Iron flame

Andet bind i den populære serie, der har alt, hvad en garvet fantasylæser efterspørger, en fin karakterudvikling og et højt spændingsniveau.

’Iron Flame’ fortsætter, hvor Fourth Wing slap, og tempoet er endnu højere, intrigerne mere komplekse og de brandvarme scener endnu mere udpenslede. Men dragerne, de politiske spil og alliancerne fylder mest, hvilket forstærker oplevelsen for den voksne læser.

Violet Sorrengail er en 20-årig studerende på Basgiath Krigsakademi, hvor hun uddanner sig til dragerytter. Hun lider af en kronisk bindevævssygdom, der betyder, at hun har nogle fysiske udfordringer. Hun er ret intelligent og meget modig, hvilket opvejer hendes manglende fysiske formåen. Hun er udvalgt som rytter af ikke bare én men to drager, den sagnomspundne sorte kæmpedrage Tairn og den sjældne gyldne ungedrage Andarna.

Violet kæmper for at overleve den brutale træning, og vicekommandant Varrish tester hendes loyalitet og torturerer hende for at få Violet til at afsløre detaljer om hendes kæreste Xaden Riorson. Forholdet til Xaden er ret komplekst, da hendes mor, general Lilith Sorrengail, har henrettet hans far for forræderi. Men Xaden og Violet må stole på hinanden i en verden, hvor revolutionen er under opsejling, der dagligt dør kadetter og trusler udefra hele tiden myldrer frem.

Violets afdøde bror Brennan har vist sig at være i live, og han kæmper side om side med Xaden i revolutionen i kampen mod det gamle regime i Navarre, som blandt andre deres mor og søster Mira står for. Der er store hemmeligheder, som skal værnes om, og både Violet og Xaden skal passe på, at deres rolle i revolutionen ikke bliver opdaget.

Rebecca Yarros er virkelig dygtig til at opbygge verdner, og i bind to afsløres historiske og politiske hændelser, som danner baggrund for universet. Man får en ret solid indføring, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om fortiden, wyverns og deres slangesjæleryttere samt Empyrian. Tempoet er filmisk, og hvert kapitel indeholder en opgave, der skal løses. Der er utallige mindre underplots, og det konstante bombardement af action, mystik og ondskab er ret overvældende, ligesom de forholdsvist lange sexscener.

Dragerne er fantastiske, og man får langsomt mere og mere indsigt i deres samfund. De har deres egne historier og er langtfra kun redskaber for rytterne. Dragerne er komplekse væsner med forskellige personligheder, indbyrdes relationer og politiske konflikter. Der er adskillige bipersoner, hvis personligheder udrulles i seriens andet bind, og det skaber en spændende dynamik med overraskende få stereotyper.