover at underholde og betage får sin læser til at stoppe op og tænke en tanke eller to. Persongalleriet er enestående og så godt sammensat og beskrevet, at man kommer til at leve sig ind midt i flokken af børn med uomtvistelige evner til at gøre ondt - men som alle andre væsener også i besiddelse af muligheden for at gøre godt. Her efter endt læsning griber jeg mig i at savne deres selskab.
Bogen kan læses af alle dem, der læser Harry Potter og deslige, den henvender sig til såvel børn som voksne og er ret genialt skrevet, så den kan forstås på flere planer. Jeg kan næsten ikke anbefale den nok, den skal bare læses og opleves. Lydbogsudgaven giver den lige et ekstra twist, da den er særdeles fremragende indlæst af Lars Thiesgaard.
Ungeanmeldelse
Eventyrhuset
- Log ind for at skrive kommentarer
’Eventyrhuset’ af T. J. Klune er en fantastisk”found family”-fantasybog, der giver håb for fremtiden og en varm følelse i kroppen.
Linus Baker, en midaldrende mand med lidt for højt blodtryk og sans for ordentlighed, arbejder som sagsbehandler hos direktoratet for registrering af magiske yngre, hvor han holder øje med børnehjem for magiske børn. Et liv dikteret af regeringens firkantede bureaukrati og strikse regler og med den samme slaskede salat til aftensmad hver dag i sit lille rækkehus. Indtil han en dag får en hemmelig opgave - han skal ud at besøge et børnehjem for specielt farlige børn.
Linus er skeptisk og frygter for sit liv, da han bliver konfronteret med børnehjemmets beboere: Antikrist, en lindorm, en kvindelig havenisse og andre skæve eksistenser, og ikke mindst den specielle forstander, Arthur. Dog ændrer hans opfattelse af børnene sig langsomt, og han finder ud af, at der er mere bag de skræmmende facader. Opholdet på børnehjemmet forandrer hans liv og sætter ham ind i uvante rammer, hvor han finder sit sande hjem. Og sin sande familie.
’Eventyrhuset’ er en feel-good-bog ud over det sædvanlige. Det er meget rørende at følge med på Linus’ rejse fra regelret sagsbehandler til, at han langsomt bløder op, fordi han har fundet sin familie blandt børnene på børnehjemmet.
Karaktererne er meget levende og tredimensionelle. På den ene side er børnene på børnehjemmet ”farlige” - et af dem, barnet Lucy, er ligefrem Antikrist. Men stadig kan man mærke, at de er rigtige børn indenunder deres farlige ydre. Selvom Lucy er barn af djævelen selv, elsker han at høre på gamle grammofonplader og at gå på ekspedition med de andre børn i skoven. Selvom barnet Chauncey er, ja, en gelatineklump med tentakler og øjne på stilke, så er hans største drøm at blive piccolo. Man skal ikke bedømme en bog på dens omslag, og Klune fremskriver, at ens udseende og arv ikke er alting - der er altid mere bag overfladen. Børnene skal selv definere dem selv og deres fremtid, uden at føle sig bundet af deres gener eller omstændigheder.
Jeg elskede den her bog. Den fyldte mig med mange varme følelser, fordi den var bare så cute. Jeg nærmest smeltede over, hvor overbevisende Klune fremstiller børnene og forholdet mellem dem og Linus - en sagsbehandler der burde forholde sig neutralt, men som langsomt lader børnene komme tæt ind på sit liv.
Den mindede mig lidt om ’Miss Peregrines hjem for sælsomme børn’ af Ransom Riggs, fordi den også foregår i et hus, hvor en masse børn med overjordiske evner bor, der er bestyret af en mysterisk voksen, der måske også er lidt magisk. Hvor ’Miss Peregrines’ er mørk og læner sig mere op ad Young Adult-litteratur, så går ’Eventyrhuset’ en mere personlig vej, idet den fokuserer på sagsbehandleren Linus Bakers forbindelse med børnene.
Jeg vil anbefale ’Eventyrhuset’ til alle, der gerne vil have en pause fra hverdagens svære tanker. ’Eventyrhuset’ giver glæde og en håb for fremtiden.
Brugernes anmeldelser